Dårlig behandling af Anemoneteatret

I forbindelse med Københavns Kommunes valg af små storbyteatre for 2017-20 har Søren Søren Ovesen forfattet dette åbne brev til Københavns Kommunes kultur- og fritidsudvalg:

Man skal ikke bide den hånd, der fodrer en, siger et gammelt ordsprog, så derfor vil min kritik af Københavns Kultur- og fritidsudvalgs håndtering af Anemoneteatret blive holdt i et moderat sprogbrug.

Anemoneteatret har eksisteret i ca. 30 år og har siden dets undfangelse været drevet af de samme to personer, nemlig skuespillerne og instruktørerne Albert Nielsen og Lisbet  Lipschitz. Uanset om man sværmer for den ene eller den anden teaterform – som måske ligger langt fra det, der bliver vist på den lille scene i Suhmsgade - må man tage hatten af for disse to personers vedholdende indsats, for deres evner til at nå deres kunstneriske mål og for den enestående succes de har opnået ved at samle et meget stort og bredt publikum år efter år.

At det er kultur- og fritidsudvalgets ret (og pligt) at fordele kulturstøtten mellem de ansøgende teatre, skal ikke betvivles. Man kan være mere eller mindre enig i de valg, der er truffet – også omkring Anemoneteatrets fratagelse af sit kommunale tilskud pr. 31.12.16 - men de må overordnet set tages til efterretning.

Men noget er alligevel gået galt i processen.

For det er altså en besynderlig forvaltningspraktik, der udfolder sig, når man tager beslutningen om at stoppe tilskuddet med udgangen af 2016 på et så sent tidspunkt, at Anemoneteatrets kontrakter, aftaler, ansættelser m.m. for hele sæson 2016-17 for længst er på plads. PR-materiale er fabrikeret, annoncer indrykket og billetbestillingerne er i fuld gang.

Det er noget rod! Teatrets skuespillere, scenografer, instruktører, gæstespil stå nu med fletningerne i postkassen og ved i princippet ikke, hvor de skal gøre af sig selv det sidste halvår af sæsonen. Kultur- og fritidsudvalget bør tage konsekvensen af den sene beslutning og finde en fornuftig løsning. Det eneste rimelige vil være at tilføje et ekstra halvt års tilskud til den gamle bevilling, så Anemoneteatret kan afslutte sin aktiviteter på en ordentlig og værdig måde.

Endnu mere besynderlig forekommer det når man ser på den officielle begrundelse til fratagelsen af tilskuddet til de to super velfungerende teatre i centrum – Anemoneteatret og det endnu ældre og lige så etablerede Zangenbergs Teater. Man forklarer det med et ønske om at foretage en anden geografisk fordeling af byens små teatre. En fuld legitim målsætning.

Men samtidig indføres følgende passus i beslutningsreferatet: 'Det er vigtigt for partierne, at der også fremover kan opleves børneteater i de unikke kommunale lokaler, der i dag huser Anemoneteatret. Såfremt det nuværende teater vælger at opsige lejemålet og et børneteater der kan opnå statsanerkendelse er interesseret i at overtage lejemålet, er partierne indstillet på, at bidrage til en finansiering af et fremtidigt børneteater på adressen'.

Derved dementerer man sin egen politik! Hvad skal det mon forestille?

Politikere – også kulturpolitikere – er sat i verden for at tage beslutninger! Men de har også en opgave i at udtrykke den politik, de fører ud i virkeligheden, på en måde som giver mening for de borgere den går ud over.

tA der ydermere, tilsyneladende som en konsekvens af udvalgets mangel på samme, foregår mystiske og uforklarlige ting i det område som er blevet berørt, er en anden og ikke mindre interessant historie, her tænker jeg på.....nej, lyt selv til vandrørene...

For mange - herunder selvfølgelig Anemoneteatrets ledere, ansatte og ikke mindst talstærke publikum – virker det som om vi er vidne til et stykke absurd teater af en sådan kvalitet, at det helt sikkert aldrig ville finde plads på Anemoneteatrets repertoire!

Søren Ovesen er skuespiller instruktør og dramatiker hos Teatergruppen Batida