DEBAT
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018
04-12-2018
02-12-2018
Jørgen Carlslund (tv) møder publikum - her på en workshop i forbindelse med forestillingen 'Se min skygge', hvor han i øvrigt i den oprindelige version spiller/danser sammen med sin datter, Loa Carlslund, der her ses til højre for Jørgen Carlslund. Foto: ZeBU

'Det er ikke for sådan nogen som os'

10-02-2016
I forbindelse med vidensprojektet 'A Suitcase of Methods', der undersøger publikums oplevelse med scenekunst, har projektets forsker, Anna Lawaetz, snakket med teatret ZeBU's kunstneriske leder og instruktør, Jørgen Carlslund, om den form for publikumsinddragelse, han anvender i den kreative proces i forbindelse med skabelsen af en ny forestilling.
Af: Anna Lawaetz
FAKTA

Om A Suitcase of Methods:

Vidensprojektet 'A Suitcase of Methods' undersøger publikums oplevelse med scenekunst. Projektet er finansieret af Bikubenfonden og løber frem til 2019.

Ambitionen er at udvikle en værktøjskasse, der kan komme det samlede teaterliv til gavn. F.eks. kan metoderne fungere til at opbygge et vidensfundament om publikum, man kan basere publikumsinvolverende tiltag på.

I vedstående artikel rykkes fokus fra analysen af publikums oplevelse af den færdige scenekunst til, hvordan publikums blik kan blive et redskab undervejs i udviklingen af forestillingen. På bloggen http://asuitcaseofmethods.com kan man løbende læse rapporter om de undersøgelser, der laves.

Om artiklens forfatter:

Anna Lawaetz (f. 1979) har et ben i både den praktiske og den akademiske teaterverden. Hun var i perioden 2007-2014 kunstnerisk leder af performancegruppen Sisters Hope/Sisters Academy. Derudover har hun arbejdet med teater, cirkus og opera i Frankrig igennem en årrække bl.a. på Théâtre du Soleil. Siden 2014 har hun fungeret som husdramaturg for Darger & Co med base på Frilandsmuseet. Med i bagagen har hun en ph.d. fra Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. I dag arbejder hun med publikumsforskning i vidensprojektet A Suitcase of Methods.

»Noget af det særlige ved børneteater er, at kernepublikummet ikke selv vælger at komme i teatret. De kommer ofte som en del af en skoleklasse. Derfor er jeg som scenekunstner og teaterleder nødt til at sikre mig, at jeg rammer mit publikum og at jeg ikke går over deres grænser. Børnene rejser sig jo ikke bare og går deres vej,« fortæller Jørgen Carlslund, der er leder af ZeBU, som primært laver teater for børn og unge.

Han er en af de teaterfolk, der har stor erfaring med at arbejde med publikumsinddragelse i den kreative proces på en måde, så det bliver en berigelse af det endelige udtryk.

»Som voksen vælger man selv hvad man vil se. Men børneteater skal være tilgængeligt for alle, for børn vælger som sagt sjældent selv, hvad de vil ind og se. Det er en kæmpe forskel i forhold til voksenteater,« siger Jørgen Carlslund, der har arbejdet systematisk med publikumsinddragelse igennem mere end 20 år.

»Jeg kan huske at et barn engang sagde efter en prøveforestilling: 'Det er meget flot. Men det er ikke for sådan nogen som os'. Og han havde fuldstændig ret. Så vi ændrede hele opsætningen radikalt og endte med at lave noget, der var relevant for børnene.«

Involvering af publikum i researchfasen

Teaterleder og instruktør Jørgen Carlslund arbejder med tre forskellige tilgange til publikumsinvolvering i forbindelse med skabelsen af en forestilling.

Den første overordnede tilgang er involvering af publikum i researchfasen. Her kan man opdele arbejdet i at tage temperaturen på sin målgruppe og at arbejde tematisk reflekterende med afsæt i forestillingens tema. I begge tilfælde arbejdes der workshop-baseret i et tæt samarbejde med et lærerteam.

»Jeg er ved at lave forestillingen 'Mørkeræd' (som har premiere 22. februar, red.), der handler om glæden ved gyset i spøgelseshistorier og alvoren i det, der rigtigt gør os bange. Her er aldersgrænsen sat fra ti år. I researchfasen havde jeg brug for at tage temperaturen på min målgruppe. Jeg ville gerne have et bud på, hvad de oplevede som uhyggeligt på en dejlig måde, og hvornår de reelt blev bange. Altså et indblik i deres utolkede oplevelse. Og et indblik i deres hverdag. Derfor arbejdede jeg med to 5. klasser – dvs. lige midt i min målgruppe - og fik en umiddelbar respons på, hvad de syntes var uhyggeligt, og hvad de reelt oplevede som farligt.«

Øjenåbneren

'Hverdag' er et ord, der går igen, når Carlslund fortæller om sit arbejde. For der sker også noget andet, når han træder ind i skolegården:

»Som teaterskaber glemmer man ofte, at det at se en forestilling kun er en lille del af børnenes hverdag sammenlignet med f.eks. de magtkampe, der foregår i en skoleklasse på daglig basis. At mærke, hvor børnene er henne i deres hverdag, er vigtigt. Vi kan som kreativt hold prøve at være opmærksom på det. Men hver gang jeg går ind i en skolegård og bruger tid med børnene, virker det som en øjenåbner,« siger Jørgen Carlslund.

Den anden tilgang til at arbejde med publikum i researchfasen handler om en tematisk reflekterende tilgang. Her er det netop ikke målgruppen Carlslund tager fat i, men nogle der er ældre.

»Når man står midt i sit 10-årige liv, er det svært at se det ude fra. I forestillingen 'Og så står man pludselig der' samarbejdede jeg med en gruppe gymnasieelever, der havde psykologi. Jeg bad dem om at beskrive en bestemt situation fra dengang de var omkring 10 år, der fik deres liv til at tage en ny retning. Dvs. at de skulle reflektere på en abstrakt måde over noget i deres fortid, som de ikke vidste ville få betydning, da de var midt i det. Selvom forestillingen var for 10-årige, var jeg nødt til at bruge en anden aldersgruppe til at belyse hvordan det var. Til at huske tilbage og se oplevelsen ude fra. Man ved jo ikke som 10-årig, at f.eks. forældrenes skilsmisse vil få stor betydning for en,« fortæller Carlslund.

Valget af research tilgang handler altså om man har brug for et indblik i børnenes umiddelbare oplevelse eller om man gerne vil have deres refleksion over et bestemt tema. Begge former for research foregår, inden prøveperioden med skuespillerne starter..

Teatermetoden In Real Life

Den anden overordnede tilgang er teaterformen IRL (In Real Life) – en teatermetode, som Carlslund har udviklet til et ungdomspublikum. Som en del af teaterforestillingen er det publikum, der tager valgene for skuespillerne og rådgiver dem om, hvad de bør gøre undervejs i forestillingen.

Ved hjælp af et dramaturgisk skelet og lys- og lydcues styres forestillingens forløb, men de enkelte sceners indhold er improviseret, og handlingens udvikling er i høj grad baseret på publikums valg.

Denne særlige participatoriske teaterform kræver et publikum næsten fra begyndelsen af processen. For forestillingen eksisterer helt bogstaveligt ikke uden et publikum.

»Igennem mit arbejde med IRL er jeg begyndt at sætte spørgsmålstegn ved vores ide om premiere. De unge, der måtte komme under et prøveforløb, får bestemt lige så meget ud af det, som dem, der kommer efter den premieredato, vi har sat.«

Prøveforestillingen som arbejdsredskab

Den tredje overordnede tilgang er prøveforestillingen og den efterfølgende samtale med publikum, der inviteres så tidligt som muligt, fortæller Jørgen  Carlslund.

Når forestillingen er klar til det, kontakter teatrets administrative medarbejder på opfordring fra Carlslund et prøvepublikum. Selvom den enkelte prøveproces har sit helt eget forløb og der skal tages hensyn til dynamikken i skuespillergruppen, ved holdet fra start, at publikum inviteres ind i prøvesalen, så snart det giver mening.

»Jeg kan huske en enkelt gang, hvor jeg var lovlig ivrig og inviterede en skoleklasse og teatrets administration ind til en prøve meget tidligt i forløbet. Ingen kunne se, hvor vi ville hen. Formen var for rå – det var ikke en succes. Men det var bestemt en undtagelse. Og heldigvis kan vi relativt hurtigt få mobiliseret et prøvepublikum, når vi er nået til det punkt, hvor alle kan få noget ud af et møde.«

Test af aldersgruppen

En prøveproces på en teaterforestilling er som regel syv-otte uger. Ofte inviterer Carlslund et prøvepublikum ind efter fire uger.

»Det hjælper os til at finde ud af, hvad der virker. Samtidig tester vi aldersgruppen.«

I begyndelsen af processen inviteres én klasse ind ad gangen.

»Når vi har flere klasser inde på én gang, oplever jeg ofte, at børnene udtrykker sig mindre frit. De bliver en smule generte.«

Når prøvepublikummet ankommer, får de så lidt information som muligt om indholdet af forestillingen og om den faglige del af vores proces.

»De forstår ikke, hvis vi siger, at lyset bliver anderledes. De reagerer på, hvad der faktisk er der.«

 Prøvepublikummet bliver budt velkommen af Carlslund, som fortæller dem, hvornår forestillingen har premiere og at de er de første – eller nogle af de første - til at opleve forestillingen. Det får dem til at føle sig som noget særligt, samtidig med at de ikke får for mange informationer.

Under prøveforestillingen sidder Carlslund sammen med børnene og observerer, hvordan de spontant reagerer på forestillingen.

»Hvis forestillingen berør problemstillinger, der kommer for tæt på børnenes egen hverdag, kan børnene finde på at beskytte sig selv i den efterfølgende samtale. Jeg kan selvfølgelig beskytte dem ved at spørge, om de kender til nogen, der har været i sådan situation. Men den umiddelbare reaktion under forestillingen er en 'ufiltreret' kilde for mig.«

'Hvad tænker I?'

Efter prøveforestillingen stiller Carlslund spørgsmål til publikum – og skuespillerne sidder på scenekanten og lytter med.

»Jeg er ikke interesseret i, om det er en god eller en dårlig oplevelse. Jeg er interesseret i, hvad oplevelsen vakte i dem. Derfor er åbningsspørgsmålet: 'Hvad tænker I?' Det er nødt til at være så åbent som muligt for at få deres umiddelbare refleksion. Derefter stiller jeg spørgsmål, der udspringer af de diskussioner, vi har haft på holdet som hvis forestillingen henvender sig til de yngste skolebørn f.eks.: 'Var der steder I blev bange?' Hvis nogle af børnene blev bange, er det næste trin at finde ud af, om det var ubehageligt. For et gys kan jo godt være frydefuldt.«

Carlslunds observation af gruppen under selve forestillingen gør det lettere i den efterfølgende samtale at navigere imellem gruppedynamikker og individuelle oplevelser og dermed styre samtalen og vurdere vægten bag de enkelte udsagn.

»Du kan ikke spørge: 'Forstod I det?' For de ved ikke, hvad de ikke forstod. Så derfor har jeg et trick. Jeg spørger, om dem i klassen under ville kunne se forestillingen. Hvis de siger 'Nej', så ved jeg, at vores aldersgrænse er rigtig. Men hvis de tror, at de yngre godt kunne se den, så kan det være interessant at invitere et yngre prøvepublikum ind for at se, om jeg skal tilpasse vores aldersgrænse,« fortæller Carlslund.

Ingen belønning

Børnene modtager ikke nogen form for belønning efter en prøveforestilling. De tager tilbage til deres skole,, når de har spist deres madpakker. På vej ud af døren tager Carlslund som regel fat i læreren for at høre, hvordan han eller hun oplevede børenes møde med teaterforestillingen.

»Nogle gange har du en klasse, hvor nogle af børnene har en ADHD-diagnose. Som udenforstående ved du det ikke og oplever måske, at klassen er meget ukoncentreret. Her kan læreren korrigere ved sit kendskab til gruppen. Måske var gruppen meget mere koncentreret, end den plejer at være.«

Skuespillerne, der sidder omkring Carlslund i salen bagefter, svarer som regel på de spørgsmål, som børnene stiller dem direkte. Og publikumsinvolvering tilfører virkelig noget til den samlede produktion, selvom det ikke erstatter den professionelle og kunstneriske ekspertise i den kreative proces.

»Det er et værktøj, der hjælper os til at sikre relevansen,« siger Jørgen Carlslund, der som regel laver et par nye forestillinger om året - og en børneteaterforestilling i ZeBU-regi spiller ofte i tre år. 

Uanset produktionsvilkår og -metoder er publikums blik vigtige som led i den kreative proces.

»Vi laver jo forestillingen for et publikum,« lyder det afslutningsvis fra Jørgen Carlslund.

---

Ovenstående tekst er en bearbejdet og forkortet udgave af en artikel, skrevet i forbindelse med vidensprojektet 'A Suitcase of Methods', og hvor producer Thomas Heinesen fra Nordisk Film og medieforsker Lene Heiselberg fra DR også medvirkede. Den originale artikel kan læses via dette link. Artiklen findes også på engelsk (link) på bloggen  http://asuitcaseofmethods.com

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - 'Det er ikke for sådan nogen som os'
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

01-01-2019
 

19-12-2018
 

06-12-2018
 

30-11-2018
 

25-11-2018
 

21-11-2018
 

17-11-2018
 

13-11-2018
 

09-11-2018
 

02-11-2018
 

26-10-2018
 

22-10-2018
 

15-10-2018
 

04-10-2018
 

Flere anmeldelser