Af: Janken Varden

16. august 2013

Der var en gang et voksenbarn

Peter Seligmann leverer en fin præstation, mens musikken følger Teater2Tusinds historie - det er jo ifølge forestillingstitlen en koncert! - men sammenhængen er ikke sådan at få øje på.

Til den svage lyd af trommer og skumle (dyre-)lyde gør Christian Glahn entré bag i salen med den store kontrabas under armen. En enkel basgang bliver anslået. Et fælles rytmisk talekor bliver indøvet med publikum: 'Sådan er min navneleg…det gør jeg nu, hvad hedder du?'.

Og mens Glahn bryder isen med publikum, går Peter Seligman underligt forvirret rundt og tjekker kontakter og højttalere – som en lettere tungnem bandboy. Der er alligevel en slags målbevidsthed over alt, hvad han foretager sig, som om det er noget, han har lært udenad en gang i urtiden. Det er ganske spændende at følge – det er ikke uden videre til at dechifrere, man ved ikke om man skal smile eller blive bekymret.

Talekoret, viser det sig, har ikke haft andet formål end som publikumsopvarmning, hvilket skuffer mig en smule – skulle navnelegen ikke bruges til noget som helst?

Koncert

Musikken tager fart, der er åbenbart en form for forståelse mellem Kasper (Glahn) og Hans (Seligman), noget i blik og små smil. Gåden er endnu intakt.

Birgit (Margit Szlavik) kommer ind med harmonika, og musikken tenderer mod det østeuropæiske og valsetakt. Der opstår en kontakt mellem Kasper og Birgit – en kontakt der udelukker Hans, som stadigvæk trisser rundt og udfører sine mystiske bandboy-gøremål. Han får sat et nodestativ op til sig selv med nogle ark papir.

Hakkende og usikkert læser han højt af sine papirer. Om at der var en gang et voksent barn, og ingen havde vandet voksenbarnets sjæl i årevis, så den var som en rose, vissen, tør. Det tager ikke lang tid, før det går op for os, at det er sig selv han læser om.

Og her begynder forestillingens problemer.

Kampen om fokus

Teater2Tusind kalder sin forestilling for 'Koncert', men det skal et usædvanligt ufølsomt sind for ikke at lægge sin opmærksomhed hos Peter Seligman og hans figur, tilbagestående eller ej. Derfor bliver musikken indimellem direkte forstyrrende, når de to musikere går i selvsving og glemmer Hans.

Det tager tid og adskillige hiv og sving og forklarende replikker, inden det går op for os, hvad det egentlig er for en historie, forestillingen vil fortælle. Koncerten – musikken – skal give Hans modet til at tage af sted og flytte til landet på den anden side – tage springet væk fra den trygge og solide kontrabassist og begive sig ud i verden på egen hånd – i bofællesskab med andre med venlige hoveder, men hjerner på lavt blus.

Margit Szlavik og Christian Glahn er dygtige og charmerende musikere, men jeg tror ikke på det påståede lun-på-hinanden-forhold, der skal være mellem dem. Det bliver med nogle kliché-agtige øjekast og lidt smålummer ansigtsgymnastik.

Vigtigere er det imidlertid, at oplæsningen af historien om voksenbarnet afbrydes og gang på gang føres ud på et sidespor. Jeg forstår ikke, at musikerne ikke går ind i historien, at de ikke tager del i den klejne Hans’ ihærdige forsøg på at bringe sin historie igennem. Så selvom vi nok aner, at den gode kontrabassist føler en vis omsorg for sin ven, så virker det, som om forholdet til bassen er stærkere end til Hans – musikken og forholdet til den anden musikant tager overhånd, og dermed får vi uvægerligt fokus-forstyrrelser. Hvilken historie skal vi følge?

Selv om selve forestillingen – koncerten – er en tynd kop the, er Peter Seligman desto mere uimodståelig som den tilbagestående Hans. Varsomt, og uden noget form for overspil eller publikumsfrieri tegner han en karakter, som bliver rørende og troværdig, og som skaber både smil og medfølelse hos publikum. Én ekstra stjerne for det!

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.