Det godes sejr

Den eventyrlige historie om Peter Pan, der ikke vil være voksen, er ikke blot uopslidelig - den tåler også alle mulige fortolkninger og gør sig godt på en scene, når iscenesættelsen ved, hvad den vil og måske især ikke vil.

Det gør Folketeatrets kønt musikalske og visuelt overdådige 'Peter Pan', hvis handlingsgang er nem at følge og overskue, men som samtidig gør hovedpersonerne Peter og Wendy til sammensatte karakterer.

Med vitalitet og godt humør sætter forestillingen fokus på det normalt uomgængelige faktum, at børn bliver voksne. Det er ikke problemfrit og bliver klart sværere, når børn som dem i Evighedslandet mangler en kærlig mor til at hjælpe processen på vej.

Den del af historien er ikke i centrum på Folketeatret. Det er til gengæld mødet - og den spirende søde teenageforelskelse - mellem debutanten Mille Goris skønne resourcestærke Wendy og Michaels Slebsagers kært hårdkogte, men fysisk og psykisk langt mere skrøbelige Peter.

Hvidhårede børn

Wendy og hendes vildbasser af et par brødre, der hopper og står på hovedet i sengen, er tydeligt født med betydeligt bedre kort på hånden end Evighedslandets forladte børn. I den velstillede, hvidklædte Darling-familie er både Kristian Bolands (kunstigt) overdådigt mavesvære far og Anne Vester Høyers høje flotte mor nemlig overskudsmennesker med masser af kærlighed til deres børn. Mens aupairpigen må nøjes med langt mindre og i øvrigt påtage sig rollen som hund!   

Darling-børnene har moderne frisurer, men deres hår er hvidt. Så ved vi, hvad der venter dem - og publikum, selvom en 6-årig næppe fanger lige den pointe. Men alle bliver voksne, gamle og går bort engang i fremtiden, det lægges der ikke skjul på i en fortolkning, der velgørende usentimentalt er uden berøringsangst, når det gælder døden.

Den rammer kun Lars Boms klichéprægede,  punkede Kaptajn Klo i pink plateaustøvler, mens Peter, Wendy og Klokkeblomst mirakuløst overlever.

Historien og den stemningsbærende musik foldes ud i et scenografisk koncept, der er stramt og fabelagtig flot og eventyrligt med tydelige træk fra computerspillenes store former. Den virkelige verdens hvide borgerlighed står skarpt over for det grønne og lilla Evighedsland, hvor kyssets symbol lyser op i form af en lysende pink flamingo bøjet i neon.

Tårnhøje søjler dækket af frodige blade giver det udfarende ensemble masser er underholdende muligheder for at gemme sig eller stikke hoved og ben ud de mest uventede steder. Men som ikke bliver kedeligt, når der skiftes til andre lokaliteter.

Bitter viden og kropslig styrke

Evighedslandet - også kendt som Ønskeøen - er stedet, hvor man måske kan forblive et legebarn til evig tid. Men, hvor børn samtidig må lever med den bitre viden om at være uønskede og efterladt af deres mødre. Det har - forståeligt nok - fået Peter til at afsky voksne og bestemt ikke ønske selv engang at blive en af de voksne. Den slags mørke tanker plager ikke de tre særdeles robuste og højaktive gutter i hans lille flok. Det er fint med en mor, når man skal sove og ikke kan falde til ro, men ellers er det sjovere uden.  

Man oplever da heller ikke nogen dybere kontakt mellem Wendy og drengene. Det er Peter Pan, som er deres beundrede og temmelig dominerende leder, selvom han egentlig ikke udviser den helt store interesse for dem, men er langt mere optaget af Wendy. Drengene er til gengæld rørende tæt knyttet til hinanden ikke mindst, når noget i deres fænomenalt kropslige og ustyrligt komiske adfærd går galt - og det gør det tit.

Christel Stjernebjergs Klokkeblomst er som i den klassiske historie vildt forgabt i Peter og fortabt, fordi feer og mennesker ikke kan forenes. Men hun er også en vild pige, der slår på tæven og lægger hele sin kropslige styrke i de følelsesmæssige udfoldelser, der sender hende på de mest halsbrækkende akrobatiske op- og nedture. Hvilket hun ikke er helt alene om, for Wendy og Peter Pan lider heller ikke af højdeskræk.

Malplaceret håndgranat

Det er sympatisk, at forestillingen prøver at trække lidt aktuelt barskt børneliv ind i forestillingen, så børnene fra Evighedslandet pludselig er på flugt og deres landsby brændt ned. Men det opstår ud af ingenting og fører ingen vegne hen.

Det gør Kaptajn Klos malplacerede håndgranat heller ikke. Heldigvis er han hensynsfuld nok til først at lade den - og sig selv - ryge i luften ude i kulissen, men det er ikke en heldig erstatning for Klos store skræk, krokodillen, der hurtigt forsvinder helt ud af historien.

Det gør den morderiske kaptajns hjælper Smisk heldigvis ikke. Ole Boisen giver Smisk, der er trofast, indtil han vælger ikke at være trofast længere, al den solide menneskelige komik, som figuren fortjener, og det er ikke så lidt.

På den måde ender den kendte klassiker, som den skal, med det godes sejr over det onde. Men også med en Peter Pan, der måske er lidt mindre bange for at blive voksen, end før han og de andre drenge for en tid fik selskab af en Wendy, der mere ligner en klog og modig storesøster end en mor - heldigvis.