Den (u)fuldkomne frihed

Hvordan kommer man over et dødsfald, som man måske kunne have forhindret? Svaret er, at det gør man ikke. Især ikke hvis det er en i flokken af såkaldt vilde piger, der har mistet livet. Men man kan fortælle om det, og det gør forestillingen 'Til sidste fjer' med barsk humor og enkle, men virkningsfulde midler. 

En hvid kasse, lys i psykedeliske pangfarver og en masse puder fulde af fjer er nok til at aktivere billedet af et liv på kanten af samfundet.      

I tilbageblik følger vi nogle teenagepiger, der har svært ved og heller ikke har lyst til at tilpasse sig gængse normer. De vil bestemme over deres eget liv og gøre præcis, hvad der passer dem, hvordan og hvornår uden tanke for, om det går ud over andre mennesker. Men ingen lever i et vakuum, og tilværelsen som hjemløs er hverken særlig fri eller behagelig. Derfor er det herligt, at pigerne finder nogle forladte lokaler, som bliver deres tilflugtssted og hjem.

Pigerne er stolte over, at de kan klare sig selv. De fester og hygger sig og har det sjovt. Puder og fjer flyver rundt også blandt publikum, når Stine Schou som den robuste Vera, der er tilfreds med at have fundet sin flok, og Maria Bak Ahrensbergsom den mere hudløse Louise folder sig ud. 

Det sker på bekostning af gamle mennesker, som de samvittighedsløst ribber for penge. De stjæler også cykler og andre ting og sager, og så er der lige det med sprutten og stofferne.

Dramatisk styrke

Forestillingen er underholdende, men den glorificerer ikke tingene. Pigernes frie liv er også et barskt liv, og bagsiden af medaljen viser sig efterhånden i form af misbrug og overgreb. Det kan Louise ikke klare i længden, og hun farer mentalt vild.  

Det er sørgeligt og rystende at overvære, for begge piger er lige hjælpeløse og fortabte. Ingen af dem har nogen at vende sig til, når tingene tager en drejning, som de er for unge til at magte på egen hånd. Men mens Vera tackler modgangen ved at forsøge at holde den ud i strakt arm og komme hurtigt videre, vender Louise den indad.

Det er to vidt forskellige temperamenter, som Stine Schou og Maria Bak Ahrensberg begge gennemspiller med overbevisende dramatisk styrke, når historien spidser til. Det sker, når Louisespsyke endegyldigt knækker. 

Det havde den måske gjort under alle omstændigheder, men her bliver den udløsende årsag et voldeligt overgreb. Det får ikke Louise til at gå til modangreb, i stedet vender hun bogstavelig talt ryggen til den verden, der ikke kunne opfylde hendes drøm om at blive fri som en fugl. 

Det er rørende, men heldigvis ikke rørstrømsk skrevet og spillet. 'Til sidste fjer' vil angiveligt beskrive en ung pigebandes liv, hvor flokken er det vigtigste. Men forestillingen sætter også klart og usentimentalt fokus på de store menneskelige omkostninger, der alt for nemt kan blive følgen af at ville gøre drømmen om den fuldkomne frihed til virkelighed ikke mindst for skrøbelige sind. Det sker i øjenhøjde med  publikum og uden på nogen måde at gøre kritikløs tilpasning til livets mål.