DEBAT
08-03-2021
18-02-2021
16-02-2021
07-12-2020
19-09-2020

Den Kongelige Ballet: Prinsessen på ærten – en pixi-ballet

Madraslogikken trives i Tobias Praetorius’ begavede pixi-ballet over ’Prinsessen på ærten’ på KGL Xtra. Her med Femke Mølbach Slot og Mads Blangstrup i smuk happy end hen over spejlgulvet. Foto: Henrik Stenberg

Dansende symbolik, flydende køn og kæk ært

01-02-2021
’Prinsessen på ærten’ bliver til en fængende pixi-ballet i Tobias Praetorius’ spændende fortolkning af eventyrets underliggende historie om at blive voksen.
FAKTA
Den Kongelige Ballet: Prinsessen på ærten – en pixi-ballet -

Koreografi: Tobias Praetorius. Idé og dramaturgisk bearbejdelse: Tobias Praetorius og Dorte Grannov Balslev. Kostumedesign: Nadia Nabil. Musik: Pjotr Tjajkovskij (fra bl.a. ’Svanesøen’ og ’Nøddeknækkeren’). Video: Tom McKenzie. Dansere: Morten Eggert, Femke Mølbach Slot og Mads Blangstrup. Den Kongelige Ballet. Kgl Xtra. Aldersgruppe: 4-10 år + voksne. Varighed: 33 minutter. Gratis. https://kglteater.dk/xtra/forestillinger/forestilling-Prinsessen-pa-arten-en-PixiBallet?section=videogalleri

Det er en særlig evne at kunne fortælle historier gennem dans. Den evne har den kun 25-årige koreograf og danser Tobias Praetorius, der er solist ved Den Kongelige Ballet. Det ses i hvert fald tydeligt i hans forfriskende vilde og dæmoniske videodansefortolkning af ’Prinsessen på ærten’ på KGL Xtra.

En ’pixi-ballet’ kaldes denne ballet på bare 33 minutter, som Tobias Praetorius har skabt sammen med dramaturgen Dorte Grannov Balslev, og dansen over H.C. Andersens ultrakorte eventyr er da også både enkel og letforståelig i sit udtryk. 

Samtidig har dansevideoen en forrygende dobbelttydighed over sig. Alting har tilsyneladende en symbolsk medbetydning.

Når en dirigent i begyndelsen træder frem med sin dirigentstok, tror vi på, at han dirigerer et levende orkester. Men i virkeligheden er det bare en båndoptagelse, han efterdirigerer – med smil i øjnene og tilfredshed i mundvigene.

Når vi ser hans fine herretøj, sådan rigtig kjole og hvidt, ligner han også en klassisk dirigent, men kun indtil vi får øje på hans overdel, der ikke er en hvid herreskjorte, men i stedet en 1700-tals kvindekorsage… Hans dirigentstok er da også samtidig en hårpind.

Og hans benbevægelser er sjovt nok overhovedet ikke dirigentbevægelser, men nogle af de balletbevægelser, som visse af børnene måske kender: 1. position, 2. position, 3. position… Filmet i så smukt og røgdampende lys, at denne magiske scene i sig selv får seeren til at hænge på.

Stol ikke på kameraet

Eventyret og kønnene er altså ikke til at regne med her i hænderne på koreografen Tobias Praetorius. Men dansefortolkningen handler tydeligvis om at blive voksen og om at finde sin egen identitet og sin egen seksualitet, gerne legende og drejende af lutter livsnysgerrighed.

Kameraet er heller ikke til at stole på. For den dansedrevne videoinstruktør Tom McKenzie lader kameraet smyge sig rundt mellem danserne, som om det også danser selv – og som om det samtidig hvisker rygter og hemmeligheder i øret på danserne.

Som tilskuer sidder man i hvert fald og lader sig indfange og underholde hvert eneste minut. Det er noget af en sjældenhed i disse coronatider, hvor mange med vekslende held forsøger sig med at streame eller videofilme scenekunst direkte.

I ’Prinsessen på ærten’ lykkes det i hvert fald glædeligt nok at forvandle livedans til intens videodans, netop fordi danserne danser direkte til kameraet, ikke til et fiktivt publikum, som vi jo alligevel ved ikke er til stede.

Dæmoniske figurer

Danserne er forrygende – tre garvede dansere, der netop kan udtrykke alverden med en afvisende skulder eller en emsig hånd. Den karismatiske Morten Eggert danser den diabolske dirigent med sin særlige evne til at skabe figurer, så man bliver draget mod dem – forførende, dæmoniske, servile figurer, der har sådan en distinkt insisteren over sig, at man bliver nødt til at følge dem.

Derfor virker det også næsten selvfølgeligt, at Morten Eggert som ’maskulin’ dirigent træder hen i et stykke stof og trækker det op om livet som et kæmpeskørt, hvorved han straks forvandler sig til en ’feminin’ dronningemor, der forsøger at finde den helt rigtige prinsesse til sin kræsne prinsesøn.

Alene denne moderne leg med kønnene og med den glidende seksualitet er en raffineret kommentar til tidens kønsdebat. Udtrykt så indlysende, at dobbeltheden også vil virke uproblematisk for børnene - og antagelig nærmest misundelsesværdig enkel for deres voksne.

Dulle med selfiestang

Den aristokratiske Mads Blangstrup danser den ranke og søgende prins, der absolut skal påduttes en kæreste og et giftermål, selv om han overhovedet ikke synes om de kvinder, der bliver præsenteret for ham. Og selv om han egentlig er mere optaget af dirigenten…

Den pigede Femke Mølbach Slot har skøn humor i sine tidstrendy prinsesseportrætter, først af en narcissistisk overklassedulle med spejl på selfiestang, siden som altædende vamp med hovedet i slikdåsen og med tænderne i prinsens ben - og så som bulimisk ’influencer’, der kun vil beundres på afstand. 

Men det er selvfølgelig først, da hun dukker op med regnvådt hår og oprigtig ydmyghed i stormen uden for slottets og madrassernes port, at lykken nærmer sig. Så ryger prinsens paryk, hans øjne lyser, og prinsessen smiler tilbage.

Pludselig glider dansen helt naturligt af sig selv – med organiske bevægelser i smukt flow, hvor den ene omfavnelse glider over i den næste, så de klassiske balletbevægelser med strakte fødder og avancerede løft løsnes op og bliver til letforståelige kærlighedsudtryk.

Kostumer med twist

Målgruppen for denne ’pixiballet’ er sat til 4-10 år. Som dansefreak synes jeg dog, at målgruppen også kan angives til at dække ’voksne’, altså 15 år+, på grund af sin raffinerede symbolbrug. Det er simpelthen spændende at se, hvordan historien foldes ud i denne aparte fortælling.

Kostumedesigneren Nadia Nabil har skabt kostumer, der ligner kærlige hilsner til Jens-Jacob Worsaaes kostumer til Flemming Flindts ballet ’Caroline Mathilde’ fra 1991. Men kostumerne har fået et moderne og psykologisk twist, så de bevidst er beskidte og sjuskede, så de matcher de sløsede slangekrøller.

Og så vi som seere netop kan mærke, at vi ikke skal tro på alt det, vi ser. At vi skal prøve at kigge med ind bag alle lagene og se, hvad der virkelig foregår bag skødejakker og pudderparykker. 

Mystik og spejl

Scenografien består herligt nok kun af madrasser – nogle smukt og dekadent blomstermalede madrasser på hjul, der kan drejes og puffes rundt. Madrasserne er placeret på et spejlgulv, der lader eventyrpersonerne spejle sig i deres egne drømmebilleder - og madrasserne tårne sig op. Fordoblede og underfundige.

Egentlig er det kun valget af musik, der virker underligt ’sikkert’ og næsten gammeldags. Der er i hvert fald ingen oplagt grund til valget af Tjajkovskijs musik fra ’Svanesøen’ og ’Nøddeknækkeren’, ud over at musikken jo altså er fremragende – og uovertruffent eventyrlig.

Men for de 5-årige i 2020’erne vil der næppe være nogen beroligende effekt over de ’kendte’ toner fra 1800-tallet; det er nok mere voksenlogik med klassikertoner.

Ærten? Den famøse grønne skurk sidder naturligvis i dirigentens dirigentstok i form af en kæk smaragd. Bare til pynt. Herfra er den aldeles parat til at komme på ’Konstkamret’ igen, ’dersom Ingen har taget den,’ som H.C. Andersen skriver det.

Se, det var en rigtig historie.

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Prinsessen på ærten – en pixi-ballet
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

01-02-2021

17-12-2020

14-12-2020

11-12-2020

09-12-2020

07-12-2020

04-12-2020

03-12-2020

01-12-2020

30-11-2020

29-11-2020

28-11-2020

27-11-2020

25-11-2020

24-11-2020

23-11-2020

20-11-2020

16-11-2020

15-11-2020

13-11-2020

09-11-2020

08-11-2020

07-11-2020

03-11-2020

02-11-2020

30-10-2020

26-10-2020

23-10-2020

22-10-2020

21-10-2020

20-10-2020

19-10-2020

17-10-2020

15-10-2020

08-10-2020

07-10-2020

06-10-2020

05-10-2020

03-10-2020

02-10-2020

Flere anmeldelser