’Hvad sker der inde i hovedet på dig?’ lyder en replik i Fair Plays fabulerende forestilling. For der er tydeligvis sket ret så mange ting inde i hovederne på de 332 børn på 7-11 år, som Fair Play har lavet workshops med forud for denne forestilling. Eksperimentet er gået ud på at finde frem til figurer og spændingsmønstre og skrækfigurer i ungernes egne fantasihistorier – lige så vilde og drømmeagtigt grænseløse, de end måtte være.
Det har ført til forestillingen ’Inde i mit hoved’, som er lige så skør og gakket, som den er lige i øjet. Hovedpersonen er en dreng, som i virkeligheden er en hund – jo, en hund! Lucky Dog hedder han.
Eller også er hovedpersonerne de tre detektiver, som forsøger at fange ham. Den krimiagtige følelse breder sig i hvert fald rundt i tilskuerrummet, hvor ungerne snart hujer med, når Lucky Dog vitterlig løber væk for at prøve lykken. For det er ikke let at være hund i hans verden.
’Om natten kom der en lastbil, der hentede alle hunde i hele byen,’ som det hedder. Udstødelsen og følelsen af uønskethed skaber en tydelig parallel til udlændingedebatten i Danmark, også bare til de stumper, som skoleungerne opsnapper. De kan i hvert fald godt mærke kulden i replikken: ’Du er fremmed – ved du ikke det?’
Flot, Harry Potter
Forestillingens force er dens mundrethed. Fortællingen ligger simpelthen godt i munden på de tre performere, der fyrer pointer af i supertempo. Væk med alt det rationelle mellemlogistik og direkte på handlingens højdepunkter. Her er det glæden over livets besynderligheder, der er drivkraften – ubekymret og samtidig nådesløst grusomt.
Desuden vrimler det med metakommentarer spillerne imellem. Så da den ene begejstret råber: ’Jeg tror, du fandt døren!’, så svarer den anden bare køligt: ’Det er flot, Harry Potter. Men det er ligesom ikke den historie…’ Og så videre. Forestillingen er lang, historiens tangenter bliver flittigt brugt, og slutningen lader vente på sig. Men alt er voldsomt sjovt.
Jesper Pedersens uimodståelige Lucky Dog skal i hvert fald igennem frygtelig meget grumt igennem – i nærmest alle aspekter af trafficking– før han kan leve luckytil sine dages ende. Jesper Pedersen rammer præcist barnets nysgerrighed, men også barnets uhyggelige accept af selv de mest grufulde overgreb: Hvis det er sådan, så er det vel sådan…
Af med næsen!
Over for ham er Ole Boisen (hvis rolle blev overtaget af Henrik Steen Larsen og nu er givet videre til Robert Reinhold…, red.) en munter dovenlars – et fugleskræmsel, der hellere bare vil hænge ud og nyde livet under sin stråhat, der stritter til alle sider. Ole Boisens timing er i top med en slapstick-komik, der ruller som en snebold og flår alles latter til sig. Og så har han en beroligende hygge over sig, midt i det drabelige eventyr, som gør forestillingen til at holde ud, selv for ængsteligste 8-årige.
Kvinden i to mænds liv er Christiane Bjørg Nielsen. Hun er lige så stram en politikommissær, som hun er en vidunderlig, blødhjertet heltinde. Og så synger hun bare for sejt, mens hun styrer musikken i det charmerende hunderøvsorkester af keyboard, bas og sav, omtrent udsat for to akkorder…
Faktisk spiller hun en pige, hvis forældre blev så fattige, dengang kartoffelhøsten slog fejl, at hun er blevet sendt ud at tjene som 9-årig. Men hendes herskab burede hende inde, og en dag skar de hendes næse af! Så derfor må hun for altid leve i skjul.
Jomfru i nød
Her går Lucky Dog selvfølgelig i action. Nu ved han, hvad eventyret går ud på: ’Du er jo en jomfru i nød – eller sådan noget,’ som han siger. Og så gælder det bare om at befri den næseløse. Eller som det kommenterende lyder fra sidelinjen: ’Hvad er det for en eventyr, hvor prinsessen bliver reddet af en hund?’ Man kan vel sin H.C. Andersen.
Og selv om der ikke er øjne så store som tekopper, så er der hundeører så lange, at man skulle tro, det var løgn – og netop derfor virker de helt rigtige. For Tanja Bovin har leget med kostumerne, så de på hendes finurlige facon får forstørret og frovrænget historierne gennem de særeste detaljer. Hun leger fantasyubesværet med magtkåber og næseslør, så figurerne virker helt naturlige, når de flytter sig fra sted til sted i scenografiens projektioner.
Tanja Bovins rekvisitter oser af humor. Detektivernes mikrofoner er således udskiftet med lommelygter, når de styrter op mellem tilskuerne og interviewer dem som potentielle vidner, der kunne have set noget mistænkeligt. Ungerne vil selvfølgelig beskytte deres illegale hundehelt og deres retsløse slavinde, så de benægter alt. Så derfor må detektiverne skeptisk vende om uden fangst. ’De lyver, de børn!’ siger de ærgerligt.
Ja, heldigvis.
