Det ikke særligt Vilde Vesten

I disse metrobyggeri-tider kan man risikere at støde på små orange telte overalt. Et hul i gaden hist, en udgravning her, en vejspærring der og en kæmpekran her.

Mellem Universitetet og Domkirken – mellem viden og tro – overvåget af de tavse, lærde statuer af Joakim Frederik Schouw og Japetus Steenstrup – har Dansk Rakkerpak fundet sit spillested ved siden af endnu et kommunalt gravetelt.

Er det den kirkelige krypt og dens eventuelle skatte og åndelig rigdom der graves efter, eller er det de vises sten i universitetets kælder? Eller skal der også her anlægges en metrostation?

København eller Arizona?

Rakkerpaks bænke er sat frem. Scenens bagtæppe er et langt maleri af en mur, en kirkegård og en ørken med kaktus og røde bjerge i det fjerne. Helt efter den drejebog vi har set utallige gange i cowboyder-film.

I en minimalistisk landlig kiosk med betegnelsen 'Ollies' varmer Olivia Borgels op med 'If I needed you' og 'I would swim the seas for to ease your pain' og samplede coyote-hyl og Ry Cooder-riffs.

Men pludseligt er vi slet ikke i Det Vilde Vesten, men i Københavns Kommune. Med en arbejdsformand, der åbenbart har haft praktikplads hos John Cleese, og arbejdere der er mere interesserede i frokostpause end i at grave huller i byens gader.

Allerede her er jeg urolig. Vil de, på en troværdig og gerne sjov måde, klare overgangen fra København i dag til Arizona for et par århundreder siden?

Det gør de så kun mådeligt. Via døre i baggrundsmaleriet forsvinder kommunearbejderne og kommer tilbage som nødtørftigt udrustede pistoleros. Men jeg godtager præmissen og venter på en sammenhæng. Den kommer så aldrig.

Chokolade og skattekort

Jeg ved ingen som Dansk Rakkerpak der kan vælte sig i klicheer uden at det bliver pinligt. Tværtimod, de giver klicheerne nyt liv, ny humor, ny relevans. Ofte. Ikke altid. Men ofte.

Højt humør og sjove ideer, samt lystige spring fra én kliche til en anden, er imidlertid ikke nok. Ikke tilstrækkeligt til at skabe sammenhæng, til at give forestillingen en historie.

'Den gode, den onde og den ufatteligt grimme' raver dramaturgisk rundt i festligt fuldskab, akkompagneret af pistolskud, guitarer, døde såvel som frækt lebendige rotter, latrinære drøn og en ustandselig kommen og gåen gennem døre i scenebilledet fra Arizona, og ud og ind af det kommunale telt fra Københavns Kommune.

Det ER morsomt, det ER crazy, det ER halsbrækkende, når de tre garvede gun-slingers jagter hinanden med skumle hensigter, og dør og genopstår og kæmper om en stor Guldbarre chokolade eller spiser vitale dele af det mystiske skattekort. Men her er stof til en mere gennemtænkt og sammenhængende – og spændende – historie end den krydsild af indfald, vi udsættes for.

En stor gevinst for forestillingen er Olivia Franciska Fevel Borgels. Ikke nok med at hun spiller en bunke instrumenter i sin lille kiosk - hun er også den, der fanges ind af den ufatteligt grimmes lasso og tortureres og går så meget i gennem.

Til gengæld er hun også den, der snedigt vinder chokoladen til sidst. Veloplagt, med utrolige vokale spænd fra blød countrysang til forskræmte hvin, og tilsvarende spænd fra 'den lille uskyldige fra søndagsskolen' til 'femme fatale fra nærmeste saloon'.

Man er altid i godt og sjovt selskab med Dansk Rakkerpak, og en lille time på Vor Frues Plads er vel anvendt tid. Selv om man spejder forgæves efter en sammenhæng.