Den hvide slave

Frilandsmuseet har en egen undervisningsafdeling. Den træder til, når teatret, der er opkaldt efter Frilandsmuseets stifter, spiller en forestilling, der kræver en smule viden, for at publikum skal få maksimalt udbytte. Og – tager jeg for givet – også i mange andre sammenhænge; Frilandsmuseet sidder på allehånde slags viden om det Danmark ,der var, og som ikke bør glemmes.

I forbindelse med teatrets forestilling om Hark Oluf og hans mangfoldige og spændende liv får en fuld sal af 11-13-årige og jeg mangt og meget at vide om Europa i begyndelsen af 1700-tallet, om sprog og religion, om geografi og handel, om søens folk og ofre og helte.

Den danske ø Amrun

Og det er lige præcis derhen, vi  skal. Og det er lige præcis, hvad scenebilledet udtrykker: En vidunderlig scenografi, fuld af detaljer, men uden at blive overlæsset, som klart og tydeligt signalerer et vaskeægte sejlskib fra anno dazumal, med storsejl og mesanmast og klyverbom og alt hvad det hedder. Inklusive en tønde med autentisk udseende reb, en måske indbildt, men umiskendelig lugt af tjære, og en kiste med spændende indehold.

Længst nord i de frisiske øer, der den gang var danske, nærmere bestemt på øen Amrun, blev Hark Oluf født i 1708. Hans liv skulle blive en smule anderledes end det gennemsnitlige.

Som så mange andre unge mænd på Amrun mønstrede han i det Herrens år 1724 på som 15-årig på sin fars skib 'Haabet' og stak til havs. Og så gik det ikke bedre, end at hans skib blev kapret af sørøvere fra Algeriet.. Familien derhjemme forsøgte at samle penge sammen til løsesummen, men forgæves. Så han blev solgt. Simpelthen. På slavemarkedet i Algeriet. 16 år gammel.

'Besynderlige Avantures'

Og lige her begynder en højst uforudsigelig, for ikke at sige usædvanlig, historie om, hvordan Hark Olufs steg i graderne hos sine ejere og endte med betroede stillinger og ledelse af Algeriets hær mod Tunesien, inden han kunne købe sig fri og tage hjem til Amrun. En begavet knægt har han åbenbart været!

Alt dette har Kåre Bluitgen taget frem fra adskillige litterære kilder, inklusive Olufs egen biografi fra 1747 om sine 'Besynderlige Avantures', og skrevet en monolog for en fuldbefaren søulk i Morten Eisners farverige skikkelse.

Eisner gør sin ligeså farverige entré fra bag i salen, skrålende og med en dejlig pind i øret, med kridtpiben i munden og skibssækken over skulderen. Det tager ham ingen tid at komme på omdrejningshøjde med en sal fyldt med 11-13-årige. Han har stemme, udtryksvariation og autoritet til at holde os fast i den knappe time, forestillingen varer. Han er tilpas rå og tilpas poetisk, og han har fortællerfryd så det holder.

Vi tror på det, når han siger: 'Jeg har oplevet lidt af hvert!'

De gode hjælpere

Jeg skal ikke røbe detaljerne i Olufs historie. Kun sige at vi bliver godt kendte med en initiativrig, fantasifuld og ambitiøs dreng fra det protestantiske nord, og hvordan han begår sig i det muslimske Nordafrika. Hvordan han udnytter mulighederne, ser sine chancer, og lærer at omgås andre med både kløgtighed og stil.     

Morten Eisner giver godt rede for Hark Olufs liv og karriere og han er godt hjulpet af Jeppe Lawaetz’ videodesign som giver lidt ekstra liv til den statiske form som monologen trods alt har.

Instruktionen, ved Peter Darger, er enkel og prunkløs. Det er i høj grad Eisners helt personlige udtryk, der bærer forestillingen.

Indtil han står der med vest à la muselman og turban i slutbilledet - den forhenværende hvide slave, rollebyttet i den danske slavehandeltid. Overleveren.

Lærerigt? Absolut. Underholdende? Jovist. En anderledes og uventet historie? Helt sikkert. Kunst? Nok ikke, men fuldt ud tilfredsstillende.