8. oktober 2016

Dansk stumfilmsteater på tur

Der skulle lige en køretur på næsten 1600 kilometer, før Theatret Thalias Tjenere nåede frem til Torino i Italien for at spille deres prisbelønnede og anmelderroste forestilling 'Store Illusioner' på Incanti-festivalen, der afvikles over et par uger fra 27. september til 10. oktober og er en animationsteaterfestival.

Her passer maskerne og spillet i stumfilmsteaterforestillingen 'Store Illusioner' således glimrende ind – ikke mindst fordi festivalen i år har temaet 'Cinema'. Torino er Italiens første egentlige filmby.

Thalias Tjenere fortæller i en pressemeddelelse, at man til lejligheden har lavet en italiensk version af den vigtige og karakteristiske visit i form af titelkortene øverst i scenografien – et 10,5 meter langt stofbanner med 30 forskellige rammer, der indeholder replikker, avisoverskrifter, teatermarkiser og 'lydeffekter' og som rulles op på en dobbeltspolet såkaldt 'cranky',som spillerne betjener under forestillingen.

'Store Illusioner' var programsat til at spille om aftenen 8. oktober i Sala Piccola,  Casa  del Teatro i Torino.

Nu venter den lange tilbagetur over Alperne – og så er der i øvrigt bl.a. bud efter forestillingen i Fredrikstad i Norge.

'Stille Illusioner' fik Performing Arts Platforms publikumspris 24. august (se note) – og en fin anmeldelse her på portalen, hvor Henrik Lyding bl.a. kaldte det en 'skøn forestilling' med en'overdådighed af flotte maskehoveder, kostumer og præcise rekvisitter'.

Mere om teatret på www.thaliastjenere.dk

(Billedet: Italiensk avisudklip om Incanti-festivalen, hvor et foto fra 'Stille Illusioner' kan anes. Illustration taget fra teatrets Facebook-side)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne