16. oktober 2017

Det gik i kage for Claus Mandøe…

De Røde Heste er i disse uger på gæstespil i Kina, hvor man spiller 'I begyndelsen var begyndelsen' på det nye teater Beijing Tianqiao Performing Arts Center, der åbnede i den kinesiske hovedstad for et par år siden.

I alt skal Claus Mandøe spille 24 forestillinger på teatret, og da han i sidste uge fortalte sine værter, at den foregående dags forestilling faktisk var nummer 100, blev der reageret prompte: Han blev kaldt på scenen efter at forestillingen var slut og blev modtaget med klapsalver og tale og blomster og gruppefotos af Mandøe, instruktør Kai Büchner og tour manager Jane Vorre og den kinesiske crew. Og bagefter var der islagkage med tre lys, der dannede tallet '101'.

De resterende forestillinger, alle udsolgte, fortæller Claus Mandøe fra Beijing, afvikles i uge 42, hvorefter turen går hjem til Danmark.

Siden skal 'I begyndelsen var begyndelsen' i øvrigt til Silkeborg, hvor den er en del af Festival of Wonder (www.festivalofwonder.dk), og hvor man så når op på forestilling nr. 121 + 122 + 123 (se portalens anmeldelse).

(Billedet: Kinesiske Phoebe hjælper Claus Mandøe med at puste lysene ud på 101-forestillingskagen. Pigen har som mange andre kinesere også et vestligt navn til brug for udlændinge… Foto: Jane Vorre)

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne