Den store fortælling om lille Ronja

Når vi føres ind i salen, er der tåge og en svag duft af tæt skov. I det fjerne kan man høre heftig torden, og både publikumsopbygningen og scenen er behængt med lange strimler af stof i nuancer af beige, ligesom i cafeen ovenpå. Teatret Zeppelin er simpelthen blevet en del af naturen rundt om Mattis Røverhøvdings borg.

Rasende, trodsige, og voldsomme skrig høres bagved stofstrimlerne, og tre neglebidende mænd følger med, når naturen går sin gang. Mattis skal blive far for første gang, og midt i det værste tordenskrald kommer Ronja til verden. Hun bæres frem i triumf af Mie Brandt i skikkelse af mor Lovisa med Gretchen-frisure, og i en både rørende og morsom scene får Jesper Hyldegaard vist både Mattis’ stolthed og hans benovelse.

Den dramatiske lyn og torden-salut for dette mirakuløse barn har rigtignok kløvet Mattis-borgen i to, og Helvedesgabet er opstået, men intet overgår røverbandens tro på denne vidunderlige datters fantastiske fremtid.

Fra undring til forståelse

Teateravisen.dk’s læserkreds har næppe behov for en nærmere gennemgang af historien i 'Ronja Røverdatter'. I denne opsætning er det åbenbart at man har lagt vægt på hovedpersonens møder med verdens allehånde udfordringer - det farlige, det smukke, det sørgelige, det skumle - og store begreber som retfærdighed og frihed. Og kærlighed! - til alt, til naturen - og også den gryende erotik når Ronja og Birk finder frem til hinanden.

Det kan stadigvæk gribe denne læser, hvor – tilsyneladende – legende let og enkelt Astrid Lindgren kan behandle de sværeste spørgsmål på en måde, der er til at forstå for alle. Og, vel at mærke, uden at tygge svarene færdigt for os. Vi græder og griner og røres, samtidigt med at vi tænker, og vi følger en udvikling fra spørgsmål og undring til forståelse og sammenhæng. Det er en svir at læse, OG det er en svir at se, sådan som Zeppelinerne lægger det frem for os.

Dramatiseringen følger bogen meget tæt - bortset fra tvekampen mellem Mattis og Borka får vi det allermeste med. Og Zeppelin har sat alle klude til: Her er uhyggelige skovhekse, tyvagtige grådværge, sjove rumpenisser og dragende underjordiske - hele den fascinerende og magiske eventyrverden, der gør fortællingen spændende og giver virkeligheden et dybere lag.

Stor fortælling, lille format

Zeppelin har gjort det til et speciale at tage sit publikum med ind i store historier - historier som er større end man ville tro, at et lille teater kan magte. Men gang på gang udnytter teatret sine begrænsede ressourcer opfindsomt og til det yderste, så resultatet altid synes større, end det egentlig er. Derved lykkes det at give fortællingerne et direkte og fantasifuldt sprog og en tæt oplevelse for publikum. (Ingen regel uden undtagelse, selvfølgelig, men selve det helt store udtræk på de store teatre, fører gerne til en større afstand og fremmedhed.)

'Ronja Røverdatter' fortælles ved hjælp af seks skuespillere og en meget, meget fantasiudfordrende scene. Scenograf Johanne Eggert har været med før, bl.a. til 'Brødrene Løvehjerte', og nok en gang finder hun plads til masser af entreer og sortier, luger i gulvet og højdeforskelle. Stofbaner og bagscene giver liv til skræmmende skove og helvedesgab hvor Ronja kan gå på opdagelse. Når hertil kommer Michael Breiner, en snedig og dygtig lysdesigner, kan man rolig sige, at det Zeppelinske teater er udnyttet til sidste søm og skrue.

I det hele taget har mange bidraget til det gode resultat. Ikke mindst har Emil Assing Høyers musik- og lydbillede en væsentlig andel, - her er både skumle lyde i natten og musikalske overgange, som dramatisk eller poetisk virkemiddel

Den nyuddannede instruktør Lene Skytt får her sin professionelle debut, og det slipper hun rigtig godt fra. Rummet er meget godt udnyttet, her er veldisponeret rytme og flow og afveksling, alvor og sjov er balanceret med smag, og hun har åbenbart givet sine spillere både frihed og rammer til at udvikle de enkelte figurers særpræg. Det er godt gået.

Sara Line Møller Olsen og Morten Holst er et fint par som Ronja Røverdatter og Birk Borkasøn. De illuderer godt som børn, ikke mindst ved det første møde ved Helvedesgabet, og man tror på deres udvikling fra fjendskab til venskab, efterhånden som tiden går. Også på deres beslutning om at tage væk fra de dumme forældre. De har en god dossering af charm og trods, længsel og vilje. Samt den styrke der skal til når de vil finde et liv for sig selv, uden røverier, men i pagt med naturen.

Torben Vadstrup som den ærlige, men skrøbelige Skalle-Per, og Dan Loffredo som den ikke alt for opvakte Sturkas, illuderer udmærket - og Jesper Hyldegaard er en knuselskelig bamse som røverhøvding.

Historien om Ronja begynder med hendes fødsel og ender med Skalle-Pers død. Cirkelen er sluttet, og nok en bid i Astrid Lindgrens fortælling for børn falder på plads.

Gå i Zeppelin, hvis du vil tages med ind i en god historie!