Af: Janken Varden

18. december 2011

De skrupskøres triumf!

Vanvittig, mangfoldig, men også poetisk hilsen fra Kofoed, Hessner og Netterstrøm.

Tre almindelige damer tager imod, når vi træder ind i salen. Bortset fra nogle underlige tørklæder om hovedet ser de helt normale ud. De er hverken specielt unge eller specielt gamle. Helt midt i mellem, helt A4, tilforladelige, venlige, måske lidt gesjæftige med at få os placeret på de rigtige pladser, men ikke på nogen neurotisk måde, eller måske lidt…?

Disse tre, – de kunne være revisorassistenter, eller hjemmeværende husmødre, eller sidde i kassen hos Netto, eller sælge dyre møbler på auktion hos Bruun Rasmussen, eller være folketingskandidater med cand. polit. Veterinærer måske, med forkærlighed for skadede krokodiller eller irske settere og bæltedyr.

Det glade van-vid

Og så viser det sig at de er fuldstændigt, totalt og aldeles van-vittige. Og jeg mener det som et stort kompliment, for sjælden har jeg været bedre underholdt i teatret. For mine van-tro øjne udfolder der sig det ene afsindige optrin efter det andet. Her er gakkede gangarter, trestemt sang på finsk, hyl og skrig, hop og spræt, afbrudte monologer, synkrone ind-og-udåndninger, dans og funny faces, og jeg ved ikke hvad.

 Og så – midt i det hele – formår disse tre skrupskøre, van-artede damer at skabe øjeblikke af poesi, af stilhed, af genkendelig menneskelig stræben, eller afmagt, eller vemod, eller stilfærdig jubel. Der er en rytme og ’timing’ i forestillingen, der giver resonans i salen hos et publikum, der knapt tror deres egne øjne og ører, men som villigt lader sig føre med.

Vi får gamle sange – alt fra ’Jeg kan se på dine øjne’ til ’Hvor er min kone?’. Vi får usikker dans til klassiske pianoperler (imponerende spillet på det elektriske piano), vi får døvesprog og tango og jodling, håbløs højtlæsning og pludselig harmoni.

Fællesnævneren er Det Uventede. Du kan aldrig være tryg ved denne forestilling, ved disse tre damer, intet er forudsigeligt. Og det er jo vidunderligt: at konstant lade sig overraske, – helt frem til finalen hvor de tre lægger hovederne på hver sin taburet. Som var de klare for guillotinen.

Uforpligtende

Men jeg har en indvending, og den er af principiel art. Det er noget mærkværdigt uforpligtende ved denne form for teater. Det ene nummer afløser det andet, men det siger egentlig intet mere end sig selv. Det underholder her og nu, det kan være coolt, eller skægt, eller afsindigt, eller poetisk – men det lever kun i øjeblikket og er væk, når næste nummer begynder. Helheden huskes – javist  – som en samling overraskende numre, men der skal noget mere til for at virkelig samle det hele og give mening.

Jeg har oplevet iscenesættelser af Christoph Marthaler på Volksbühne i Berlin, der har noget af det samme, men de har haft ét fokus hele vejen, – numrene indgår i en helhed.

Her hjemme har vi haft nogle fine eksempler på noget lignende. Navnlig Teatret v/Hans Rønne, og han og Folmer Kristensen har da også været konsulenter og sat deres klare aftryk på ’Vanart’. Men det er vigtigt at forestillinger som denne lader de enkelte numre stå længere, man skal være mere modig, og ikke give sig før hvert enkelt nummer siger noget specifikt – komisk eller tragisk eller slapstick eller vemodigt. For at undgå revy-præget.

Jeg synes Netterstrøm, Kofoed og Hessner har potentiale til at gå videre og længere ned. De har alle tre en virtuositet, et speciale, en dead pan komik, og en sans for humor og timing som kunne blive et bedre (?) og dybere formål værdigt.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.