Af: Me Lund

19. november 2018

Den allerbedste gave

Det Lille Teaters juleforestilling undviger de mange oplagte klicheer og skaber i stedet et både sjovt og fantasifuldt univers, hvor venskabslængsel findes i kærlig indpakning.

Allerede mens børnene bliver bænket på Det Lille Teaters førstesals-scene for at se juleforestillingen ’Til dig fra mig’, opdager de, at der stikker et par lidt ensomme fødder ud af et stort rør på scenen. Fødderne ser ud til at sove. Men pludselig vågner de, og snart viser det sig, at de hører til en lang krop, som for enden har et smilende ansigt med en tophue allerøverst oppe. 

Et øjeblik efter dukker endnu en tophue op fra sin soveplads på bagscenen. Den sidder på en kort krop med et rart og nysgerrigt ansigt. Og nu, da de to tophuevæsner har opdaget hinanden, begynder den forsigtige tilnærmelsesproces, som dramatikeren Lærke Sanderhoff har formet som et moderne juleeventyr om at få det, man ikke vidste, man ønskede sig.

Ja, for hvad skal man egentlig ønske sig til jul? Hvis man vidste det, kunne man have tegnet eller skrevet sine juleønsker på en grøn tavle lige inden for døren nede i teatrets foyer.

Men da forestillingen gik i gang, var tavlen stadig tom, for når man stod dér – juleutålmodig og med kridtet i hånden – blev det pludselig uoverskueligt at vælge sig et højeste ønske. Solskin, nye vanter, en guitar, et ur? Måske ved man ikke selv, hvad man vil blive allergladest for? Og måske er det i virkeligheden dejligere at give end at få gaver?

Hende med den lange krop vil helt klart helst selv have gaver, og derfor har hun også verdens længste ønskeseddel, som hele tiden bliver længere, når hun kommer i tanke om noget nyt at ønske sig. Og ser hun sit snit til det, snupper hun endda selv de gaver, hun egentlig skulle have givet væk. 

Ham med den korte krop har til gengæld verdens mindste ønskeseddel, faktisk så lille, at lappen med hans eneste ønske kan gemmes i en hånd. Og selv om han bliver snydt for en gave eller to undervejs, er det ham, der forsigtigt siger, at han da gerne vil have en gave, men at han lige så gerne vil give en væk.

Ønskesedlernes længde mere end antyder, at de tos holdning ikke bare til julegaver, men hele tilværelsen er forskellig. Men jo mere de leger, des bedre forstår de hinanden. Det er helt utroligt, hvad deres leg kan trylle ud af de ret nøgterne rør i Julie Forchhammers scenografi: Snart er rummet fuld af de flotteste grønne guirlander; snart tårner gaverne sig op i alle størrelser og farver; snart sender de deres ønskesedler med kanonpost og eksprestog helt op til Julemanden.

Sikke en fantasi, der gemmer sig under tophuerne, og sikke en samhørighed og menneskelig rummelighed, der opstår ud af den.

Selvforglemmende fantasi  

I Kristian Holm Joensens iscenesættelse, der er fuld af skægge klovneelementer, men også i glimt rammer en præcis psykologisk realisme, folder skuespillerne Filippa Suenson og Folmer Kristensen deres fælles drømmesyner ud med netop den selvforglemmende fantasi, som genererer magi i børneværelset og på scenen. 

De støttes nænsomt og veloplagt af komponisten Jan Rørdams musik, der er gået i en lang bue uden om bjældeklang og andre juleklichéer og i stedet inviterer en bunke andre instrumenter med stærke personligheder til at spille med i legen. Den følger med, når de åbner pakker med forbudthedens fryd og digter løs med smittende opfindsomhed.

Og tænk, den allerbedste gave viser sig hverken at stå på den korte eller den lange ønskeseddel. Ingen af dem vidste, at de – ligesom en kniv selvfølgelig ønsker sig en gaffel til jul, og en skål risengrød håber på en klat smør – gennem mødet ikke bare blev hinandens gave. Men også venner.

’Fra mig til dig’ bliver dermed en elegant koreograferet fortælling om de ensomme fødders søgende bevægelse frem til venskabets favnende lykke. Og ikke et ondt ord om de sukkerbestrøede julefortællinger. Men det er velgørende at møde en forestilling, der i sit eget univers uden langskæggede nisser og blinkende Bethlehemsstjerner tør forholde sig til, at pakkerne kun er den synlige overflade af Julens budskab. Og at der under gaveritualet bølger både omsorg og egoisme og ikke mindst drømme og længsler, som rækker ud efter den ven, man ikke vidste, man savnede.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.