29. august 2018

Dansk dans i internationalt selskab

Den internationale dansebranche er samlet i disse dage til Tanzmesse i Düsseldorf for at lade sig inspirere af hinanden.

Tanzmesse er en vigtig international platform for dansk scenekunst, og Statens Kunstfond lægger rammer til en dansk stand på messen, der indeholder showcases og faglige arrangementer og finder sted fra 29. august til 1. september.

I år præsenterer det danske kompagni GLiMT deres samfundsrelevante performance ”Strainer” på en pitch-session, og koreografen Kitt Johnson fortæller om sin stedsspecifikke festival MELLEMRUM. 

Blandt de hele 21 danske kompagnier og koreografer, der er med i Düsseldorf tillige med repræsentanter fra festivaler, faglige organisationer m.v., er også en række producenter med fokus på dans for børn og unge, bl.a. Aaben Dans, Black Box Dance Compagny, Don Gnu, Freestyle Phanatix, Gazart, Glimt, Gunilla Lind Dance Theatre og Myka m.fl.

På selve messen kommer de danske kunstnere og kompagnier i kontakt med opkøbere og presenters fra hele verden, hvilket giver mulighed for at skabe nye netværk og indgå samarbejdsaftaler.

Det er Projektcentret i Dansehallerne, der organiserer den danske tilstedeværelse på vegne af Statens Kunstfond. Der samarbejdes også med Udviklingsplatformen for Scenekunst i Danmark om speed-dating mellem danske kunstnere og udenlandske opkøbere og presenters.

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne