24. marts 2020

DANISH+ aflyses

Det var ventet, at også DANISH+-showcase, der skulle have været afviklet 4.-6 maj i Aarhus, også måtte aflyse pga. corona-virussens hærgen.

Den internationale showcase præsenterer udvalgte danske børne- og ungdomsteaterforestillinger, spillet primært, på engelsk for udenlandske opkøbere fra festivaler og spillesteder, og det er stort set umuliggjort med de nuværende restriktioner, karantæneregler m.v.

'Baseret på myndighedernes nuværende anbefalinger, de omfattende internationale rejserestriktioner og risikoen for hvad et stort internationalt event på nuværende tidspunkt kan medføre af helbredsmæssige konsekvenser, ser vi desværre ingen anden udvej. Selvom vi selvfølgelig er enormt kede af at måtte aflyse, og de konsekvenser det må have for eksporten af dansk scenekunst, så er vores vigtigste prioritet selvfølgelig at gøre det bedste for vores internationale og lokale publikummer, for de deltagende kompagnier og kunstnere og for alle vores medarbejdere og frivillige', lyder det fra festivalens producent, Malene Cathrine Pedersen, i en pressemeddelelse.  

Der deltager normalt ca. 60-80 udenlandske opkøbere på Danish+, hvad der gør den biennale showcase-festival til en vigtig platform for eksport af dansk scenekunst for børn og unge. 

Festivalen, der er organiseret af Teatret Gruppe 38 og støttet af Statens Kunstfond, Danske Dramatikere og Aarhus Kommune, arbejder nu på alternative måder at fastholde showcasens kontakt mellem producenter og opkøbere. 

I første omgang får alle tilmeldte opkøbere tilsendt en digital version af årets program, som også kan ses af alle andre på hjemmesiden: https://www.danishplus.dk/2020

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne