Af: Randi K. Pedersen

22. april 2019

Den (u)fuldkomne frihed

'Til sidste fjer' er en enkel og virkningsfuld forestilling om udsatte pigers drøm om frihed.

Hvordan kommer man over et dødsfald, som man måske kunne have forhindret? Svaret er, at det gør man ikke. Især ikke hvis det er en i flokken af såkaldt vilde piger, der har mistet livet. Men man kan fortælle om det, og det gør forestillingen 'Til sidste fjer' med barsk humor og enkle, men virkningsfulde midler. 

En hvid kasse, lys i psykedeliske pangfarver og en masse puder fulde af fjer er nok til at aktivere billedet af et liv på kanten af samfundet.      

I tilbageblik følger vi nogle teenagepiger, der har svært ved og heller ikke har lyst til at tilpasse sig gængse normer. De vil bestemme over deres eget liv og gøre præcis, hvad der passer dem, hvordan og hvornår uden tanke for, om det går ud over andre mennesker. Men ingen lever i et vakuum, og tilværelsen som hjemløs er hverken særlig fri eller behagelig. Derfor er det herligt, at pigerne finder nogle forladte lokaler, som bliver deres tilflugtssted og hjem.

Pigerne er stolte over, at de kan klare sig selv. De fester og hygger sig og har det sjovt. Puder og fjer flyver rundt også blandt publikum, når Stine Schou som den robuste Vera, der er tilfreds med at have fundet sin flok, og Maria Bak Ahrensbergsom den mere hudløse Louise folder sig ud. 

Det sker på bekostning af gamle mennesker, som de samvittighedsløst ribber for penge. De stjæler også cykler og andre ting og sager, og så er der lige det med sprutten og stofferne.

Dramatisk styrke

Forestillingen er underholdende, men den glorificerer ikke tingene. Pigernes frie liv er også et barskt liv, og bagsiden af medaljen viser sig efterhånden i form af misbrug og overgreb. Det kan Louise ikke klare i længden, og hun farer mentalt vild.  

Det er sørgeligt og rystende at overvære, for begge piger er lige hjælpeløse og fortabte. Ingen af dem har nogen at vende sig til, når tingene tager en drejning, som de er for unge til at magte på egen hånd. Men mens Vera tackler modgangen ved at forsøge at holde den ud i strakt arm og komme hurtigt videre, vender Louise den indad.

Det er to vidt forskellige temperamenter, som Stine Schou og Maria Bak Ahrensberg begge gennemspiller med overbevisende dramatisk styrke, når historien spidser til. Det sker, når Louisespsyke endegyldigt knækker. 

Det havde den måske gjort under alle omstændigheder, men her bliver den udløsende årsag et voldeligt overgreb. Det får ikke Louise til at gå til modangreb, i stedet vender hun bogstavelig talt ryggen til den verden, der ikke kunne opfylde hendes drøm om at blive fri som en fugl. 

Det er rørende, men heldigvis ikke rørstrømsk skrevet og spillet. 'Til sidste fjer' vil angiveligt beskrive en ung pigebandes liv, hvor flokken er det vigtigste. Men forestillingen sætter også klart og usentimentalt fokus på de store menneskelige omkostninger, der alt for nemt kan blive følgen af at ville gøre drømmen om den fuldkomne frihed til virkelighed ikke mindst for skrøbelige sind. Det sker i øjenhøjde med  publikum og uden på nogen måde at gøre kritikløs tilpasning til livets mål. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.