Af: Janken Varden

21. september 2012

Da Bedstefar Sol blev væk

Legenden om solen, der forsvandt, er god nok, men det er Undergrundens forestilling ikke.

Wampanoag-indianerne var de oprindelige indbyggere i det sydlige Massachusetts – Cape Cod, Nantucket, Marthas Vineyard. Kendte navne i dag, sommerens jet-set-steder for velstående amerikanere fra New York og Boston, men engang hjemsted for ’folket ved det første lys’.

I deres legender er der en helt central skikkelse: Den vældige kæmpe Maushop, ham der var med til at skabe verden, og som var stammens velgører og gode ånd.

En af historierne om ham er legenden om Nepaushet Keesukwand – Bedstefar Sol. Den handler om dengang solen var ved at svigte stammen – bare nogle minutter om dagen viste den sig.

Maushop vadede ud i havet, fangede solen i sit garn, talte med den og fik at vide, at den hellere ville holde sig på den anden side af Jorden, hvor menneskene vidste at sætte pris på, og vise taknemmelighed, for lyset og varmen.

Maushop tog sine mennesker i lære, fik dem til at indse deres brøde, og Bedstefar Sol vendte så tilbage til den normale gang rundt om Jorden, og livet fandt sin rigtige rytme med årstider og lys og mørke og dyrkning af majs og squash.

Legenderne om Maushop fortælles den dag i dag, bl.a. af Manitonquet – eller Medicin Story som han kalder sig. Musikteatret Undergrunden har måske fundet historien om Maushop og Solen i hans bog ’Children of the Morning Light’.

Det skal de have honnør for – det er dejligt at møde historier fra andre kanter, sjældne fortællinger og ukendte legender.

Solveigs sang

Men fortællingen skal altså fortælles, og helst så man forstår den, helst så den hænger sammen, helst så den underholder, fængsler og berører.

Undergrundens forestilling ’Powwow…en solskinshistorie’ er hverken forståelig, sammenhængende eller underholdende, endsige fængslende. Det er der primært tre grunde til.

For det første: I bund og grund er dette et stykke fortællerteater, det vil sige at det er en tekst, der er historiens bærende element. Så bliver det vigtigt, at teksten kommer frem, at den kan opfattes. Skjult inde i Solveigs sang fra ’Peer Gynt’, i arier fra ’Perlefiskerne’, i Offenbachs’ Barcarolle’ (?) bliver teksten nærmest uforståelig. Jeg ser heller ikke sammenhængen mellem solen og de valgte musikstykker.

At Solveig hedder, som hun gør, og synger om vinter og vår, har kun med ’Peer Gynt’ at gøre, intet med solen eller årstiderne.

Tilsvarende med den øvrige musik. At formidle en historie til de 3-8-årige bliver kun forvansket ved, at teksten underordnes det klassiske musikalske.

For det andet: Christine Schøtt har pålagt sig selv så mange opgaver rundt omkring i scenografien med rekvisitter og det store antal dukker, at hun bliver hektisk og stresset.

I sin fortravlede omgang med alt, der skal komme på plads i forhold til play-back-båndets musik, bliver hun nødt til at spæne rundt, så vi, publikum, også bliver stresset. Hverken tekst eller musik kommer bedre ud på den måde – tværtimod, det bliver heller ingen mulighed for at nyde sangen i sig selv.

For det tredje: Musikteatret Undergrunden insisterer på at gennemføre sine forestillinger som en blanding af dukketeater og opera. O.K. Men jeg har også tidligere kunnet se, at dukkeføring er en rigtig dårlig disciplin hos Undergrunden, og den bliver ikke bedre her i ’Powwow’. Hvem der synger og hvem der kommenterer, er kun sjældent klart, og forvirringen med hensyn til historien eskalerer. (Jeg holder dog ’Av, min arv’ i positiv erindring!)

Professionelle kræfter, men…

Tilbage står det store spørgsmål: Hvad i himmelens navn skal det gøre godt for at udsætte denne legende for sang? Hvad skal dét tilføre historien? Højnes dramatikken, spændingen, poesien? Bliver den klarere fortalt? Kommer den ’økologiske’ pointe bedre frem? Efter min mening, overhovedet ikke.

Jeg er 100 procent med på, at også opera skal gøres tilgængeligt for børn og unge. Det kræver selvfølgeligt habile sangere og aktører, og Christine Schøtt er sådan set udmærket. Men det kræver også en korrelation mellem musik og tekst (hvis det er fortællerteater), det kræver et emotionelt niveau, der samsvarer med situationerne (spændingen/alvoren/humoren/følelserne), det kræver en koncentration om sangen og det musikalske, der slet ikke giver rum for stressede gøremål på scenen. Og det kræver at man forstår, om det er fortælleren, eller den ene eller den anden dukke, der fører ordet/sangen til enhver tid.

Jeg takker for tilskyndelsen til at søge oplysninger om Wampanoag-folkets mytologi på nettet – for forestillingen fik jeg hverken hoved eller hale på.

Jeg anerkender, at der er professionelle kræfter involveret i ’Powwow…en solskinshistorie’: Schøtt selv, Seisbøll og Homolová. Når jeg alligevel ender med kun at give én stjerne, er det for at markere, at selv om dele er i orden, så er helheden det ikke.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.