Ida Cæcilie Rasmussen nynner og spiller på sin lille guitar, når vi træder ind i rummet. En venlig velkomst – og på scenen sidder svenske Peter Öberg som Professor Dyregod med sløjfe og røde sokker med zebrastriber, omgivet af digre opslagsbøger og globus og ser mægtigt videnskabelig ud, mens han diskuterer bøgernes mangehånde spørgsmål med papegøjen Affe, der læser med.
Ned i denne lærde idyl dumper der så en stor pakke med etiketten ’Til det farligste dyr i verden fra alle de andre dyr’. Det farligste dyr? Ja, det er jo ikke sådan til at blive klog på, selv med alskens bøger og selvom om den muntre velkomstsang har slået fast, at ’Professor Dyregod, han er faktisk genial’.
Det underlige metalskrammel i et hjørne af scenen viser sig at være en fantastisk rejsemaskine – knallert, fly og Harley Davidson i ét. Professoren får flyverhabit på, og med skrammelet på ryggen tager Professoren af sted i røg og damp og med propel og blinklys. Den vilde færd er faktisk ret sjov, med baggrundsprojektioner af landskab og søer og hav. Jagten på pakkens rette adressat er begyndt!
Og så er der dækket op til Dyregods møder med det ene dyr efter det andet. Med krokodillen og Jan Bavian, med den venlige kamel med kontrabassen, med den kælne isbjørn og den ynkelige skildpadde. Dyregod sendes videre fra dem alle, ingen er ’det farligste dyr’. Men alle har en sang om, hvor problematisk det er at være sig – når vandet er forgiftet, når maden bliver væk, når isen smelter eller retningssansen forsvinder.
Læsere af denne anmeldelse vil måske ane, hvor pakken til sidst skal hen – og det bliver den kloge gamle elg i de svenske skove, der ved både hvilket dyr som er det farligste i verden – og hvorfor. Ikke så underlig når man tænker på at den oprindelige idé kommer der over fra. En association går også til Torbjørn Egner og den gamle elgens tale til alle dyrene i skoven.
Præcision og fysisk nøjagtighed
Mens Peter Öberg er den lettere forvirrede professor hele forestillingen i gennem, skifter Ida Cæcilie Rasmussen ham fra det ene dyr til det andet, og de antydende kostumer – fantasifulde og i genbrugsmateriale – fungerer fint. Hendes hamskifter foregår i scenekanten og kan stjæle lidt fokus ind i mellem, men for det meste går det uden problemer. Hennes kamel og kondor er flotte dyr med karakter og styrke. Men jeg så gerne, at hun ikke overbetonede intimiteten med professoren, så teksten i et par af sangene bliver underspillet, forsødet eller ynkelig, og dermed utydelig (isbjørnen og skildpadden).
Peter Öberg spiller den distræte og klumsede professor, og det virker som det er et rollefag, der ligger godt for ham. Men det kan blive lidt meget ’Oj oj!’ og ’Nej nej!’, og støn og skrig, og ’hvad skal jeg gøre nu?’ Hans jagt på det farligste dyr i verden er en vigtig mission, og han er ingen fortumlet dummepeter. Vi skal tage ham helt seriøst, når han forsøger at løse gåden og komme det rigtige sted hen.
På den begrænsede plads er det helt nødvendigt med en stor grad af præcision – mimisk nøjagtighed. For eksempel i scenen med isflagerne, der smelter, mistede jeg fokus, for jeg fik aldrig øje på flagen de sad på – jeg anede ikke, hvor grænserne var, hvor vandet begyndte og hvor rejsemaskinen forsvandt hen. Og jeg så heller ikke, hvor panisk vigtigt det var for isbjørnen at padle mod nord og for mennesket at padle sydover. Uanset om man spiller for de femårige, må modsætningerne skærpes – man kan ikke tillade sig at være utydelig.
Forestillingen ender som den skal, med en opfordring til at se i nåde til vor fælles jord – ’at verden den har brug for dig, for vi må jo hjælpes ad!’ Miljøbevidsthed må gerne begynde tidlig.
