DEBAT
14-11-2018
08-11-2018
28-10-2018
25-09-2018
18-09-2018

Faster Cool / Dansk Rakkerpak: Mirakolinas fodbad

Christian Adelhorst Rossi og lCamille í Dali leverer et ordfattigt, boblende og charmerede sammenspil i 'Mirakolinas fodbad'. Foto: Ditte Valente

Det går fint i fisk

07-11-2018
'Mirakolinas fodbad' er en livsbekræftende, sjov og poetisk forestilling om at følge sit hjerte og sætte sig selv fri til at gøre og være der og det, man allerhelst vil.
FAKTA
Faster Cool / Dansk Rakkerpak: Mirakolinas fodbad -

Idé: Camille í Dali. Manuskript: Niels Grønne og Camille í Dali. Instruktion: Niels Grønne. Scenograf: Sara Vilslev. Komponist: Camille í Dali. Animation: Jonas í Dali Wagner. Lysdesign og Teknik: René Lützen. Kostumer: Nadjaviga Vela Eviayea Jensen. Dramaturg: Jane Rasch. Medvirkende: Camille í Dali og Christian Adelhorst Rossil. Aldersgruppe: 3 – 8 år og deres voksne. Varighed: 35 minutter. Turneforestilling. Set 6. november 2018 hos Dansk Rakkerpak/Faster Cool, Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved, hvor den spiller til 9. november. Siden turne. Spiller bl.a. igen i Næstved 23.-24. februar 2019 og deltager på Aprilfestival 2019 i Hjørring. www.danskrakkerpak.dk 

Allerede uden for indgangen til teatersalen introduceres vi til Mirakolinas vandede univers i form af noget, der mest af alt ligner en løbsk juledekoration hos fiskehandleren. 

Med sin skøre kombination af plastiksild og stearinlys fanger den tydeligvis børnenes opmærksomhed og får dem til at sætte tempoet ned. Smart – for så kan Christian Adelhorst Rossil følge med på den anden side af indgangen og få publikum guidet på plads i god ro og orden. 

Måske ikke tilsigtet, men en praktisk sideeffekt, når der som på denne dag skal pakkes henved 60 små mennesker i børnehavealderen sammen på salens madrasser.  

Scenografiske projektioner

Efter en velkomst og diverse praktiske informationer går forestillingen i gang. Ind på scenen træder Mirakolina i skikkelse af Camille í Dali; iklædt i en gulvlang flaskegrøn velourkjole og med et drømmende smil indtager hun, hvad der tydeligvis er hendes hjem. 

Fint, som hun i den længerevarende sekvens, helt uden ord, får givet publikum et tydeligt billede af hvem hun er. Ikke mindst understøttet af Sara Vilslevs scenografiske univers. Skabt omkring en flot og finurlig installation med et utal af skuffer, et badekar, som man snart forstår er hendes fodbad og diverse nipsgenstande, der giver et godt hint om hendes maritime tilhørsforhold. 

Fin er fx også den vandforstøver, som Mirakolina sprøjter både sine blomster og sig selv med. Der er noget (vigtigt) med vand. Baggrund udgøres af en skærm, der - skal det vise sig - både kan projekteres på og belyses forfra og bagfra, så den ser henholdsvis gennemsigtig eller massiv ud. 

En essentiel del af scenografien er de nævnte projektioner, som ses på henholdsvis fodbadet, den store skærm og det old-school-TV, der findes på den anden side at skærmen.

Særligt måden, som projektionen fylder vand i fodbadet på og fra første 'bad' lader Mirakolinas fødder forvandle sig til en havfruehale, er effektfuld og sjov. Og vækker tydeligvis genkendelse, anden gang hun gør det; så snart hendes tæer nærmer sig karret, bliver der ivrigt hvisket på rækkerne: 'Nu bliver hun til en havfrue - igen!'. 

Også projektionerne, der forvandler fjernsynet til akvarium og skærmen til et hav, er fine, omend lidt kedelige i kontrast til alt det andet lækre scenelir.

Havfruens fodbad

Fra første scene sætter Mirakolina et 'værelse til leje' skilt frem. Som (vand)manden Jacques, spillet af Christian Adlehorst Rossil i shorts og med flagrende snørebånd, snart kommer forbi. Tydeligvis i jagten på et hotelværelse. Men Mirakolinas havfruesang lokker ham indenfor, og snart har han lejet værelset hos hende og omdannet hendes fjernsyn til et akvarium. 

At de nærer en fælles passion for det våde element, er helt tydelig. Både i deres fælles opdagelse af Miraklinas ’hav’nips, og for det voksne publikum nok også slet skjult i navnet Jacques, som uvægerligt rimer på Cousteau i denne sammenhæng. 

Da han stikker fødderne i hendes fodbad, ændrer det imidlertid alting. For i sin legeiver følger Mirakolina trop, og sidder – igen - med havfruehalen i badet, eller i saksen om man vil. Hendes sande natur er afsløret.

Jacques synes heldigvis at hendes havfruehale er både 'Smuk og praktisk', og snart er han klædt om til fuldt dykkerudstyr, inkl. klaskende svømmefødder. Til stor morskab for publikum. Han vil have Mirakolina med ud i havet. Men hun 'kan ikke', og han stikker selv afsted ud bag skærmen.

 Snart efter dukker han dog op igen – denne gang op igennem hendes fodbad. Og så går det let at få hende overtalt til at følge med ham. 

Således slutter forestillingen med en fin tegnefilmsprojektion, hvor de to, anført af Mirakolina svømmer ud på eventyr i det store Ocean. 

Ordfattig og fysisk fængende 

Måden, som forestillingen lader de to karakterer komme til syne igennem deres fysiske spillestil og deres ordknappe dialog, fungerer godt. Indledningsvist er man lidt skeptisk overfor replikkerne, der oftest består af et enkelt ord, men man overgiver sig hurtigt til måden, de formår at indfange essensen af det der skal siges. Og skaber plads til at børnene selv kan bruge fantasien til at fylde på.

Forestillingen formår at holde et tilpas adstadigt tempo, uden at det virker langsomt, og undgår mestendels at malke de fysiske sekvenser for gimmickens skyld. Den fysiske scene, hvor Jacques bygger TV’et om til et akvarium og Mirakolina tager fodbad, kunne nok være en anelse kortere – det er den eneste scene i forestillingen, hvor man fornemmer en decideret uro og manglende koncentration blandt børnene. 

En vigtig fortælling i lidt fastlåst indpakning

Den bagvedliggende historie om, at vi skal hjælpe hinanden til at blive dem, vi virkelig er, selvom vi måske er 'anderledes' og at vi skal tage imod hjælp til at blive dette vores 'sande jeg', når vi bliver den tilbudt, er både smuk og relevant. 

Til trods for at det er dejligt med en kvindelig hovedkarakter at spejle sig i, har jeg det lidt ambivalent med måden, den bliver pakket ind i en ’mand redder kvinde-historie’. Han – den (opdagelses)rejsende kommer forbi hende (havfruen, der må tage til takke med et fodbad), lokkes ind af hendes havfruesang, ser hendes indespærring, og sætter hende fri. Det taler lidt ind i et kønsstereotypt univers. 

Jeg kunne i samme åndedrag også ønske mig, at Mirakolina havde lidt flere fysiske sekvenser, så det ikke primært var Jacques, der høstede publikums latter - og hun deres beundring. 

Det ændrer dog ikke ved, at det er en velkomponeret forestilling, som balancerer godt mellem ord og fysik og fremkalder både grin og skarpe betragtninger blandt det publikum, som den fastholder fra start til slut. 

Af: Betina Rex
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Mirakolinas fodbad
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

12-11-2018

07-11-2018

05-11-2018

03-11-2018

29-10-2018

18-10-2018

12-10-2018

11-10-2018

09-10-2018

07-10-2018

05-10-2018

01-10-2018

28-09-2018

26-09-2018

24-09-2018

21-09-2018

19-09-2018

18-09-2018

16-09-2018

14-09-2018

12-09-2018

10-09-2018

04-09-2018

24-08-2018

17-08-2018

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

Flere anmeldelser