Dansende teaterforedrag

Sikke lægge!, sikke biceps!, sikke balder!, sikken barm! Christine Fentz buler ud. Eller rettere Kasper Daugaard Poulsen lukker luft ind i de balloner, som Fentz har under tøjet.

Ballonerne er placeret de helt 'rigtige' steder. Der, hvor kropsidealet siger, det er 'in' at bule ud.

Vi er næsten ved slutningen af 'Hoved & Hale – fra amøbe til menneske', som Secret Hotel kalder et dansende teaterforedrag om kroppen og dens historie. Vi er under lektionen om idealer for krop og skønhed. Optrinnet, hvor Fentz poserer med muskuløse bagben, spænder overarmsmusklerne, skyder en pumpet barm frem og svinger frejdigt med en velpolstret opstopperbagdel, hører til noget af det overraskende og sjove i teaterforedraget.

Ud på gulvet

Skal en teaterforestilling give sit publikum en kunstnerisk oplevelse? Hvad er overhovedet konditionerne og grænserne for en forestilling, når den som noget meget centralt har indbygget, at publikum deltager fysisk aktivt i små øvelser, svarer på og stiller spørgsmål til performerne?

De tanker flyver gennem mit hoved, altimens jeg sammen med publikum, hvoraf 99 pct. er børn i målgruppen, pendler mellem at deltage i den kropsopvarmning og i de forskellige krop-tanke-koordinerende opgaver, som performerne stiller, og at sidde på en af de sorte stole, som er anbragt i en hesteskoform i to rækker rundt om den plads, hvorfra Kasper Daugaard Poulsen og Christine Fentz styrer slagets gang. For også her at udføre små fysiske øvelser, lytte til og se på hvordan performerne formidler emnet, og lytte til børnenes kommentarer og spørgsmål. 

Efter min mening skal der – for at kunne falde inden for kategorien scenekunst – være foretaget nogle kunstneriske valg i forhold til den tekst eller idé, teatret vil i dialog med sit publikum om. Valg, som – hvis de er dygtigt tænkt og bliver vel udført – giver publikum en oplevelse af, at man med teatrets og dansens midler kan give emnet flere og nye dimensioner.

Secret Hotel ved, hvad de vil med forestillingen, og de har bevidst besluttet sig for forestillingens foredrags- og publikumsinvolverende koncept. De to ting fungerer udmærket, selvom jeg synes, det kunne have været fint og mere modigt, hvis de var gået tættere på målgruppen med flere nutidige og målgruppehotte kropsidealer. Men primært er det flere kunstneriske løsninger jeg savner. 

Meget læring

Da jeg så forestillingen, var børnene helt med på teaterlegen. På at rejse sig op og udføre de mange små krop-hjerne-koordinations øvelser, de blev opfordret til. På at hoppe og danse pulsen i vejret for derpå at mærke den dunke på håndled og hals. På at udtrykke vrede, tristhed og glæde og sætte udtrykkene sammen til en lille koreografi.

De lyttede undrende og videbegærligt til foredragets informationer om antal knogler i menneskekroppen, og morede sig over ordsprog, som med brug af kropsdele beskriver følelsesmæssige tilstande: 'Hjertet oppe i halsen', 'Is i maven', 'Blød i knæene' – og især at være modig - udtrykt som det 'at have nosser' - begejstrede.

De bød også gerne ind med svar på, hvor på kroppen følelserne sidder. De fulgte vågent med i de papirudklipsbilleder af klædedragtidealer gennem tiden, som Poulsen og Fentz kørte hen over en overheadprojektor. De sugede de fotos og tegninger til sig, som også blev transformeret op på bagvæggen. Billeder af indsnørede kinesiske børns fødder. Af ægyptiske babyer, som fik fastspændt deres bløde kranier i et hovedformende stativ. Af taljer, der blev snøret ind til en omkreds på størrelse med en CD.

Mindre kunst

På den led viste teaterforedraget at fungere engagerende på børnene.

Men i al den undervejs fermt formede vidensformidling og engagerende læring kunne jeg som sagt godt have tænkt mig flere teatralske og koreografiske løsninger. Mere til en kunstnerisk oplevelse. Mere kræsen for det sproglige og visuelle (i såvel rummet indretning, remedier og belysning, som i performernes kostumer). Og frem for alt mere præcise kroppe og mere dans.

Hvorfor ikke, når nu Poulsen er så god til at fange både børn og voksnes opmærksomhed med finurlige koreografier. Hvorfor ikke mere á la højdepunktsscenen. Scenen, hvor Poulsen ene og alene i kraft af den måde hvorpå, han smidigt og sjovt snor og bevæger sig rundt i sin trøje, gennemgår evolutionshistorien trin for trin. Den måde hvorpå han fra indesluttet sammenrullet amøbe, via gulvslangende fiskevæsen med saksende 'finner', udvikler sig frem til øgle og gorilla, for at nå toppen: et menneske, som må bruge gevaldige kræfter og stor koncentration på at udvikle sig fra at være en baby med et stort tungt hoved, til en væver computernørd af et barn.