Af: Anne Middelboe Christensen

14. juni 2018

Det er godt at ønske sig et kram i julegave

Kim Fupz’ skønne bog, ’Julemandens jul’, er transformeret til en temmelig bastant dramatisering i Teater Lille Hests ellers hyggelige teaterforestilling.

Det er meget forståeligt, at Teater Lille Hest har forelsket sig i Kim Fupz Aakesons bog, ’Julemandens jul’. For fortællingen har al den hjertevarme og de finurlige overraskelser, som de fleste småbørnsforestillinger ønsker sat skabe.

Teaterfortolkningen er bare ikke blevet synderligt overbevisende.

Visuelt set har skuespillerne Britta Thøgerne og Line Skytte ellers fint taget udgangspunkt i Siri Melchiors fine tegninger fra bogen.

Her er en by med hustage og lys i vinduerne, næsten som om husene var lavet af brunkagedej, og her er en nattehimmel med fin plads til, at julemandens kane kan suse af sted gennem mørket. Her er også typisk ’børnehavesne’, hvor hvide kugler af vat eller andet fnuller skal gøre det ud for snebolde.

Det er velment og let aflæseligt. Men æstetikken er temmelig bastant.

Kær pyjamas

Det kunstneriske hold har tydeligvis følt, at det var nødvendigt med en form for introduktion til historien – i stedet for bare at dramatisere bogen.

Derfor er der kommet en dramaturgisk ret forvirrende indledning med hjemmeflikkede rim om ’julegrene / det er godt, man ikke holder jul alene’ – i en scene, hvor drengen i historien siger farvel til sin mor, der skal på vagt på hospitalet selve juleaften.

Drengen står helt alene og ser op mod himlen i sin blå-grøn-stribede pyjamas. Det er kært og også ret sørgeligt. Men drengedukken kan ikke meget andet end at stirre. Og optakten tager luften ud af den egentlige historie, som faktisk handler om julemanden.

Gammelmandsblik

Til gengæld ligner julemanden en hyggelig isbjørn i Carl Press’ morsomme og stiliserede dukkefortolkning. Han har gammelmandsblik bag stålbrillerne og kluntede arme i sin lange, røde kåbe. Han er fin.

Men så går der pludselig teknik i forestillingen. Tilskueren skal i hvert fald også lige beundre julemandens komplicerede pakkemaskine med automatisk gavesamlebånd og hans julemandskanes flyverute rundt om jordkloden set ude fra rummet – og alt muligt andet, som to-årige næppe bekymrer sig om.

Disse effekter fjerner fokus fra følelsesfortællingen. Og de får forestillingen til at virke, som om den er rettet mod skolestarterne og ikke børnehavebørnene.

Jazzet humør

Indimellem kommer Søren Hauch-Fausbølls varme stemme og fortæller om julemandens travlhed. Der er også fin, indspillet musik af Thomas Hass og Jakob Alsbirk – musik med jazzet humør, smukke violiner og heftige spændingstemaer.

Men det er svært for de to skuespillere at fastholde den dramatiske intensitet i forestillingen. De skifter roller og scener så mange gange, at fordybelsen svigter. Så når den lille dukkedreng ser på julemanden og siger: ’Jeg vil gerne have et kram!’, så forstår man ham godt. Det er en rodet forestilling, dette her.

Alt i alt er ’Julemandens jul’ en sympatisk forestilling. Performerne sender gode blikke og taler med venlige stemmer – og de slutter endda af med en hyggelig (men enstemmigt uimponerende) sang med omkvædet ’Jul, jul’.

Skuespillerteknisk løfter forestillingen sig dog ikke, og den kunstneriske originalitet er svær at få øje på. Så det er godt, at drengen får et kram.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.