DEBAT
11-01-2018
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017

Holbæk Teater: De Frafaldne

Henrik Blauner Clausen og Sophie-Marie Jeppesen er gode i rollerne som fortabte og forsømte unge i dagens Danmark - og får en glimrende musikalsk opbakning live på scenen. Foto: Mie Neel

De forsømte, fortabte og frafaldne

16-02-2017
Et råt kammerspil om tidens fortabte unge løftes flot af de medvirkende og musikken på Holbæk Teater.
FAKTA
Holbæk Teater: De Frafaldne -

Manuskript og iscenesættelse: Hansen & Kristensen. Kostumedesign: Line Frank. Komponist: Oliver McEwan. Koreografi: Sara Jordan. Lysdesign: Christoffer Gulløv. Lyddesign: Mads Kinnerup. Kostumer og rekvisitter: Helle Birkholm. Medvirkende: Sophie-Marie Jeppesen og Henrik Blauner Clausen. Musikere:Oliver McEwan, Mads Reinhold og Søren Møller. Aldersgruppe: fra 12 år. Varighed: 65 minutter. Set februar 2017 på Holbæk Teater, hvor den spiller til 4. marts. www.het.dk

'De Frafaldne' er et råt, flot og ekspressivt kammerspil om hudløst indadvendte følelser.

Historien tager afsæt i det faktum, at cirka en fjerdedel af en ungdomsårgang dropper ud af ungdomsuddannelserne. I 2012 var det 31 procent, og det er virkelige beretninger fra nogle af de frafaldne, der danner basis for forestillingens titel og tekster. For hvorfor sker det?

Forestillingens undertitel er: 'Hvad nu hvis jeg ikke kan?' Ikke er streget over. Men det er præcis alle dem, der gemmer sig bag ikke, som forestillingen sætter fokus på. Dem, der ikke får en eksamen, ikke får en masse likes på sociale medier, ikke er med i fællesskabet. De mange, som ikke har familier med socialt og økonomisk overskud og ikke uden videre har adgang til en fremtid blandt de privilegerede i ulighedens Danmark.

I forestillingen kalder man dem 'de Frafaldne', og det lyder måske mindre stigmatiserende end 'taberne', som blev indført i 0’erne. Men resultatet er det samme. Det handler om tusindvis af unge, som har problemer med at hænge på og tilpasse sig konkurrencesamfundets konforme ræs. De har mistet troen på sig selv og på en plads i samfundet, ja på, om de har ret til livet. Det står lysende klart i forestillingens stærke stemning af desperation og den lille flamme af håb, som blafrer i slutscenen.

Med brutal ærlighed afslører to unge deres indre kaos og fortvivlede forsøg på at rejse sig efter at være droppet ud af en ungdomsuddannelse. De mangler åbenlyst tid til og mulighed for at komme på benene igen og finde deres egen vej. I grove kostumer med træk af punk skiftevis vakler og drøner de rundt i et totalt udknaldet interiør oplyst af lodrette armaturers hæslige lys.

Gode spillere

En halt lænestol med en indbygget finesse og et dynebjerg er, hvad Sophie-Marie Jeppesen og Henrik Blauner Clausen har at gøre godt med på scenen.

Det er nul og niks, men bagvæggens finurlige åbninger og fine lys giver en visuelt hjælpende hånd til de nyuddannede skuespillere. Resten klarer de selv, og de er begge mere end gode i rollerne som frafaldne og fortabte og – ikke mindst - menneskeligt forsømte - unge.

Man er ikke helt tryg ved, hvad han kan få rodet sig ud i. I oprøret mod kravet om 'at gøre det igen, bare bedre', når han ikke har klaret en uddannelseshurdle, gør vreden og frustrationen ham fysisk rastløs og udadreagerende. For hvorfor er der ingen, der tror, at han – og hun – vil 'gøre noget godt for noget godt'?

Hun er mere verbalt hårdtslående i opgøret med en dominerende far og sin hårdnakkede insisteren på at gå klædt, som hun har lyst til. Men hun må alligevel bygge en mur op mod omverdenen, når den bliver for hård og svær at håndtere. Hun skriver 'FUCK' på væggen og udvider det senere til 'Fucking Dream'. For hvad skal man ellers sige, når selvværdet er banket i bund, og selvmordsforsøgene ikke kun kan forklares med, at hun er 'pissebange'.

Fabelagtig musik

Forestillingens kontrast til det barske og det sårbart følsomme kommer klarest til udtryk igennem den fabelagtige musik. Den leveres live på scenen af tre fremragende musikere på el-bas, guitar og piano, som suppleres af de to godt syngende skuespillere.

Frejdigt og modigt og med sikker musikalitet har Oliver McEwan sat masser af hardcore strøm til et hjerteknugende slagnummer i den danske sangskat: 'Tit er jeg glad og vil dog gerne græde, thi intet hjerte deler helt min glæde' af B.S. Ingemann og Carl Nielsen.

Samfundskritisk teater retter som regel skytset mod bestemte kræfter og fænomener. Det sker kun indirekte i 'De Frafaldne', fordi forestillingen med skræmmende præcision og styrke retter publikums opmærksomhed indad mod de menneskelige konsekvenser af tidens tendenser og politiske beslutninger.

'Hold mig, jeg falder med stormes hast', bønfalder den frafaldne unge fyr. Men ingen lytter til ham eller hende eller dem. 

Af: Randi K. Pedersen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - De Frafaldne
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

04-09-2017

Flere anmeldelser