DEBAT
08-02-2023
23-11-2022
18-09-2022
15-08-2022
11-08-2022
Årets Reumert 2011 for Årets Børne-/Ungdomsforestilling gik til Det Lille Teater: Her er Eva Høj Andersen, Rikke Bilde og Caspar Juel Berg i ’Fra månen og ned’ Foto: Bjarne Stæhr

Den Store Dag for Det Lille Teater

09-05-2011
Det Lille Teater fylder 45 år til august og fik allerede søndag aften en fin jubilæumsgave fra Reumert-juryen, der gav prisen for Årets Børne-/Ungdomsteaterforestilling til 'Fra månen og ned’. Ungdomsteatret blev også hædret via talentpriser til skuespillerne Maja Juhlin for indsatsen i ZeBU’s ’IRL2’ og Hadi Ka-Koush i 'Nordkraft' og dramatikeren Thomas Markmann for manus til Maskens ’Oh, Romeo’. Og så kunne Ditte Hansen godt fortjene en Æres-Reumert for sin indsats som konferencier.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

Årets Reumert er Danmarks største prisfest for scenekunstens verden. Den første Bikubens Hæderspris blev uddelt allerede i efteråret 1998 ved et særarrangement på Børsen, men den første egentlige prisuddeling med nominerede inden for flere kategorier fandt sted i april 1999 på Folketeatret i København. Siden 2002 har Årets Reumert fundet sted på Det Kongelige Teater.

Der uddeles priser inden for 15 kategorier. Priserne honoreres med hver 50.000 kr. Årets Forestilling samt Årets Kvindelige Hovedrolle og Årets Mandlige Hovedrolle får dog 100.000 kr. Derudover uddeles den fornemme Bikubens Hæderspris på 300.000 kr. Med hver Årets Reumert-pris følger et unikt glasmaleri af maleren og grafikeren Hans Voigt Steffensen.

Juryen, der nominerer og udpeger vinderne til Årets Reumert, består af 12 kompetente personer med stor indsigt i den levende scenekunst – de to vil være kendt fra portalen her, idet det er anmelderne Henrik Lyding og Anne Middelboe Christensen.

Årets Børne-/Ungdomsteaterforestilling 2011 - motiveringsteksten for vinderen og de to andre nominerede i kategorien.

Det Lille Teater: 'Fra månen og ned':
’Jorden er giftig’, råbte de og erobrede baggården på Det Lille Teater, højdeskræk eller ej. De tre spillere ramte så præcist skolestarternes frygt for at være udenfor – og lykken over at være med i legen. Klokkerent pjattende og vidunderligt drillende.

Se anmeldelsen her på portalen

Teatret Masken: 'Oh, Romeo':

Selvfølgelig kan Julie være en retsmediciner og Romeo en taxichauffør med fortid som børnesoldat. Skuespillerne Karin B. Heinemeier og Mads Riisom viste, at død er hot – og hævn er not. Med nice humor i håndtasken - dødnice.

Se anmeldelsen her på portalen

Teater O: '360 grader':

Trafficking og golfkøller flettes sammen på opfindsom måde i denne globalkrimi for teenagere. Men Teater O’s performere bruger hverken politiuniformer eller golfputter, men kun ord. Og det gør deres intense spillespil endnu mere opsigtsvækkende.

Se anmeldelsen her på portalen

Mere om Aarets Reumert 2011 på www.aaretsreumert.dk

(9.5.2011) Årets Reumert fyldte 13 år, da prisfesten indtog Gamle Scene søndag aften og begavede dansk scenekunst med hæder og penge og kunstværker til de udvalgte. Og med kronprinsesse Mary som aftenens hædersgæst.

Hun fik også et par ord med på vejen fra Ditte Hansen, der for andet år i træk var showets suveræne vært og benyttede lejligheden til en lang række opsigtsvækkende kostumeskift og ikke mindst grove ud- og indfald mod teaterkunstens vilkår, dens økonomiske og politiske og organisatoriske bagmænd og kunstnerne selv.

’Dansk teater er en skrøbelig keramikbutik med brådne kar og krukker’, lød det bl.a. i starten, hvorefter hun aftenen igennem fortsatte med ramsaltede kommentarer og indsatte satiriske filmklip med særdeles aktuelle pointer.

Ditte Hansens indsats - med hjælp fra koreografen Bill Holmberg og skuespillerkollega Louise Mieritz i kulissen som medforfatter og sparrings partner - var på velgørende vis med til at give en god balance til prisfestens hyldest og takketaler. Også selvom ganske mange af prismodtagerne slap fint fra deres tur på podiet...

Hele holdet på scenen

Herunder bestemt også skuespilleren Lars Mikkelsen, der fik Bikubens Hæderspris – den største på 300.000 kr. – og kvitterede med et langt og godt indlæg om teatrets og sit eget væsen. Derudover blev det til i alt 15 priser og ti talentpriser. Det Kgl. Teater blev atter topscorer med fem - to til skuespillet, én til operaen og to til balletten), mens provinsteatrene hjemtog fire priser og landets små scener fem priser.

Hele listen kan ses på www.aaretsreumert.dk - for her skal det nu dreje sig om børneteatrets indhugst i prisrækken.

Det Lille Teater gentog kunststykket fra 2002 og løb med prisen for Årets Børne-/Ungdomsteaterforestilling med ’Fra månen og ned’, der spillede på det lille teater i Lavendelstræde i efteråret 2010 for de 4-10-årige.

Og det var et glad team på hele otte personer, der befolkede Gamle Scene for at modtage hæderen. Dramaturg Trine Wisbech, der også er en del af Det Lille Teaters ledelse, forestod takketalen og pointerede, at prisvinderen var blevet til som et stort samarbejdsprojekt, der havde skrællet teatrets lille scenerum og derefter haft blot seks uger til at få forestillingen færdig.

På scenen var følgelig hele holdet, der udover dramaturgen talte instruktøren Charlotte Munksø, scenografen Christian Q Clausen, lydmanden Peter Friis og de medvirkende Rikke Bilde, Kathrine Høj Andersen og Caspar Juel Berg.

Anne Middelboe Christensen gav forestillingen fem stjerner i børneteateravisen.dk og skrev bl.a.:

’Det er lykkedes at skabe to fortællelag på én gang – legen, sådan som den foregår mellem de tre venner, men også legen, som den opleves af de tre hver især. Ungerne fanger tydeligvis pointen og lever sig ind i forskydningen. Ikke mindst derfor virker forestillingen så vellykket. På trods af sin banale handling bringer forestillingen alverdens raffinerede virkemidler i spil, så ungerne spejler sig i legen – og nok også ser sig selv udefra i glimt’.

Hun sluttede af med at prise Det Lille Teaters sans for at prøve nye kræfter, ’men også lysten til at lade småbørnsteatret blive målt op ad voksenteatret. Samtidig er forestillingen også ganske seværdig for voksne. For det med at komme med i en leg – eller blive holdt uden for en leg – det er jo sådan set det, som det meste af livet handler om’.

Garant for nyskrevet dramatik

Det Lille Teater kan til august fejre 45 års jubilæum som landets første permanente børneteaterscene – og var en af de allerførste pionerer udi det moderne danske børneteater, der for alvor kom på banen med Dansk Skolescenes fald i december 1968.

Men da havde Det Lille Teater altså spillet forestillinger i over to år, idet man 31. august 1966 havde premiere på sin første forestilling, Kaj Matthiessens ’Karrusellen Går’.

Teatret har i alle årene holdt til i baghuset i Lavendelstræde 7, der er en gammel købmandsgård fra 1789, som i tidens løb har været bl.a. snapsebrænderi og bordel og stald.

Teatrets varemærke er ny dramatik af høj kvalitet, skrevet direkte til teatret, og det høstede man i 2002 en Reumert-pris for med ’Mester flytter ind’. Nu er der altså endnu en til samlingen i det lille hyggelige teater med plads til mindre end 100 tilskuere.

Det Lille Teater har også organisatorisk været med fra starten som medstifter af BørneTeaterSammenslutningen i 1969, og teatrets daværende leder, Vibeke Gårdmand, var foreningens første valgte formand - fra 1970-73.

I dag har teatret en for tiden så usædvanlig ting som kollektiv daglig ledelse på fire personer: Klaus Simonsen, Freddi Larsen, Lone Bjerg og Trine Wisbech.

Talentpriser til ungdomsteatret

De to øvrige nominerede til børneteaterprisen måtte altså tage til takke med hæderen over at være udvalgt af Reumert-juryen.

Teater O var med ’360 grader’ nomineret for anden gang - teatret var også nomineret i 2008 for ’Europamestrene’ og har indimellem lavet så gode forestillinger som ‘Knockout’ og ‘Goodbye & farvel’ – men Lars Dammark og Anders Valentinus Dam må håbe på, at tredje gang er lykkens gang.

Teatret Masken med ’Oh, Romeo’ fik dog alligevel del i Reumert-hæderen, idet dramatikeren Thomas Markmann modtog en af de ti talentpriser for sit manuskript til forestillingen. Henrik Lyding kaldte det i børneteateravisen.dk for en ‘vellykket dramatisering af Merete Pryds Helles ungdomsroman fra 2006, som elegant blander det poetiske med det realistiske, så vi både mærker Shakespeare og nutidens sprog’.

Der var også lidt mere hæder til dansk børneteater i form af en talentpris til skuespilleren Maja Juhlin (uddannet fra Statens Teaterskole i 2010) for indsatsen i ZeBU’-forestillingen ’IRL 2’ - der fik de ultimative seks stjerner i børneteateravisen.dk, hvor ikke mindst skuespillerne blev rost for deres indsats.

'Maja Juhlin rammer tidens sprog og håndbevægelser lige så eksakt, som hun lægger mascara', lød det bl.a. i motiveringen.

Også skuespilleren Hadi Ka-Koush (uddannet fra Statens Teater i 2010) kan fremhæves her. Han fik prisen for sit spil i ungdoms-/voksenforestillingen 'Nordkraft' - samproduktionen mellem teatret af samme navn og Aalborg Teater.

Og endelig skal det da lige nævnes, at Edward Lloyd Pierce var nomineret for den innovative scenografi i ungdomsforestillingen ’Greenboy’ – en co-produktion mellem Husets Teater og Krash Kompani.

Også børneteatrets storslugende Reumert-prismodtager Catherine Poher var nomineret – men det var dog denne gang som instruktør af Åben Dans’ voksenforestilling ‘Elskende’.

Her gik prisen dog til den unge debuterende instruktør Elisa Kragerup, der fik et fornemt hattrick, idet hun blev valgt til Årets Instruktør for ‘Den Unge Werthers Lidelser’ på Det Kongelige Teater og Anne Linnet-teaterkoncerten ‘Hvid Magi’ på Betty Nansen Teatret, mens disse to forestillinger også blev valgt til Årets Forestilling og Årets Musikteater/show.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Den Store Dag for Det Lille Teater
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718192021

22-03-2023
 

09-03-2023
 

08-02-2023
 

30-01-2023
 

10-01-2023
 

01-01-2023
 

21-12-2022
 

13-12-2022
 

22-11-2022
 

18-11-2022
 

15-11-2022
 

10-11-2022
 

04-11-2022
 

17-10-2022
 

12-10-2022
 

25-09-2022
 

21-09-2022
 

19-09-2022
 

16-09-2022
 

13-09-2022
 

07-09-2022
 

01-09-2022
 

28-08-2022
 

08-08-2022
 

02-08-2022
 

04-07-2022
 

27-06-2022
 

17-06-2022
 

13-06-2022
 

03-06-2022
 

26-05-2022
 

21-05-2022
 

18-05-2022
 

11-05-2022
 

28-04-2022
 

25-04-2022
 

22-04-2022
 

16-04-2022
 

10-04-2022
 

08-04-2022
 

Flere anmeldelser