25. september 2016

Copenhagen Puppet Festival stopper

Copenhagen Puppet Festival 'klipper strengene', som det hedder i en pressemeddelelse, hvor ledelse og bestyrelse glæder sig over 12 års vellykket arbejde med at udbrede kendskabet til dukketeater for voksne via internationale festivaler – og i øvrigt også for børn via den i 2006 tilkomne filial, Puppet Junior.

Det var Barnaby Pedersen, der stiftede Copenhagen Puppet Festival i 2004 og to år senere fik Maria Suh som makker. Festivalen blev startet og drevet af Vesterbro Kulturhus (nu Kulturanstalten) under Københavns Kommune, men har siden 2103 været en frivilligt drevet forening, der dog fastholdt den lokale forankring på Vesterbro og samarbejdet med Kulturanstalten og lokale teatre m.fl.

Barnaby forlod festivalen sidste år, og sidste events blev så 'Puppet against Poverty 18. juni 2016, hvor franske Les Goulus deltog med gadeteaterforestillingen 'The Horsemen', efterfulgt af en auktion med et par donerede pladespillere, hvor overskuddet helt i festivalens ånd blev givet til et par foreninger, der arbejder for byens marginaliserede mennesker…

'Copenhagen Puppet Festival er nået langt i forhold til vores mål om at være med til at udvikle dukketeater for voksne, og vi er trygge ved at slippe nu, hvor vi kan se at genren er blevet accepteret og bliver benyttet på de danske scener', lyder det fra bestyrelsesformand Øystein Leonardsen.

Og rigtigt er det, at dukketeater for voksne har vundet større indpas i dansk teaterliv, hvor ikke mindst Bådteatret har frembragt mange fine forestillinger. Dukketeater for voksne er særdeles udbredt i flere europæiske lande, hvad man kan forvisse sig om ved et besøg på Nordens største internationale festival for animationsteater, Festival of Wonder, der afvikles hvert andet år i Silkeborg.

Genren har i øvrigt altid været at finde i dansk børne- og ungdomsteater, hvor mange dukkespillere og -magere er at finde.

(Billedet: Copenhagen Puppet Festival siger farvel og tak. Her et muntert gruppefoto fra seneste egentlige festival med temaet 'Puppets in Politics fra maj 2015. Anes kan stifteren Barnaby Pedersenmed hvid kasket og foran ham medfestivalleder Maria Suh, mens den anden kasketklædte herre er bestyrelsesformand Øystein Leonardsen. Foto: Copenhagen Puppet Festival)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne