18. februar 2023

CPH Stage fejrer 10-års jubilæum

CPH Stage fejrer i år sit 10-års jubilæum. Festivalen afvikles 1.-10. juni og præsenterer op mod 100 forestillinger og events i København og på Frederiksberg. 

Der er både egenproduktioner og gæstespil fra provinsteatre og turneteatre på hovedstadens mange scener – og festivaljubilæet markeres også med indledningen af et flerårigt samarbejde med Det Kgl. Teater, hvor Skuespilhuset både danner rammen om festivalcentrum og forestillinger, ligesom der bliver arrangementer for både publikum og branche.  Foruden Det Kongelige Teaters egne forestillinger præsenterer festivalen også selv flere forestillinger på Skuespilhusets scener under hele festivalen. 

CPH Stage præsenterer dog også to internationale forestillinger, der er udvalgt for at vise spændvidden og diversiteten i den internationale scenekunst.

Årets åbningsforestilling bliver således et af den tyske koreograf Sasha Waltz’ seneste værker ’In C’, mens festivalen også præsenterer den argentinske performance ’Fuck Me’ af koreograf og instruktør Marina Otero. Et værk med fem mandlige dansere på scenen samt koreografen selv, der fortæller om sit liv og karriere. 

Der er således godt med fremdrift i CPH Stage, der blev stiftet af Husets Teater, Teater GROB, Sort/Hvid (det daværende Cafe Teatret) og Teater V og afholdt første gang i 2013.

Man har afgjort også politisk bevågenhed. Festivalen rykkede således sidste år ind på finansloven, hvor der blev afvist fem mio. kr. årligt i 2022-25 til udvikling af festivalens aktiviteter og styrkelse af samarbejdet i dansk scenekunst.

Man kan da også se, at CPH Stage på sin hjemmeside reklamerer med at være ’landets største teaterfestival for professionelt teater’, mens man andre steder mere beskedent kalder sig 'Københavns største teaterbegivenhed'. For festivalen ved jo godt, at man stadig er markant mindre end den årlige Aprilfestival, der til gengæld fører sig frem som verdens største festival -for teater for børn og unge…

Følg CPH Stage 2023 på hjemmesiden: https://www.cphstage.dk

(Billedet: Den argentinske performance ’Fuck Me’ – med fem nøgne mandlige dansere og forestillingens koreograf og instruktør Marina Otero på scenen – gæstespiller på årets udgave af CPH Stage.  Foto; Mathias Kedak)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne