Den dag skabet faldt og legen var slut

En gang var de fire. En gang havde de et kælderrum helt for sig selv, fuldt af papkasser, gamle skabe, en ghettoblaster anno 1988 og anden ragelse fra nittenhundredeogtroskyldighed.

Her kunne de finde sammen og lade fantasien få frit løb i spøgelseshistorier og skræmmelege, tortur-og-pinelege, mobbelege og almindelig fis og ballade fra det hemmelige 12-årssunivers.

Sofie, Petra, Sebastian - og Jakob. De har sat deres initialer under et stolesæde, men vi mærker, hvordan Sebastians stemme laver en synkope, når han læser Jakobs op. Hvor er Jakob forresten? Små signaler giver en uro – og en forventning.

24 år er gået. Nu mødes de igen, i det samme rum. Ingenting er ændret, det er der alt sammen, ghettoblasteren, den lange kiste, aluminiumsstigen. Men nu er de altså kun tre.

Kontrakten med publikum

Carl Martin Noren spiller Sebastian, men til at begynde med er han helt privat og griber uheldet med en bænk med publikum, der vælter, til at tale alvorligt til os om sikkerhed – i teatersalen, i trafikken, overalt. Ingen dårlig indgang, set i retrospekt.

Vi bliver trygge ved ham og på situationen, selv om dagens tekst skal handle om legen med det uhyggelige. Emmalina på 14 ved min side nikker og er helt med.

Det tog lidt tid, inden jeg gik med på kontrakten mellem forestilling og publikum, nemlig den at de tre mødes nu efter 24 år – long time no see – og ikke kun for at genopfriske uskyldige lege og dyrke nostalgien. De har også noget uopgjort, som nu omsider må graves op, tages frem i lyset og blive set. Hvad skete der, dengang?

Men først skal vi tilbage til barndommens gade, og de tre skifter spillestil og den nådesløse taglampe slukkes. De er 12 år og midt i legen fra den gang, med lommelygter under hagen og grusomme grimasser og skumle historier. Dejligt hårrejsende og frydefuldt gysende og med tilstrækkeligt mange skrækeffekter til at holde publikum til ilden.

Alderen kræver også noget mere. De er næsten teenagere, alvorligere toner slås an, krav om ærlighed og tilståelser: Hvem er du forelsket i? Dig. Hvad er din største skræk? At finde mor død i en grøft. At mor og far skal gå fra hinanden.

Oprigtige, følelsesladede, trohjertige konfrontationer, sjovt iscenesat med rødt og blåt lys, og med fin rytmisk afstemning mellem de enkelte situationer.

Hvor er Jakob?

Men det barnlige spil brydes op flere gange. De 24 år har gemt på en skam, så de har også en opgave som voksne. Sagte, men sikkert kredser spil og tekst og situation ind på det, der skete den gang skabet faldt og legen tog slut.

Jeg skal intet røbe - kun sige, at det ikke er for sarte sjæle. Så aldersgrænsen på 10 år synes klog.

De tre medvirkende – Noren, Lise Lauenblad og Signe Kærup Hjort - er alle troværdige både som børn og voksne og gør, hvad de kan, for at skifte spillestil mellem aldrene. Og de er klart individualiserede: Høje Lauenblad er intens og powerful, men også sart og sårbar, Hjort skifter mellem forsigtigt espeløv og begejstret unge, mens Noren er den bekymrede spilstyrer, der nervøst kommer med indfald og påfund.

Scenografien er såre enkel: Alle elementer er stablet ovenpå hinanden mod en bar væg. Noget rum antydes ikke, og er heller ikke nødvendig.

Jeg er ikke mand for at afkode musikken fra ghettoblasteren, om det alt sammen er fra anno dazumal. Min 14-årige konsulent genkender Nirvana, men det er også det hele. Men musikken yder sit bidrag både til uhygge og fest.

Slutningen har rigtignok en antydning af sentimentalitet. Men det er tilgivet, for den er også smuk.

Publikumskontrakten kunne have været tydeligere, men når den først er accepteret, er der intet problem med at følge spillet fra 1992 til i dag.