Af: Gudrun Hagen

12. august 2015

Den lykkelige luder halter noget så frygteligt

Alvoren runger, og forargelsen er til at føle på i Teater Fluks forestilling om prostitution, der i stedet for en nuanceret belysning af en kompliceret debat ender med en moraliserende og ganske berøringsangst håndtering af emnet.

Forestillingen er stærk, men skæv. Den baserer sig på snakke med nuværende og tidligere sexarbejdere, sugarbabes og sexkunder, og den research har muligvis påvirket deto performere (Sara og Rasmus) i en sådan grad, at objektiviteten er røget i processen. I hvert fald er det montage-agtige teater – der ved hjælp af små scenarier og debatoplæg iscenesætter tvivl, forestillinger og fordomme om prostitutionsmiljøet – meget langt fra at være en afbalanceret fremstilling om kvindens ældste erhverv.

Spørgsmål og dilemmaer flyver os om ørerne, men man skal være ualmindelig stålsat, hvis man efter ’Forestillingen om den lykkelige luder’ tror på, at sådan en kan findes. Ideen – må man formode – har vel været, at vi som publikum skal spejle os i de to performeres overvejelser omkring emnet, men hvor ville det dog have klædt iscenesættelsen, hvis for og imod-argumenter såvel som skæbner havde stået lige stærkt side om side.

Hvis Sara og Rasmus havde indtaget hver deres standpunkt og fået lige meget taletid. Hvis de på den måde havde stået i hver deres lejr og brændt for at få den anden til at forstå, hvorfor netop de havde ret, så kunne det snildt have fungeret, men det gør det ikke, og det er selvsagt et kæmpe problem for både forestillingen og debatten.

Tyk moralisme

At nogle gør noget kun for penge chokerer grundlæggende Sara, der taler meget om sin egen indre moralske overdommer. Hun tror ikke på, at nogle kan være lykkelige med et erhverv som prostitution. Det er noget hun føler væmmelse ved selv, og derfor tager afstand fra på alle andres vegne også. Det skal hun selvfølgelig have lov til at mene og mærke hos sig selv, men når man inviterer skolebørn ind til debatteater, så må man som det mindste forvente en afvejet belysning af emnet.

Det sker imidlertid ikke, og det tydeligste eksempel er, da skuespillerne opridser prostitutionsdebatten og skal skiftes til at fremføre argumenter for og imod prostitution. Sara dropper at forsvare argumenterne om, at det er kvindens eget frie valg, da hun ikke kan forsvare standpunktet, og da det så bliver Rasmus’ tur, ja så kan han heller ikke. Han går i stå, og den side af sagen kommer helt til kort.

I stedet fodres vi af med vittigheder (’Hvorfor er Istedgade så lang? Fordi der står en luder i hver ende og trækker’ – ’Hvad er forskellen på en luder og en pizza? På en pizza bestemmer man selv om man vil have svamp’), og det er jo altid meget sjovt, men mildest talt ikke noget der løfter debatten.

Forførende intro og stærke scener

Det hele starter ellers godt i natklubsagtigt mørke med høj  musik. De to skuespillere danser igennem, mens vi finder os til rette, og senere sættes der trumf på med dyremasker, twerking, samlejebevægelser m.v. Det er på en gang effektfuldt sanseligt og komisk distanceret, og denne tendens følges op af gode, stærke scener.

Eksempelvis da Sara og Rasmus flirter med hinanden, mens Vaya Con Dios’ forførende ’Don’t cry for Louie’ brager ud af højttaleren. Sara rå-æder skumfiduser og propper alt for mange i munden. Det giver en komisk effekt midt i den æggende dans, men stemningen ændrer sig brat, da scenariet igen tages op.

Musikken skifter til Courtney Loves hårdtslående ’Teenage Whore’, og Rasmus overtager styringen og tvangsfodrer hende med skumfiduserne, der før var så uskyldige og sjove. Nu er vi i stedet midt i et decideret overgreb, og undertegnede tænker med væmmelse tilbage på scener fra Lukas Moodyssons film ’Et hul i mit hjerte’ fra 2004, som i den grad fanger det kropsligt grænseoverskridende, så det næsten ikke er til at bære. 

Det at Rasmus er stærkere end Sara, understreges igen og igen, indtil lidt airfreshener slutter scenen af. Det bliver et naturligt afsæt for Saras lykkelige minder om lugten af sin bedstemors hårspray over i div. prostitueredes forfærdelige minder tricket af lugtesansen, og denne anmelder begynder for alvor at blive skeptisk.

Gråzonerne bliver ret sort/hvide

Scenografisk er det hele yderst enkelt med et sort bagtæppe og en højttaler i midten. ’Det her kommer til at handle om sex, penge, frihed og lykke’ proklameres det, og scenen er passende inddelt i fire felter, der undervejs har forskellige funktioner. Først agerer de ja og nej-felter, hvor spørgsmål til publikum besvares ved at vi bevæger sig hen på vores respektive svar.

’Det er prostitution at have sex for drinks, man har fået i byen?’. ’Det er prostitution at have sex for ikke at blive uvenner?’ osv. Gråzoner introduceres og får fint overvejelserne i gang om, hvad prostitution egentlig er. Senere bruges felterne som rum for hver sin kvindeskæbne, hvor Saras omrids dramatisk tegnes med kridt som man ser det med lig ved forbrydelser, efterhånden som deres historie bliver fortalt. Ikke just en rar konnotation, må man tørt konstatere.

Fokus er meget fornuftigt på kvinder, der frivilligt har valgt at sælge deres krop, så debatten ikke stikker helt af i menneskehandel og lignende. Sara performer ’Susanne’, der er i slutningen af 40’erne og er stoppet som prostitueret. Hun er dog ikke noget opløftende bud på en glad glædespige, men taler om voldelige mænd, der ikke betaler, for megen gråd til at gennemføre akten og andre ubehagelige oplevelser.

'I virkeligheden er man jo ikke rigtig glad, når man sætter sit liv på spil', lyder det fra denne triste skæbne, og som halvhjertet modspil får vi ’Hanne’ på banen. Hun har ’altid haft det lidt løst med sex’, sælger ikke sig selv for pengenes skyld og er i øvrigt både skolelærer og har en kæreste. Hun er med andre ord ret almindelig, og ganske tilfreds med sin bibeskæftigelse, men hun synes det er frækkere, jo mere de betaler, og den sætning leveres med en pondus, så vi fornemmer glidebanen i det hun har gang i. 

Sara spørger publikum, om de kunne finde på at gøre noget, de synes var fedt her og nu, men som på sigt havde negative konsekvenser? Alle rækker hånden op. Og uudtalt lyder det næste spørgsmål; Mon ikke ’Hanne’ om nogle år ender som ’Susanne’?.

Problematisk debatlandskab

På samme måde bliver der kun plads til at have ondt af en pige som ’Sofie’. Hun er en 22-årig medicinstuderende der har tre sugardaddies, men hun er i tvivl om det er ok at købe julegave til sin mor, for penge hun i realiteten har bollet sig til. Sara spørger publikum om det er ok, og kun få løfter hånden.

Vi skammer os allesammen med Sofie, og en oplagt problematisering af samfundets fordømmelse af kvindens ældste erhverv forbliver fraværende, ligesom der ikke pilles nævneværdigt ved nogen som helst politisk korrekthed omkring emnet, trods løftet om det modsatte.

At tro på den lykkelige luder virker derfor meget hyklerisk i denne setting, der af samme grund mere bør betragtes som et følelsesladet partsindlæg imod prostitution, og sådan markedsføres forestillingen på ingen måde. Tværtimod.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.