Den smukkeste billedkunst danser på en strand på Fanø

I Berstett, en lille landsby udenfor Strasbourg, ligger der et beskedent hus – en tidligere børnehave – som nu kaldes La Petite École. Siden 2003 har stedet huset utallige gæster i form af eksperimenterende kunstnere og kunstnerkollektiver. Her har de i perioder kunnet arbejde i fred med forskning i udtryk og udveksling med andre.

La Petite École drives af Compagnie Mediane, som har sit hovedkvarter inde i Strasbourg, og som op gennem årene har produceret flere forestillinger – utraditionelle, eksperimenterende, visuelle.

Dette er noget, jeg har læst mig til på teatrets hjemmeside. Men nu har jeg med egne øjne set deres nyeste forestilling, 'Horizons', og kan hilse og sige, at dét var vel værd at komme efter.

 Kalejdoskop

Compagnie Mediane har også tidligere samarbejdet med den danske komponist Hans Peter Stubbe Teglbjerg. Denne gang har han samlet sine lyde og indtryk på vandringer langs stranden på Fanø og skabt et univers af vind, bølger, skridt i sand, mågeskrig m.m. Det er smukt, men også udfordrende. Det giver forestillingen location og atmosfære - klitter, græs og sand ved Vesterhavets lunefulde kyst.

Men vigtig som denne lydverden er, så er det først og fremmest i det visuelle, at forestillingen kommer til udtryk.

Jeg ser nogle underlige trækonstruktioner, som stiliserede dinosaurer, urørlige, mystiske. Compagniets leder, Catherine Sombsthay, kommer ind klædt i tydeligt grønt og begynder at fortælle. Gertrud Exner kommer også, så den franske tekst kan blive oversat til dansk.

Der er god overensstemmelse mellem de to – de har da også samarbejdet mange gange før, og Exner danner desuden par med komponisten hjemme på Fanø. Så vi er på tryg grund ved Vadehavet.

Nåh. Teksten er heller ikke det vigtigste. Den relaterer sig hele tiden til stedet, til livet ved og på havet, til mennesker der befolker kysten, til vejr og vind, liv og død.

Nej - det er mellem tekstindslagene, at det sker. De dinosaurlignende trækonstruktioner kommer til live. De viser sig at være bevægelige i alle retninger, op og ned, til siden, bagover. En forunderlig plasticitet, en graciøs dans, styret af Sombsthay.

Ufatteligt sindrigt - men heller ikke dét er hovedsagen!

På uendeligt mange måder kan konstruktionerne nemlig udstyres med skærme af forskellig størrelse. I et minutiøst teknisk samarbejde bliver den schweiziske kunstner Pierre Gattonis billeder projiceret op på de bevægelige skærme, og et visuelt univers opstår, fuldt af farver, af geometriske figurer, af linjer, flader og mønstre.

Det bringer tankene hen på Piet Mondrian eller Kandinsky, eller OP-art, men aldrig har jeg set sådan en collage i konstant og blød forflytning. Også 'dinosaurerne' Tingueliseres og bliver en del af dette mobile Gesamtkunstwerk.

Billede afløser billede, og der er hele tiden flere billeder i samklang. Nogle skærme byttes ud, så størrelsen hele tiden varieres. Et billede glider graciøst fra én skærm til en anden, mønstre griber ind i hinanden og nye mønstre opstår, et ordnet kaos, en visuel fest, lige så forunderlig som min barndoms kalejdoskop.

Originalt. Fascinerende. Og jeg aner sammenhængen mellem Fanøs natur, Teglbjergs elektroakustiske lyd, Gattonis billedverden og Sombsthays fortælling, og ikke mindst hendes dans med den store helhed.

Måske kan det virke lidt for langt for de yngste årgange, men visuelt spændende turde det være for alle.