Af: Janken Varden

12. juni 2018

Da anmelderen hoppede på en limpind

Den rene aprilsnar viste sig at blive godt og troværdigt teater, da anmelderen omsider kom til bevidsthed.

Dette er ikke anmeldelse! Ceci n’est pas une pipe!

Tro mig – i lighed med mine kolleger møder jeg vanligvis meget velforberedt op til forestillinger, jeg skal anmelde. Jeg har læst, hvad teatret vil og tænker om sin forestilling; jeg har googlet de medvirkende og ansvarlige; jeg har sat mig ind i baggrund – historisk, geografisk, kulturelt. Kort sagt: Jeg ved, hvad jeg skal ind og se og hvorfor!

Så meget for selvsmagende praleri, men det passer så nogenlunde.

Uforberedt

Ved Aprilfestivalen i Ebeltoft i år hændte det én enkelt gang, at jeg var totalt og aldeles uforberedt. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle ind og se, andet end at det var en opgave fra redaktøren. Festival-stress og tidsnød tog fuldstændigt indersvinget på mig, og jeg mødte viljeløst op ved Ebeltoft Kirke klokken 17.

Der stod jeg så, sammen med en lille flok på kirketrappen, og ventede. Klokken blev 17 og lidt over, da en forpustet præst kom styrtende og undskyldte, at hun var sent på den, hvorefter hun begyndte at tale om kirken fra 1458, og viste os rundt til de spedalskes lille hul og kvindernes egen indgang og kirkens historie ved overgangen fra katolicisme til protestantisme.

På dette tidspunkt forstår jeg ingenting. Præsten er mærkelig, hun taber tråden midt i sine forklaringer og stirrer i flere sekunder ud i evigheden, inden hun kommer tilbage til os og virkeligheden. Jeg bliver ærligt talt lidt bekymret for hende. Jeg er åbenbart kommet i en forkert gruppe – dette handler jo om kirken og religiøse spørgsmål på 1500-tallet. Ikke om en teaterforestilling som jeg knapt nok har set titlen på. Det var noget med en krønike…

Jeg smugkikker på klokken, det er for sent at nå en anden forestilling: Jeg sidder i fælden og lader mig føre ind i kirken sammen med de andre. Som i øvrigt virker helt klare og orienterede om, hvad de er med til.

Lettere forvirret er jeg med til at synge 'I østen siger solen op' med resten af den mere oppegående menighed, inden vi får endnu mere at vide om reformationen og årene omkring 1535.

Jeg tænker, at dette ved jeg mere eller mindre om i forvejen, hvorfor skal jeg gennem denne repetitionsøvelse?

Præsten, som nu har fået fuldt ornat på, bliver ved med at tale om de skelsættende år, hvor Danmark gik over til at følge Luthers nye lære. Vigtigt nok, o.k., men hvad har det med mig at gøre? Eller med teater?

Jeg bliver mere og mere overbevist om, at jeg simpelthen er gået forkert, jeg er havnet i en gruppe teologi-interesserede turister. Hjælp! Og jeg sidder indeklemt på en kirkebænk uden udsigt til at slippe ud.

Men så!

Nederst i kirkeskibet opstår der spektakel, og som skudt ud af en kanon kommer en skikkelse farende i munkekutte og frodigt skæg. Han er fuldstændigt tonedøv, råber og skriger og overdøver den arme præsts lærde udlægninger, hamrer i vægge og søjler, og er åbenbart på jagt efter noget vigtigt.

Og der falder skællet fra mine øjne. Pludselig ser jeg, at det nok er teater jeg er vidne til, pludselig ser jeg at præsten – jamen, herregud! hvorfor så jeg ikke det? Det er jo grevinde Danner, som jeg har set før – på Jægerspris Slot, eller, nej – på Hofteatret!

Og på samme tid, som jeg føler mig som en komplet centrifugeret idiot, føler jeg også en enorm lettelse. Jeg er altså ikke gået forkert – deter teater, det der udspiller sig for mine øjne.

Endelig kommer min omtumlede teaterbevidsthed til liv og begynder slukøret at arbejde. Og det første den registrerer er, at i alle (tror jeg nok) kirkerum er akustikken ikke kun rådden, den er håbløs.

Så når den ophidsede munk raver råbende rundt, er det ikke til at få forstand af, hvad der er så grænseløst vigtigt, for akustikken modstår alle forsøg på hørelse, logik og forståelse.

Det næste, min klatøjede hjerne registrerer, er at den dialog, der udspiller sig, foregår over et tidsspænd på næsten 500 år. Dagens præst, Ninna Frandsen, og munken fra 1500-tallet, Paul Helgesen, er vildt uenige om mange ting. Men når munken endelig falder lidt ned og jeg kan forstå, hvad han siger, hører jeg to mennesker der – pø om pø – er i stand til at føre en samtale, på trods af uenighed og på trods af 500 års adskillelse.

Krøniken

Paul Helgesen – Paulus Heliae – er forfatter til et voluminøst teologisk skrift med loyale og dog kritiske tanker om reformer inden for den katolske kirke, men først og fremmest med voldsomme angreb på Luther og den frembrydende protestantisme, herunder udfald og grove fornærmelser mod Frederik I og den mægtige Hans Tausen, den frafaldne johanittermunk.

Dette skrift blev afbrudt i 1534, midt i en sætning, og blev fundet 116 år senere, indemuret i koret i Skibby Kirke – deraf navnet Skibby Krøniken.

Ting begynder at falde på plads. Og jeg begynder at få øjnene op. Selvfølgelig er det vigtigt – magtpåliggende – for den arme munk at finde manuskriptet, det er jo livsfarligt at have den slags subversive tanker nedskrevet midt i en tid, hvor borgerkrigen hærger. Grevens Fejde 1534-36! Enhver kan jo blive svimmel af Christian II og Frederik I og Lübeck og Christian III og Johan Rantzau og Skipper Clement og jeg ved ikke hvad.

På et tidspunkt, da jeg selv er faldet lidt ned og kommet over forskrækkelsen over ikke have pejling på op og ned og frem og tilbage på noget om helst, sidder jeg – lettere måbende – og ser to skuespillere i arbejde, Karen Nilsen og Kristian Høgh Jeppesen. Det er en fremragende samtale, de to leverer, organisk, levende og livfuld. Jeg tror på dem, helt enkelt, og lader mig indfange af inderligheden og oprigtigheden i de tos kamp om sandheden.

På trods af at de altså taler om reformationens indførelse i Danmark på Ruder Konges tid, midt i turbulente tider på 1530-tallet. Simone Isabel Nørgaard har skrevet en udmærket dialog, oplysende uden at blive læremesteragtig, og Anette Havemann Linnet har givet rum for både passion og refleksion i sin instruktion.

Undskyld min uforberedthed, undskyld min uvidenhed, undskyld mit sandsynligvis måbende fjæs. På den anden side var jeg jo den perfekte publikummer – vi skulle vel alle hoppe på den der limpind i starten!? Men jeg vadede altså i med begge ben.

Tak for turen!

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.