DEBAT
10-09-2019
07-09-2019
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018
SWOP-festivalen gik i nysgerrig nærkontakt med børn og unges oplevelse af kroppen. De unge kunne bl.a. se hollandske ’Couple-Like #2’ (øv.tv.) el. belgiske ’We dance to forget’ (ned.tv.), de allermindste klappe med til bl.a. svenske ’Oogly Boogly’ (midt), mens publikum kunne gå på gulvet efter nogle af forestillingerne (øv.th) eller valse med i åbningsparaden (ned.th). Foto: Ditte Valente, Anna van Koiij, Anna Diehl m.fl.

’Dans er ret 3D-agtigt’

28-05-2012
Dansefestivalen SWOP gav ordet og dansen videre til ungerne. Særligt et seminar om børnenes oplevelser af dansen gav fine perspektiver på at introducere børn og unge for dans.
Kommentage af Anne Middelboe Christensen
FAKTA

SWOP – International festival for børn og unge. 19-27. maj 2012.

Roskilde, Holbæk, Lejre, Sorø, Odsherred, Slagelse, Kalundborg og Ringsted. Arrangør: Thomas Eisenhardt, Lisbeth Klixbüll og Pernille Møller Taasinge fra Aaben Dans i Roskilde.

Seminar hos Aaben Dans på Laboratoriet den 26. maj 2012. Arrangør: Aaben Dans og Lene Thiesen. Ordstyrer: Monna Dithmer.

www.swopfestival.dk

’Hvordan oplever børn dans?’ Det var titlen på det afsluttende lørdagsseminar under SWOP-festivalen. Egentlig var det allerede det spørgsmål, der pressede sig på, da festivalen blev indviet søndagen forinden. For hvad er det lige, at dansen kan give børnene, som for eksempel teatret eller musikken ikke kan? Hvad er det med den kropslighed, som dansen tilbyder ungerne at opleve – og mærke i egen krop? Og hvad vil det egentlig sige at udvide sin ’kropslige empati’?

Som Danmarks eneste egnsdanseteater med masser af børnedanseforestillinger på cv’et har Aaben Dans antagelig sine egne svar på spørgsmålet. Men festivalen og seminaret viste, at der er mange forskellige svar. Og at dansen nok netop skal dyrke spændvidden i svarene, når den skal konkurrere sig ind på skolemarkedet og i institutioner og biblioteker med sin kropslighed.

Kolbøtte, salto og det hele

Charlotte Svendler Nielsen, der er adjunkt i idrætspædagogik ved Københavns Universitet, har tidligere forsket i børns oplevelser af dans. Her under SWOP var hun en ivrig iagttager af børnene både ved danseworkshops og under forestillinger. Hun havde sit kamera med sig, og hendes lynredigerede videoglimt på lørdagens seminar viste børn, der fik stærke, kropslige oplevelser ud af SWOP-dansen, uanset om de bagefter egentlig kunne sætte ord på oplevelserne eller ej.

Hun havde filmet børnene, mens de overværede danseforestillinger, og disse videoklip viste, at børnene både i deres øjne og deres kroppe virkelig lever sig ind i bevægelserne. Desuden var de samme børn bagefter vildt begejstrede, da hun spurgte dem om deres oplevelse af dansen.

’Når jeg bliver stor, skal jeg være lige som dem,’ sagde en dreng, der havde set Lene Boels Ritual, hvor breakdansere udførte ’kolbøtte, salto og det hele’.

Tegn hvordan det er at svæve

Interessant nok havde Charlotte Svendler Nielsen i sin såkaldte ’multimodale’ undersøgelse også bedt børnene om at tegne nogle af danseindtrykkene – både hvilke dansebevægelser, børnene skulle udføre, og hvilke følelser disse bevægelser havde skabt inden i dem.

Disse tegninger var meget sigende, fordi børnene her umiddelbart afslørede, at de virkelig mestrer at tænke abstrakt og konkret om dansen på samme tid. En tegning af, hvordan det føltes at dreje rundt, blev til en rundkrussedulle – og at hoppe op og ned blev til en tegning af et vægtlod, der var alt for tungt, sammen med en tegning af et hjerte, der dunkede. Og bevægelsen ’at svæve’ blev til en tegning af en fugl, der i sine kløer holder et lille menneske, der i en taleboble siger ’Hjælp mig!’…

Angsten for ordet ’dans’

Seminarets deltagere var både dansere og koreografer, men også dansepædagoger, der rejser ud med Dans i Skolen og med sommertilbuddet Danseballaden og andre projekter, der koordineres af Dansekonsulenterne ved Dansens Hus i Dansehallerne (www.dansenshus.dk).

Talen kom dog hurtigt til at handle mere om pædagoger og skolelærere end egentlig om børnene. For mange dansere havde erfaring med, at børnenes voksne var alt for lidt engageret i dansen – eller at de stod ret fremmede over dansen. Hvor idræt er allemandseje, så er dansen tydeligvis stadig omgærdet med en hørm af noget elitært.

En engelsk dansepædagog fortalte endda, hvordan hun i stedet for ’Dance’ bevidst kaldte sin undervisning for ’Movement’, altså bevægelse. Og hun fortalte desuden om, hvordan hendes introduktion til dans for skolebørnene ofte indledtes med den brasilianske kampdans capoeira, netop fordi denne dans både rummer almindelige kravlebevægelser og samler børnene i cirkler og rækker, som børnene umiddelbart tænder på, hvad enten de er piger eller drenge. Så udvider hun med både moderne dans og hiphop senere…

SWOP-værten og koreografen Thomas Eisenhardt fra Aaben Dans var dog ikke sådan at kue. ’Jeg anerkender, at folk kan blive bange for ordet ’dans’.  Men jeg synes, at vi skal holde fast i ordet,’ sagde han – til stort bifald.

Når lærerne ikke danser

Den hollandske pædagog Maria Speth (www.dansspetters.nl) har arbejdet med at bruge dansen til undervisning i mange fag. Hun mente, at det var alt for tilfældigt, hvilke skoler, der har danseildsjæle blandt lærerne, og hvilke, der ikke har. Og hun appellerede til at arbejde for, at dans kommer med på seminariets skema som fast fag.

Danseren Lars Bjørn og flere andre danske dansere fortalte om deres positive erfaringer med at afholde workshops for pædagoger og lærere et par uger forud for danseworkshops eller forestillinger for børnene. Og de understregede, hvor vigtigt det ofte var for børnene, at de fik lov til at lave en optræden, når kurset var slut – allerhelst med forældrene som tilskuere.

Her nikkede koreograferne og teaterlederne. For hvis forældrene har haft positive oplevelser med deres børn omkring dans, så er de selvfølgelig lettere at friste med danseforestillinger på teatrene… Og den hollandske danseforsker Liesbeth Wildschut fra Utrecht Universitet fortalte om dine positive erfaringer med at lade skolebørn se moderne danseforestillinger af Jiri Jylian og Hans van Manen, der egentlig var skabt for voksne…

Men som den franskfødte instruktør Catherine Poher fra Aaben Dans udtrykte det: ’Det er et politisk problem, at folk generelt ikke er uddannet nok til at kunne vurdere kunst.’

At se med hele kroppen

Seminarets energiske ordstyrer, Politikens dansekritiker Monna Dithmer, fremhævede desuden den harske pointe, at dansen i disse år har en problematisk placering i offentligheden og i pressen. De fleste politikere synes kun, at dans for børn er vigtigt set ud fra en sundhedsvinkel. For hvis ungerne danser, så taber de sig nok… Og væk ryger så æstetikken og børns brug for kunst, som børnekulturforsker Beth Juncker nok ville kalde det.

Hvad dansen så gør ved børn – og ved de voksne? SWOP-festivalen bød på alverdens dansetiltag lokalt. Hver by havde sine egne dansearrangementer – fra mavedans i Odsherred Teater og indisk dans på Vallekilde Højskole til danse flash mob i Kalundborg og erhvervslivstango i Slagelse. Erfaringerne herfra er dog uden for referat…

Under festivalen blev der rundt om i Midt- og Vestsjælland opført de danske forestillinger ’Sneøjne’ af Tali Rázga, ’Det Magiske Lydcirkus’ af Kitt Johnson X-act, ’Jeg ved hvor din hus den bor’ af Aaben Dans og Lene Boels brackdancekoreografi ’Ritual’.

Mine egne erfaringer med at observere publikummet ved tidligere opførelser af disse forestillinger har fint stemt overens med konklusionerne på seminaret: Børnene får en kropslig oplevelse, som udvider deres bevidsthed. En oplevelse, som udvider deres fornemmelse af at være til stede i rummet, men også deres opfattelse af, hvordan en krop overhovedet kan bevæge sig.

Som fod i øjet

SWOP bød også på flere internationale dansegæstespil. Selv oplevede jeg to dansegæstespil for teenagerne: Det belgiske ’We dance to forget’ af Kohn de Preter og det hollandske ’Couple-Like #2’ af Keren Levi og Ugo Dehaes.

Begge forestillinger var yderst fysiske med muskelheftig og nærmest akrobatisk kropskontakt – udført som vilde kampstillinger og mystiske sammenfletninger og satsende løft og slæb. Begge forestillinger var duetter for en mand og en kvinde i uafklaret vekslen mellem tiltrækning og frastødning: Harmonien sad som fod i øjet…

Dramatisk og spændingsmæssigt var der dog ikke så meget at hente for en dramaturgisk freak som undertegnede. Begge forestillinger havde helt nøgne scenegulve – kun tilsat nogle projektører og lidt samplet musik og endnu mere stilhed i umotiverede klip. Og kropsudtrykkene udelod bevidst ansigterne og lod alt blive udtrykt fra halsen og ned.

Men publikum var ellevilde. De klappede og hujede og stampede. Og det var jo netop meningen med dette SWOP: At sende dans ud til nogle kroppe, der så kunne sende deres kropsreaktion tilbage til danserne – og ud til hinanden.

Som Charlotte Svendler Nielsen udtrykte det: ’Dans får børn til at se med hele kroppen’. Eller som en dreng på en af hendes videoklip sagde det ud fra sin skærmvirkelighed:

’Dans er ret 3D-agtigt’.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - ’Dans er ret 3D-agtigt’
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

16-09-2019
 

05-09-2019
 

29-08-2019
 

27-08-2019
 

20-08-2019
 

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

01-01-2019
 

19-12-2018
 

06-12-2018
 

30-11-2018
 

25-11-2018
 

21-11-2018
 

17-11-2018
 

13-11-2018
 

09-11-2018
 

Flere anmeldelser