Af: Henrik Lyding

3. marts 2014

Dans til døden

Velment, men lidt uambitiøs og ikke helt vellykket teaterudgave af amerikansk romanklassiker om maratondans og mord.

Den har fristet flere gange, Horace McCoys fortættede roman fra 1935. Både film og teater har omfavnet den, fordi den rummer såvel det store samfundsperspektiv som den lille kærlighedstragedie.

Vi er i en mindre by, hvor der afholdes mesterskaber i maratondans. Reglerne er enkle – du skal bare blive ved og ved med at danse eller i det mindste bevæge dig på dansegulvet nærmest døgnet rundt. Det par, der holder længst ud – og vi taler mange uger – har vundet. Unge mennesker melder sig – fænomenet var virkeligt nok i 1930’ernes USA – for så har de da i det mindste noget at leve af så længe i kølvandet på det store krak i 1929, depressionen og den enorme arbejdsløshed.

Ind på dansescenen træder parret Robert og Gloria. Par nummer 22. Strandede eksistenser, der havde håbet på en fremtid indenfor filmen, i det mindste som statister. Mens han bevarer kampgejsten, som ugerne går, synker hun udslidt længere og længere ned i depression og livslede.

Til sidst, da dansekonkurrencen er endt i utide efter en halsbrækkende konkurrence-i-konkurrencen, hvor deltagerne spæner scenen rundt som små heste, beder hun ham om at skyde sig. Og det gør han, for han elsker hende og 'man skyder da heste'.

I romanen fortælles denne historie, mens kapiteloverskrifterne ubønhørligt og gysende dramatisk signalerer, at Robert er ved at blive dømt til døden for mordet på Gloria. Det sætter hele tiden den løbende handling i et barsk perspektiv.

Men på Grønnegadeteatret er der desværre ikke meget skæbnesvangert gys eller stort format over forestillingen, der spilles af to professionelle skuespillere og ni amatører. Domsafsigelsen introduceres ellers fint nok – dommeren beder Robert fortælle om begivenhederne og om hvorfor han slog Gloria ihjel – men derefter forbliver vi i dansehallen frem til det fatale skud.

Og dødsdommen får vi slet ikke. I stedet underholdes vi med dans, lidt sangnumre og scener fra hvilerummet, hvor de udslidte dansere småskændes, ømmer fødder eller tumler omkring på sengene.

Savnes: Skarpere dramaturgi, klarere perspektiv

Kender man forlægget, kan man se, at teaterudgaven nydeligt følger de dramatiske indslag i romanen – anholdelsen af en forbryder, den gravide danserinde, besøget fra Moralsk Oprustning og så videre – men det kommer desværre til at virke lidt småt og ubehjælpsomt, fordi der er for få medvirkende og fordi Henriette Rosenbeck er sat til at spille så udvendigt, næsten karikeret som henholdsvis nonne, forarget moralist og ikke mindst dansekonkurrencens mest dedikerede fan, den aldrende og mrs. Layden.

Derimod er Robert Reinhold glimrende som den platuglede arrangør med hensynsløsheden gemt lige neden under brugtvognsforhandler-charmen. Dæmpet og ægte hele vejen igennem.

Det samme gælder den unge Frederik Mansø som Robert. Gennemført troværdig i en svær rolle som forpint ung mand. Han kommer, som de øvrige medvirkende, der også klarer det ganske nydeligt, fra en lokal talentskole i Næstved.

En ægte maratondansekonkurrence kan vel næppe undgå at føles en lille smule kedelig i perioder – jeg mener, de danser og danser og det er det – men forestillingen falder desværre også delvis i den fælde.

Jeg savner en langt skarpere dramaturgi, et klarere perspektiv på den brutale verden, maratondansen skal være et billede på, og ikke mindst mange flere amatører på dansegulvet. Denne maratondans virker forkølet på den forkerte måde.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.