DEBAT
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018
04-12-2018
02-12-2018

Meridiano Teatret: Anima

Hvis man gerne vil op i himlen og lede efter sin døde hund, så kan man vel passende starte med at kravle op til Månen. I hvert fald hvis man er frisk hovedperson i Meridiano Teatrets poetiske dukkeforestilling 'Anima' Foto: Thomas Petri

’Det er ikke meget, bedstefar ved om sjælen’

14-08-2009
Sådan siger dukken Anna i den fandenivoldsk smukke dukkeforestilling Anima. Til gengæld ved Meridiano Teatret forunderligt meget om børns nysgerrighed omkring sjælen.
FAKTA
Meridiano Teatret: Anima - Instruktion, musik og scenografi: Giacomo Ravicchio. Rekvisitter: Poul Arne Kring. Dukker: Per Christensen. For børn på 4-11 år (men måske bedst 6-11 år). Meridiano Teatret. Set på festivalen i Ballerup april 2009. Turneforestilling. Turneforestilling. www.meridiano.dk -Kan også opleves på børneteaterfestivalen i Horsens 18.-20. september, www.boerneteaterfestival.dk

Tristesse er en sjælden følelse i børneteater. Forestillingerne domineres typisk af følelser som jublende glæde eller rasende vrede eller knugende sorg. Men den dér stille, triste følelse af sørgmodighed og eftertænksomhed har svært ved at komme med på scenen. Også selv om børn netop har en direkte adgang til tristessens undren og dagdrømmeri, når de pludselig falder i staver over noget.

Meridiano Teatrets forestillinger har imidlertid altid et strejf af tristesse, både forestillingerne for børn og for voksne. Teatermageren Giacomo Ravicchio har en konstrastfyldt billedfantasi, der hele tiden sætter glæden i relief – med motiver fra det største til det mindste.

I Anima står der en lillebitte tremmeseng med en lillebitte pude. Men her er også pludselig hele jordkloden og den dragende måne. For Anima handler om en lille piges første møde med døden. Eller som den allerførste replik lyder: ’Det er en sørgelig dag for Anna i dag. Torden, hendes hund, er død.’

Det forunderlige ved denne dødsforestilling er, at den netop ikke er grådkvalt. Tværtimod er forestillingen en konstruktiv beretning om en yderst handlekraftig pige, som måske godt vil acceptere, at hendes hund er død – men hun vil i hvert fald insistere på at finde ud af, hvor den er henne.

Grav ned til kineserne

Her udfolder Meridiano hele sit finurlige dukketeater med silhuetdukker og hånddukker og opfindsomme rekvisitter. For selvfølgelig begynder denne pige med at rejse op til Himlen, og så er det, at hun bare tager en stige op til Månen – sådan for at komme et stykke ad vejen. Indtil hun vender om og i stedet tager en skovl og graver sig ned til kineserne.

Det er børnenysgerrigheden, der er den dramaturgiske drivkraft. For eksempel det-ved-alle-historien om, at de gamle kinesere er de allerklogeste i verden - ergo må de vide, hvor man kommer hen, når man er død. Forestillingen bæres af skuespilleren Elise Müller. Hun fører den lille Anna-dukke med den røde kjole, men hun spiller også Annas ven, der hjælper med at bakse stigen til Månen på plads... Elise Müller har den voksnes ro, men stadig barnets umiddelbare forbløffelse. Hun er bare til stede i nuet, akkurat lige som Anna. Og netop legen mellem dukken og dukkeføreren er noget af det fine ved forestillingen, fordi barnets refleksioner her udtrykkes i direkte spørgsmål. Og fordi børnene mærker, at Anna aldrig er helt alene, uanset hvor langt hun rejser.

Denne tryghed er en af forestillingens fine kvaliteter for børnetilskuerne, der nærmest bliver Annas beundrende støttegruppe på rejsen. Desuden er Per Christensens dukker og Poul Arne Krings rekvisitter så forunderlige, at ungerne spontant lever sig ind i dette stiliserede mini-univers. Detaljerne er aldeles overvældende – helt ned til den logrende hale på en silhuetdukkehund. Og helt ned til piben på den dukkebedstefar, som også optræder i levende krop gennem skuespilleren Lars Begtrups usentimentale bedstefar. Men som Anna udtrykker det: ’Det er ikke meget, bedstefar ved om sjælen.’ Og så er det jo, at hun selv må finde ud af det. Hendes forældre er åbenbart heller ikke for kloge på livet; de er i hvert fald slet ikke med i forestillingen.

Meridianos udtryk er meget filmisk, og netop legen med dukkezoom og panoramabilleder pirrer tydeligvis ungernes nysgerrighed. Uforudsigeligheden forstærkes af en arkitektonisk lyssætning med blå neonrør og en sideløbende musikkulisse med jazzet MGP-musik med ringetonetouch – begge dele af multikunstneren Ravicchio. Overskud, hedder det vel. Akkurat lige som Elise Müllers silhuetkoreografi for et par smukke hænder, der pludselig bliver til et elsdyr eller en kanin, der klør sig på snuden. Eller lige som farven på det lys, der pludselig virker som den sjæl, som Anna sådan har ledt efter. Eller skyen på himlen, der langsomt former sig om til at ligne en hund.

Det er den slags indfald, som holder smilet oppe hos Meridiano. Og som netop skaber plads til - tristesse.

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Anima
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

21-08-2019

19-08-2019

15-08-2019

12-08-2019

11-08-2019

08-08-2019

14-07-2019

11-07-2019

08-07-2019

28-06-2019

26-06-2019

24-06-2019

22-06-2019

20-06-2019

18-06-2019

16-06-2019

14-06-2019

12-06-2019

10-06-2019

08-06-2019

07-06-2019

05-06-2019

03-06-2019

01-06-2019

30-05-2019

28-05-2019

26-05-2019

24-05-2019

22-05-2019

20-05-2019

18-05-2019

16-05-2019

14-05-2019

12-05-2019

10-05-2019

08-05-2019

06-05-2019

04-05-2019

02-05-2019

30-04-2019

Flere anmeldelser