21. december 2016

Deadline til Den Røde Brochure er 2. januar

Hvis man som teater eller organisation m.v. ønsker plads i den kommende udgave af Den Røde Brochure, nærmer deadline sig hastigt: 2. januar 2017.

Den Røde Brochure er som repertoirekatalog den monopolagtige oversigt over professionel scenekunst for børn og unge i den kommende sæson 2017-18 og forventes at indeholde forestillinger fra over 130 teatre og op mod 400 forskellige forestillinger. Samt info om festivaler, om at købe og arrangere turneforestillinger m.v.

De fleste teatre og andre potentielle ansøgere har dog forlængst fået en direkte henvendelse fra udgiverne, men udover at denne note kan fungere som reminder, kunne der jo også være nye teatre derude…

Man skal dog som teater være opmærksom på, at kun refusionsgodkendte forestillinger kan blive optaget i kataloget.

Den Røde Brochure findes både på papir og online – og sidstnævnte udgave kan følgelig modtage korrektioner og ændringer løbende og fik for et års tid siden en tiltrængt digital ansigtsløftning, der har forbedret brugsværdien gevaldigt.

Som potentiel annoncør bliver man blive guidet hele vejen igennem tilmelding, aflevering, godkendelse m.v. af den  redaktionelle operatør, The3stages, der kan kontaktes via mail: drb@teatercentrum.dk

Ellers er linket www.denrodebrochure.dk – hvor der ligger    opdateret information om den forestående produktion.  

Som nævnt er tilmeldingsfristen 2. januar, afleveringsfristen for materiale 23. januar og godkendelse af den færdige annonceside 10. februar.

Den Røde Brochure for sæson 2017-18 sendes (gratis) ud til abonnenter og andre interesserede et par uger før Aprilfestival 2017.

(Billedet: Den Røde Brochure findes på papir og online. Digitaludgaven af Den Røde Brochure har fået en grafisk og søgefunktionel opdatering og kan bruges på allehånde computere, tablets, smartphones m.v. Foto: Søren K. Kløft)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne