DEBAT
09-12-2018
04-12-2018
02-12-2018
19-11-2018
18-11-2018
16-11-2018
14-11-2018
08-11-2018

Teatret st.tv: Skakmat

Alle servicerer den sygemeldte i lænestolen under den mystiske forestilling 'Skakmat' med Teatret st.tv. Her Nils P. Munk (med krus) omgivet af Betina Grove, Joen Højerslev og Marianne Søndergaard. Foto: Per Morten Abrahamsen

Den respektløse lænestolsgud

13-11-2015
’Skakmat’ er den svære 2’er i samfundstrilogien hos Teatret st.tv. For Line Mørkebys tekst rummer både så meget apati og så skarp samfundskritik, at den skaber mange ubesvarede spørgsmål hos tilskueren.
FAKTA
Teatret st.tv: Skakmat -

Tekst: Line Mørkeby. Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin. Scenografi og lysdesign: Raphael Solholm.  Komponist og lyddesign: Sune Skuldbøl Vrå. Medvirkende: Nils P. Munk, Joen Højerslev, Marianne Søndergaard og Betina Grove. Alder:  Fra 16 år. Varighed: 70 minutter. Turneforestilling. Oplevet 10. november2015 på Teater Grob (www. grob.dk), hvor den spiller til  20. november. Herefter turné, bl.a. i januar 2017. www.teatretsttv.dk

Teatret st.tv’s samfundstrilogi, ’Det (u)sunde menneske – en trilogi om at falde’, skaber et interessant fokus på tidens maniske dyrkelse af kroppen. Trilogien vil tydeligvis skabe et modbillede til vores blåstempling af ekstremsport og kropskontrol som den eneste vej til et godt liv – med angsten for sukker og hvidt brød som den værste samfundstrussel...

Første forestilling i trilogien var ’SygtSund’, som effektivt viste ernæringshysteriets bagside. Og nu er ’Skakmat’ så den flotte titel på 2’eren i trilogien – igen en toptunet forestilling af Teatret st.tv med et dedikeret skuespillerensemble med vildskab og ubremselig energi.

Desværre virker ’Skakmat’ som en skakopstilling, hvor nogen stille skubber brikkerne væk fra brættet med en ugidelig armbevægelse. Jeg forlod i hvert fald Teater Grob fyldt med ubesvarede spørgsmål. For hvad handler alt dette her lige om?

Vildt vred

Det underlige ved forestillingen ligger i Line Mørkebys tekst. Denne garvede og replikdygtige dramatiker har nemlig skrevet en tekst, hvor hovedpersonen knap nok findes.

Det er selvfølgelig et interessant eksperiment i sig selv, om man kan fremskrive en hovedperson helt uden karaktertræk. Sådan Dostojevskij-agtigt med personopløsningen som det højeste ideal.

Men på scenen virker dette forsøg i ’Skakmat’ diffust og temmelig kedeligt. Hovedpersonen ’Johan’ er i hvert fald så apatisk og ungdomssløvsindsagtig, at han virker som en person med et seriøst, psykisk problem.

Det uheldige er bare, at vi som publikum aldrig får chancen for at lære ham at kende. Vi ved ikke, HVORFOR han er vred eller i standsning. Vi ved ikke, hvad der i hans barndom eller i hans kærlighed eller på hans arbejdsplads har krænket ham sådan, at han vil tage hævn over samfundet ved at lade sig falde ud af alle systemer og relationer. Vi hører ham bare sige nej til alt og alle.

Fastklistret

’Når et menneske falder,’ hedder stykkets undertitel. Men selv dette fald sker ikke på scenen.

Undervejs kan vi bare se en mand, der sidder fastklistret til sin lænestol, mens han påstår, at han har ondt i skulderen.

Og vi kan så se, hvordan hele verden drejer rundt om ham og servicerer ham med sygedagpenge og venskab og kærlighed – lige indtil han skubber alle fra sig.

Men falder? Det gør han knap nok. Glider ned fra stolen, måske. Men det kommer der altså ikke noget drama ud af.

Bange eller ligeglad

’Så er det hér, det begynder,’ siger denne Johan hele tiden. Men der er ikke noget, der begynder. Der er ingenting, der sker. Det er det, der er problemet.

Teatret skal vække ’frygt eller medlidenhed,’ sagde Aristoteles. Nuvel. Men jeg bliver ikke bange for, at denne Johan skal miste sit arbejde eller sin førlighed eller sin kæreste. Jeg har heller ikke medlidenhed med ham, for jeg kan jo se, at han lyver fra første replik – og at han aldrig udviser empati for nogen. Selv sin impulsive og kærlige kæreste er han ligeglad med.

Så hvad skal jeg så føle som tilskuer? Skal jeg foretage en intellektuel samfundsanalyse om umyndiggørelse af svage borgere? Eller skal jeg lade mig følelsesmæssigt provokere af manden som en, der udnytter systemet og melder sig syge uden grund? Eller skal jeg hellere roligt observere de andre personer og sætte mig ind i, hvorfor de gider blive ved med at besøge lænestolspestilensen og hans sure bemærkninger?

Eminent negativ

Jeg aner det ikke. Men jeg kan så i stedet berette, at Raphael Solholms scenografi er flot og skarp med en slidstærk lænestol anbragt under et flot tagvindue med uendelig himmeludsigt - og en masse dåseøl mellem skamler, hvor Johans medfølende venner venter efter tur.

Jeg kan lovprise Moqi Simon Trolin for en sjov og fysisk iscenesættelse af de medvirkende, der holder fast i de fire karakterer med gruopvækkende gejst. Og jeg kan rose skuespillerne for deres klare tolkninger og umiskendelige nærvær.

Nils P. Munk spiller manden i lænestolen. Hans lange, rødskæggede krop forlader knap lænestolen under hele forestillingen, og hans ugidelighed og negativitet er eminent i sin klaustrofobiske facon. Han vil tydeligvis helst skændes med hele verden – og det bliver han så imponerende dygtig til undervejs.

’Jeg kan gøre, hvad som helst, hvis bare jeg tager mig sammen,’ som han siger. Som om!

Makrelguf i skægget

Marianne Søndergaard spiller strømlinet hans tjekkede juristsøster, der gerne vil hjælpe lillebror med sygeerklæringerne og papirerne.

Men også hendes figur med firkantede briller og overpædagogiske tegnsprogsbevægelser flipper underligt ud – i hvert fald i teksten, hvor hun skal ydmyges på alverdens måder, som ikke just gør karakteren mere troværdig.

Og Betina Grove spiller sårbart pigen, der forelsker sig blindt og lidenskabeligt i lænestolshandyret og accepterer ham med makrelguf i skægget og det hele – i hvert fald indtil hun begynder at indse, at han intet gør for hende.

Men selv hun bakker bare ud af hans liv uden at vise sin vrede. Det er højst besynderligt.

Bajere og hygge

Den mest troværdige figur fra dramatikerens hånd er egentlig plejebroderen, der kommer forbi lænestolen med lidt bajere og lidt hygge.

Joen Højerslev spiller ham i hvert fald så begejstret, at man virkelig tror på denne daglejer, der har klaret sig på trods af en helt umulig barndom. For han bliver ved med at smile og tale med glad stemme, uanset hvad der sker. Han har tydeligvis lært, at der altid kommer en bedre dag i morgen – og det gør der så næsten også. I hvert fald hvis man spiller noget musik, der minder storebror om en god dag engang.

Samtidig er han den eneste, der ikke er inficeret af de andres overbeskyttende hensyn og latterlige respekt af den respektløse lænestolsgud.

Så måske er det ham, jeg skal tolke stykket igennem? Eller holder jeg så netop bare fast i samfundets fikse idé om, at vi faktisk alle sammen skal yde noget for at få del i festen - altså de holdninger, som ’Skakmat’ måske vil have os til at tage afstand fra?

Jeg ved det ikke. Men jeg kan vel efterligne en replik fra ’Skakmat’ til at komme videre på:

’Det er så hér, at…’ - jeg nok vil gå uden om lænestole et stykke tid.

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Skakmat
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

14-12-2018

12-12-2018

10-12-2018

08-12-2018

29-11-2018

26-11-2018

24-11-2018

22-11-2018

20-11-2018

19-11-2018

12-11-2018

07-11-2018

05-11-2018

03-11-2018

29-10-2018

18-10-2018

12-10-2018

11-10-2018

09-10-2018

07-10-2018

05-10-2018

01-10-2018

28-09-2018

26-09-2018

24-09-2018

21-09-2018

19-09-2018

18-09-2018

16-09-2018

14-09-2018

12-09-2018

10-09-2018

04-09-2018

24-08-2018

17-08-2018

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

Flere anmeldelser