DEBAT
08-04-2018
07-04-2018
06-04-2018
05-04-2018
21-03-2018

Teatret Møllen: En mand der hedder Ove

GnavneOve (Ole Sørensen) er her omgivet af de katte (Gry Guldager, Lars Rødbroe, Connie Tronbjerg og Klaus Andersen), der bl.a. agerer fortællere i Teatet Møllens humoristiske og bevægende dramatisering af 'En mand der hedder Ove'. Foto: Søren Hasselgaard Skaaning

Den elskelige gnavpotte

16-06-2016
Teatret Møllen lykkes nok en gang med at omsætte et vellykket litterært forlæg til vellykket teater. 'En mand der hedder Ove' er en skøn, velspillet, vel iscenesat og sød forestilling.
FAKTA
Teatret Møllen: En mand der hedder Ove -

Forfatter: Fredrik Backman. Dramatisering: Brian Wind-Hansen. Instruktion: Rasmus Ask Aagaard-Andresen. Dramaturgisk konsulent: Mathilde Ørts Ottesen. Medvirkende: Ole Sørensen, Klaus Andersen, Connie Tronbjerg, Gry Guldager og Lars Rødbroe. Scenografisk konsulent: Daniel Bevensee. Lysdesign: Ove Schmidt. Musik: Lars Rødbroe. Alder: Fra 14 år. Varighed: 75 minutter. Turneforestilling. Set på Aprilfestival 2016 på Frederiksberg. www.teatermøllen.dk

BE-EM-VEE !!?? Jeg kender ingen, der som Ole Sørensen kan lægge så megen forfærdelse, vantro og indignation i tre stavelser.

Efter årevis med skiftende modeller af SAAB og en nabo med ligeså skiftende modeller af VOLVO går idioten – altså naboen – hen og køber en BMW! Er han da gået helt fra snøvsen? Vi bor da for hede hule helvede i Sverige! En BMW!!

Lige her er det, at publikum giver sig helt over og accepterer gnavpottens univers. Fordi han er genkendelig - om ikke i os selv så i naboen.

Teatret Møllens særkender

Det litterære forlæg (den svenske roman om Ove og hans naboer) - er vi mere eller mindre vant til, når det gælder Teatret Møllen. Også at valget falder på en roman, der kræver ensemblets varme og empati.

Et andet særkende er Møllens skrabede scenografi. Til denne forestilling har ensemblet og Daniel Bevensee skabt et boligområde ved hjælp af fire gadelamper og tre postkasser samt et stakitgærde i baggrunden, som viser sig at kunne mange ting.

Kendt (og kært) er også den levende musik, der diskret ligger under eller giver farve til den enkelte scene. Lars Rødbroe er stilfærdigt til stede hele vejen med alt fra bas til banjo.

Dertil kommer et veloplagt ensemble, der, i Rasmus Asks fine instruktion, giver os et stort antal roller - klart tegnet, sammenspillet, med de rigtige doser humor og alvor og bunker af varme.

Oves historie

Forestillingen begynder en smule foruroligende, med fire 'talking heads' som rigtignok vandrer lidt halvkoreograferet rundt, mens de introducerer, hvad der skal komme. Jeg kan godt forstå, at en introduktion er nyttig, men denne er ikke alt for fantasifuldt lavet.

Men når Ole Sørensen som Ove gør sin entré, får vi både en retning i spillet og en overgang til 'rigtig teater'. Sørensen, lad det være sagt med det samme, er en fremragende Ove, en tilpas kolerisk insisterende gnavpotte og regelrytter og et tilpas – og mod sin gode vilje – godt og varmt menneske. Det er en stor præstation, nuanceret, koncis, fuld af lune, god timing og temperament.

'En mand der hedder Ove' handler om en mand, der i sin alders 59. år, med en stor sorg bag sig og en nylig opsigelse fra det arbejde, han har passet bedre end nogen anden, synes han har al grund i verden til at dø og genfinde sin Sonja i det hinsidige.

Men omstændighederne hindrer ham ustandseligt. Det er ikke ende på afbrydelser. Ikke så snart får han boret krogen op i taget til rebet og løkken eller rigget slangen til fra bilens udstødning, før det hamrer på garagedøren. Pilleglas og pistol nytter heller ikke.

Men det, der betyder allermest i Oves historie, i hans aldeles uforskyldte overgang fra tvær og sur 'rechthaber' til et godt, ja, til og med nogenlunde omgængeligt, menneske, er, hvordan han bliver mødt af andre.

Af konen Sonja (Connie Tronbjerg) som så ham på indersiden og elskede ham mod alle odds. Af alle de ustandseligt trængende naboer, der må have hjælp med radiatorer og stiger og beskyttelse mod iskolde autoriteter i hvide skjorter.

Ikke mindst bliver Ove gennemskuet af den nyindflyttede Parvaneh (Gry Guldager), som er den eneste, der tør sige imod og sætte Ove på plads. Både hun og hendes elskelige, men upraktiske kluddermikkel af en mand (Klaus Andersen) med samt to børn og en graviditet bliver vigtige brikker i Oves 'udvikling'.

Fælles for alle disse er deres insisteren på, at Ove er et sammensat menneske. Ikke kun gnavpotte, ikke kun kværulant, ikke kun forarget over dem der ikke kan håndtere almindeligt værktøj eller bakke med en hænger. Men simpelthen et retskaffent menneske der ender med at tage parti og hjælpe, hvor det trænges.  

Derfor er 'En mand der hedder Ove' også – måske først og fremmest – en historie om, hvordan vi evner at se og møde andre mennesker, om at acceptere hinanden med særheder og temperament, modsætninger og mangfoldighed.

En fin dramatisering

En dramatisering af en fuldvoksen roman indebærer altid en reduktion. Og en risiko. Man kan risikere at skøjte fra højdepunkt til højdepunkt, og skabe fremdrift, drama og 'action', men dermed også tabe tanker, sprog og poesi.

Man risikerer at forenkle fortællingen ved at underspille de ofte komplicerede motivationer for handlingerne. Man risikerer at tydeliggøre og dermed afsløre det, der er tænkt som læserens egne opdagelser, egne refleksioner.

Jeg synes, at Teatret Møllens udgave af 'En mand der hedder Ove' behændigt undgår disse fæller. Jo jo, Brian Wind Hansens dramatisering er en reduktion i forhold til romanen i den forstand, at flere sidehistorier er udeladt, men jeg ser det mere som økonomisering og koncentration end som tabt materiale. Hovedhistorien er intakt.

Og specielt ét greb har jeg stor forståelse for, nemlig det at give Katten ordet i flere sammenhænge. Både Connie og Gry er Katten i flere omgange, ja, tilmed Klaus og musiker Lars Rødbroe må tage deres tørn. På den måde får vi en fortællerstemme, der indgår i handlingen og spillet.

Romanens rørende (og i overkant sentimentale, når sandt skal siges) slutning bliver vi heldigvis sparet for, men jeg synes nu alligevel, at forestillingens afslutning - der Ove ”går ur tiden” som svenskerne så smukt formulerer det - kunne have været en smule mere billedlig, uden at blive pompøs eller bryde Møllens nøgterne stil.

Men i det hele taget: En skøn, velspillet, vel iscenesat og sød og særdeles anbefalelsesværdig forestilling er det.

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - En mand der hedder Ove
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

25-05-2018

23-05-2018

21-05-2018

18-05-2018

16-05-2018

14-05-2018

12-05-2018

10-05-2018

08-05-2018

06-05-2018

04-05-2018

02-05-2018

30-04-2018

27-04-2018

25-04-2018

22-04-2018

08-04-2018

05-04-2018

12-03-2018

10-03-2018

08-03-2018

07-03-2018

05-03-2018

01-03-2018

26-02-2018

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

Flere anmeldelser