Vi sad vel en otte-ti personer i Nykøbing Mors Teaters store sal og så Teatertruppen Replikkens ungdomsforestilling. Heriblandt nogle voksne formidlere og et par unge på de to første rækker lige op til scenen og den sparsomme scenografi.
Forestillingen indbød afgjort til respons fra tilskuerne, men det blev kun til et par forsigtige grynt og ellers tavshed over for en ellers noget grotesk fortælling med plads til et par gode fnis. Alligevel og selvfølgelig gennemførte René Foshammer med stor professionalisme sin monolog i 'Nyfigen eller sund interesse', selvom publikum ikke rigtig bidrog med nogen af delene…
Forestillingen var en af de relativt få på festivalprogrammet på Mors i april 2013, som led under decideret publikumsmangel.
Måske var det den forkerte forestilling på det forkerte tidspunkt det forkerte sted, men heldigvis er Replikkens enevældige leder og spiller, René Foshammer, ikke sådan at slå ud af kurs.
Og flere oplevelser a la ovenstående til trods – inklusiv en rigtig dårlig anmeldelse her på portalen, som nu også pryder teatrets hjemmeside og dermed viser teaterejer Foshammers storsind – mener René Foshammer, at han har fat i noget af det rigtige – og han har også gjort sig tanker om selve den måde, de unge griber DERES rolle an som publikum.
Eller de helt små for den sags skyld…
En lille del af svaret
»Hvorfor virker det tit som om de unge ikke gider teatret, hvis ikke lige vi snakker om pik og patter? Det er ikke, fordi jeg har det entydige svar på den problematik, men jeg tror, at jeg har fat i en lille del af svaret – og noget som jeg selv har forsøgt at putte ind i min seneste forestilling – og som jeg gerne ville kunne påstå solgte helt vildt. Det gør den så ikke, men jeg kan mærke, at den har fat i sin målgruppe, så vi er på vej,« lyder det fra René Foshammer på Teateravisen.dk's forespørgsel om hans eget syn på vellykket ungdomsteater – som også er hans primært virkefelt inden for dansk teater.
»Det første problem, jeg bemærkede, var en uro i starten af forestillingerne, hvor det unge publikum missede forestillingens præmis, når den blev rullet ud. Her arbejdede jeg med to modeller: Enten at skubbe præmissen til senere i forestillingen, altså have en slags tomgang, inden det går rigtig i gang – eller indlægge at den blev gentaget. Så blev mit fokus rettet mod, hvad det er de unge er så skrappe til, nemlig billedanalysen – og nu arbejder jeg så med, hvordan jeg kan pirre, overraske og hvor meget kan jeg camouflere for at bevare publikums tilstedeværelse. For det er jo det helt bizarre, at det ikke længere er nok, at skuespilleren er til stede for at fange de unge, de skal selv ønske at være til stede,« siger René Foshammer.
Pigen og månen
Han giver et par konkrete eksempler på sin synsvinkel:
»På dette års festival på Mors var jeg inde og se Nørregaard Teaters 'Med plaster på knæet' for de 2-5-årige. Her blev vi taget nænsomt ved hånden og ført gennem et univers, der bl.a. havde en måne, som kunne lyse og spille en melodi. Vi får at vide, at denne måne (en glaskugle med lys i) havde drengen, det handlede om, fået i gave, og den var hans kæreste eje.
Drengen tager nu på en rejse, medbringende månen, og da han på et tidspunkt krydser en flod, falder månen i vandet, stadig lysende og spillende, hvilket vi fysisk ser og hører. Senere skal han krydse en ørken, der er så varm, at en af skuespillerne sætter sig og drikker et glas vand, den anden skuespiller tager glasset og hælder resten af vandet op i en udtørret brønd i ørkenen.
I det samme lyser det op af brønden, og musikken stiger langsomt. Allerede i det sekund, lyset stråler op af brønden, vender en lille pige på forreste række sig om mod sin mor og bekendtgør med høj stemme: 'Mor, det er månen'.
Hvilket det naturligvis også var.
Her kan man så komplimentere skuespiller, scenograf og forfatter, at det er afleveret så tydeligt, at det selv for så små børn kan aflæses. Eller man må konstatere, at børns visuelle evne til at analysere, hvad de ser, hele tiden udvikles og skubbes ned af,« siger René Foshammer.
Klynen og nysgerrigheden
»Når de så er unge, evner de også at analysere det, de endnu ikke har set. Illustreret ved en oplevelse, jeg havde for et par festivaler siden. Her så jeg en forestilling – hvad den lige handlede om, er irrelevant, men det var en ungdomsforestilling, og vi sad i en hestesko i tre rækker, og jeg havde rig mulighed for at se de unge i rollen som publikum.
Mit blik faldt hurtigt på en stor klyne af en dreng, siddende på første række. Alle mine fordomme røg lige op af tasken: En Brian-type, klassens klovn – der går nøjagtig fem minutter, så er han stået af.
Men det var ikke det, der skete. Han var på, grinede og flyttede på sig for hele tiden at kunne se, hvad der skete. Midt i et grin fik han et hosteanfald. Han forlod rummet for at gå ud og hoste færdig – for ikke at forstyrre.
Jeg tænkte: Han kommer sgu ikke ind igen. Men det gjorde han, og han fulgte med igen, indtil han pludselig trak sin telefon op af lommen og begyndte at kommunikere med den ydre verden. Han gjorde ikke noget stort nummer ud af det, han gjorde det bare, og engang imellem løftede han hovedet for at se, hvad der skete på scenen.
Han gav ikke udtryk for nogen følelser, sad bare og fulgte passivt med.
Pludselig røg telefonen ned i lommen igen, og han var på. Grinede, flyttede sig, var optaget af hvad der skete.
Og han var også den første, der klappede, da det var færdigt, og han klappede stadig, da alle rejste sig for at gå.
Jeg forstod intet. Bevares, forestillingen var god, men det var, syntes jeg, et mærkeligt forløb.
Så jeg forsøgte at analysere på, hvad det var der skete: Da forestillingen startede, var det ikke til at sige, hvad vej den ville gå, altså nysgerrigheden var intakt. Da præmissen så var foldet ud, og forestillingen ligesom skulle forløses, så vidste han godt, hvad der skulle ske. Det var nu nok bare at holde øje med, hvordan de så gjorde det.
Mod slutningen stod det igen åbent, hvad vej det ville gå. Nysgerrigheden var etableret igen, og han måtte igen forholde sig og være på.
Den åbenlyse begejstring til sidst kan så skyldes at han havde gættet rigtig på slutningen – eller at den overraskede ham.
Så min konklusion er, at hvis vi skaber forestillinger for de unge, hvor de inden for de første fem minutter har gættet/analyseret forestillingen – og det kan de – så spilder vi deres tid.
Så teatret er altså ikke dødt i forhold til de unge, men det mangler en indholdsmæssig form, der ikke bare er uforudsigelig for at være uforudsigelig, for det kan også afkodes, men det skal være en hemmelighed til stede, ligesom den gode skuespiller har en hemmelighed med sig på scenen.«
Interaktivt teater contra customizing
Nogle af disse iagttagelser kan René Foshammer tage direkte med sig – både i arbejdet med egne forestillinger og i jobbet som dramalærer for unge. Han har nemlig siden starten af 2012 også været leder og underviser på Herning SceneKunstSkole (se www.hsks.dk).
Her konfronteres han direkte med de unges teatersyn – herunder det ofte udtalte, at de faktisk helst selv vil spille eller se andre unge spille.
»Jeg oplever mere og mere, at de unge har så travlt, at alt de foretager sig skal være selvinvolverende, der er ikke tid til at være tilskuer. Det benytter jeg mig så af på skolen, hvor individuel undervisning vægtes højt. I min egen nyeste forestilling fandt jeg i teksten, i øvrigt skrevet af en ung mand på 20, at det individuelle kunne ligge i teksten. Inddragelsen lå i at publikum måtte hænge på i forsøget på at finde mening med det, de oplevede. Man kan altså på det intellektuelle niveau skabe publikumsinddragelse,« mener René Foshammer.
Og så ryger vi jo lige ind i den aktuelle udvikling på ungdomsteaterfronten, hvor netop det publikumsinddragende, også kaldet interaktive, teater, er i vælten. Eksemplificeret i bl.a. særdeles roste forestillinger som ZeBU's 'IRL 2 – In Real Life, Too', og Carte Blanches/Cantabile 2' 'Life Live!', mens Det Menneskelige Teaters 'Findes der gribbe i Grønland' og Fair Plays 'I Guds navn' går et skridt videre ved at tage unge med på scenen som medspillere.
»Jeg har ikke set nogen af de nævnte forestillinger, men kan ikke havde noget imod interaktivt teater, hvis det har en mening ud over, at nu skal de unge fastholdes i 70 minutter,« kommer det fra René Foshammer, der mere ser en fare i, at de unge rent faktisk tror, at de har et reelt valg – både når det gælder teaterforestillingen og virkeligheden.
»Jeg søgte for tre-fire år siden om støtte til en forestilling, der skulle bringe begrebet customizing helt ud til det yderste – det fik jeg ikke, men det er stadig aktuelt,« siger han om fænomenet, der dækker over behovet/muligheden for hele tiden at få alt lavet/ændret, så det passer til det enkelte individ.
»Jeg har bl.a. oplevet en kunstmaler her i min hjemby Herning tilbyde sin kunst efter kvadratmeterpris, hvilket jeg opfattede som helt forrykt. Kunne man forestille sig et 'Nej, jeg vil hellere have, at Mona Lisa ser sur ud' eller bede en Skagensmaler ændre lidt på lyset'. Eller skal vi nu også bestemme instrumenteringen i et symfoniorkester og bede om lys i dirigentstokken…?! Jeg mener, at når det handler om det kunstneriske udtryk, så risikerer vi at customizing bliver et fravalg og ikke et tilvalg,
vi ønsker ikke de svære forestillinger, eller svært tilgængelig litteratur, der får os til at føle ting, vi ikke ønsker at føle og det er her, jeg kan se problemer med interaktivt teater,« siger René Foshammer.
»Jeg tænker tit på, at det der med costumizing begyndte allerede den gang man satte bas og diskant på radiomodtagerne, og lige siden har vi ikke villet eller behøvet at opleve værkerne på den måde, som kunstneren har tænkt det…«
Hvad angår interaktivt teater contra de unge, får de unge på Rene Foshammers dramaskole i øvrigt snart nye udfordringer, idet der fra 12. januar 2014 opstartes et IRL-projekt efter forbillede fra Teater ZeBU's 'In Real Life'-forestillinger.
