24. april 2016

Dansens Dag 29. april

Der vil være dansekunst og -aktiviteter landet over, når dette års udgave af Dansens Dag valser deruda' fredag den 29. april.

Man kan kigge på eller danse med, når der bydes op til dans i bl.a. København, Aalborg, Aarhus og Roskilde.

I København åbner Dansehallerne for en hel dags aktiviteter fra kl 9-23, hvor man bl.a. kan tage i studierne og se, hvordan kunstnerne arbejder; komme til snigpremiere på en danseforestilling; få en snak om koreografi med Dansehallernes kunstneriske leder og direktør Efva Lilja, danse Årets Dans eller danse i mørke.

I Aarhus har Dansehallerne, Bora Bora og dansekompagniet Don Gnu inviteret til morgendans på rådhuset, hvor medarbejdere samt udefrakommende skoler og virksomheder bl.a. skal lære Årets Dans, der er skabt af Don Gnu.

I Aalborg laver Dansefyrtårn Nord en happening inde i forretningsgaderne i Aalborg, hvor fire  professionelle dansere vil gå rundt og opfordre tilfældigt forbipasserende til at stille dem et spørgsmål, hvorefter danserne vil danse svaret.  

I Roskilde bliver Dansens Dag en del af Aaben Dans' SWOP-festival (www.swopfestival.dk), hvor der bl.a. bydes på ROK Dansecamp og optræden i byens gader.

Dansens Dag 29. april har været fejret på verdensplan siden 1982, hvor UNESCO-organisationen International Theatre Institute (ITI) udråbte dagen til at være årlig international mærkedag for dans.  

Dertil kommer Dansehallernes landsdækkende projekt, 'Ta' fat om dansen', der blev indledt i 2014 og via seks regionale fyrtårne har fået en masse danskere på tæerne. Skolebørn har mødt dans som kunstart; unge er blevet engageret i intensive træningsforløb; andre har deltaget i professionelle forestillinger – og tusinder har deltaget i fællesdansen Årets Dans.  

(Billedet: Illustration fra Dansens Dag-pressemeddelelse)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne