Af: Kirsten Dahl

20. december 2009

Danser med heste

To af de medvirkende er levende heste. Med 'Pooka' sprænger Teatret Kimbri nogle grænser i forhold til de mere meditative og ofte solospillende univers som Kielberg de sidste år har skabt. 'Pooka' er mere vild. Undervejs lidt vanskelig at forløse. Men den vover også noget og har en skøn storhed over sig.

En stor muskuløs, flot og sort frieser vallak entrerer uden seletøj og sadel en manege i et stort hvidt cirkustelt med malede vægpartier i varme farver. Højt til vejrs på hestens ryg sidder Gitte Kielberg i en knaldrød kjole med udslået hår som kvinden, der snart efter befrier hesten fra det naturundertrykkende magtgreb som cirkusdirektøren, den store MAGO, udøver. Ikke bare over alle dyrene i hans cirkus, men også over alle mennesker.

Kvinden løsner hestens lænker. Samtidig og sammen er de frie og danser rundt i manegen. Side om side og flirtende løfter de ben. Jovist, en hest kan også danse….

Finalen i Teatret Kimbris nye forestilling ‘Pooka’ er overraskende og ret fantastisk. Storslået, smukt og uden at nogen af de allermindste børn på forreste række bliver bange for det store dyr, der er ultratæt på dem, får den de komplekse og undervejs lidt vanskelige dramaturgiske historiebrikker til at hænge sammen i et kulminerende slutbillede, der helt fysisk og visuelt giver os suset af den frie naturkraft som stykket hylder.

Finurlig og kompleks tekst

Lene Kaaberbøl har skrevet en meget idealistisk tekst om at vælge samarbejde, samhørighed og frihed, frem for undertvingelse, splittelse og fængsel. En tekst med mange fiktions- og virkelighedsplaner.

Vi bevæger os fx på den ene side mellem virkelighedens cirkus MAGO, hvor den vilde naturkraft, Pookaen, er blevet reduceret til en tam pony af den store MAGO, og på den anden side den immaterielle virkelighed, hvor den fortravlede kvinde, som i starten af forestillingen forvilder sig ind i cirkusset, bliver trukket ind for at møde Pookaen, som gør hende opmærksom på det fangenskab den store MAGO udøver.

Kaaberbøls tekst rummer sjove finurligheder (ponyen sluger fx kvindens mobiltelefon, som siden vrinsker). Og den byder på velkendte situationer – som fx den at en fortravlet mor helt unfair beskylder sin datter for de mest mærkelige ting.

Samtidig vil teksten måske midtvejs koble nogle af de allermindste 8-årige publikummer af. Ikke fordi børn ikke kan springe mellem mange virkelighedsplaner. Det er de såmænd ofte bedre til end os voksne. Men fordi det afgørende øjeblik, hvor kvinden og Pookaen forstår hinandens fælles situation af naturundertvingelse er ganske vanskelig at forløse tekstmæssigt. Ligesom det er svært at gøre tilgængeligt i iscenesættelsen.

Skyggespil og hestesamtaler

Hvordan iscenesætter man spring mellem flere virkeligheder? Og hvordan gør man det når to af de fem medvirkende tillige er levende heste! Caroline Bering har som instruktør fået sin sag for – og klarer det fint.

Starten af stykket, hvor vi til en lidt utydelig sprechstallmeister-voice præsenteres for de dresserede artister og heste i cirkus MAGO lever ikke så godt og virker noget langtrukken. Men efter at den fortravlede kvinde med mobiltelefonen har indfundet sig kommer der skred og perspektiv på historien, som fortælles med både skyggespil, dialoger og samspil mellem spillerne og især den sorte vallak.

Marie Louise Maegaard gestalter undervejs Pookaen med svingende hestehale og vrinskede krop. Og Gitte Kielberg spiller med stærk udstråling og stor resoluthed i kroppen den travle kvinde, som undervejs vinder en følsomhed og ydmyghed over for tilværelsen (læs: naturen).

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.