Den lille pige og træet



Som i en lille magisk hule står træet. Langt over 100 år gammelt er det. Her har Frida sin hemmelige hule højt oppe i træet. Hertil flygter hun, da hun får at vide, at familien skal flytte et andet sted hen, langt væk fra træet, som kaldes Gamle Jas.
 

Frida har nemlig et særligt forhold til Gamle Jas. Hendes mor lå under det, mens hun ventede Frida, og hun er selv som lille faldet i søvn mange gange i barnevognen under de skyggefulde blade. Så Frida taler med træet, spørger det om nogle af livets store spørgsmål. Og træet svarer med de erfaringer, et gammelt træ nu engang har. Om blade, der falder og årstider, der skifter. 
 

Varm fortæller

Der er tydeligvis lagt op til en poetisk historie i et roligt tempo. Og det får vi. Med Elise Müller som varm fortæller er det som at se en billedbog blive levende i det mørke scenerum. Også ordene er som billedbogens, den reflekterede, gennemtænkte billedbogs med kloge sætninger og intet overflødigt.

Først midtvejs inde i historien ser vi Frida. Indtil da har vi kun hørt om hende og oplevet hende i silhuet inde i træet, da hun lå i mors mave. 
 

Men nu er hun her så. En stor dukke med kraftigt hår og et sørgmodigt udtryk, nærmest introvert. Som et alt for gammelt barn. Der er ikke meget vildskab over hende, forestillingens titel til trods, og hun bliver synligt ført af to spillere i sort. Måske derfor gør hun ikke den store forskel. 
 

Det er i stedet Elise Müller, vi kigger på, mens hun fortæller om Frida. Med mild og alligevel myndig stemme. Om små og store begivenheder; en død fugl, der skal begraves; et muntert egern, der sprinter rundt, eller historien om Fridas familie og tiptipoldefaderen, der plantede træet dengang for langt over 100 år siden. 
 

Historien ender, som den må. Frida hentes ned fra træet af bedstefar, diskret spillet af Lars Begtrup, familien flytter, og Gamle Jas og Frida skilles. Men en dag kommer der en ny Frida, får vi at vide. Og Gamle Jas kan heldigvis vente. Han har al den tid i verden, der skal til. Som træer jo har, med mindre nogen fælder dem. 
 

Magisk billedunivers

Det er på sin vis samme tidsperspektiv, forestillingen forsøger at overføre til sig selv. Langsomt og roligt berettes og spilles der, så alle, også de mindste kan være med. Undervejs brydes fortællingen af nærmest meditative sekvenser med musik, skyggespil og videoprojektioner. Intentionen er tydeligvis at vugge os ind i et magisk billedunivers. 
 

I den forestilling, jeg så, fungerede projektoren imidlertid ikke, så det er svært at vurdere den visuelle kvalitet af de dele af forestillingen.

Men trods fascinationen af de mange andre delikate scenerier, vi heldigvis fik, greb jeg mig undervejs i at føle, at der var noget næsten demonstrativt og kalkuleret over det: Se, hvad vi kan lave af magiske billeder på en lille teaterscene! Tændte stearinlys i træet, poetisk stjernehimmel og meget mere. 
 

Men det er nok bare mig. For det er bestemt smukt og fint, det meste af det. Træet i centrum, grenene, bladhanget, mosset – det hele er som at være der selv, med mørket omkring som eventyrlig og uvirkeliggørende kontrast. Og så gnavede den lille orm igen i mig. For blev det lidt mekanisk – så fortæller vi, så illustrerer vi og så fortæller vi igen. 
 

Det var, som om den kunstneriske kabale ikke helt gik op; som var der små, utilsigtede knaster i det ellers så lydefri træ.