Claras hævn

Gyserteater er ikke hverdagskost for teenagere. Her har filmmediet for længst vundet stort.
 

Alene af den grund er 'Clara' en skøn forestilling. Fordi den insisterer på gyset og lykkes med det. Forlægget er angiveligt engelsk – forestillingen findes, fik vi at vide efterfølgende, i adskillige versioner på en række britiske skuespilleres repertoire – og historien lægger sig smukt i forlængelse af den klassiske, gotiske gyser. Det er den med øde slotte, mystiske lyde, spøgelser og masser af overraskelser.

For det voksne publikum er topersoners-dramaet 'Kvinden i sort', herhjemme blandt andet spillet på Himmerlands Teater for nogle sæsoner side, det typiske eksempel.

'Kvinden' har i øvrigt også været voldsomt inspirerende for denne forestilling, kan man læse i pressematerialet. For selv om 'Clara' er en monolog, bruger man den samme helt specielle chokeffekt som i 'Kvinden i sort' – og ud over et ekstra lille spor i denne anmeldelses titel skal jeg ikke røbe mere. For det er netop der, det allerstørste gys findes. Her spjættede hele salen simpelthen af skræk!
 

Spøgerier på slottet

Historien i korthed: En mand indfinder sig på et forladt lille slot i en fjern afkrog af England. Han skal komme sig oven på tabet af sin syvårige datter, der døde i en bilulykke. Men slottet er bestemt ikke noget heldigt sted at rekreere sig. Ud over alle de uhyggelige lyde, der hører sådan et gammelt sted til – knirkende døre, dryppende vandrør, lyn og torden etc. – spøger det også.

Stedet var nemlig omkring år 1900 et børnehjem og ikke et rart et af slagsen. Børn druknede i kælderen, og det sadistiske forstanderpar omkom under mystiske omstændigheder. Et enkelt barn, Clara, spøger stadig – samme alder, syv år, og samme navn som mandens døde datter. Hmm! 
 

Og så begynder tingene ellers at udvikle sig. Børnestemmer i den slukkede radio, et foto af den døde børnehjemspige, der viser sig at være hans egen Clara, kommodeskuffer, der gemmer på hemmeligheder, pigens dagbog, der daterer rædslerne til 1907, lyset, der går ud.

Det er manden, der fortæller. Mange år efter tabet af Clara fejrer han sin nye datter, Saras syv års fødselsdag. Han er gået fra selskabet et øjeblik og sendes i tankerne tilbage til dengang på slottet. 
 

Glimrende fortæller

Det sceniske udstyr er enkelt. Sort inddækning, seng, bord, stol, kommode, stumtjener. Men en fornemt meddigtende lydkulisse og masser af dæmpet lys og totalt mørke hjælper fint med til gyseriet.

Og så er skuespilleren Anders Glud Jensen en glimrende fortæller. Iført skjorte, grå bukser, vest og slips – tiden synes at være omkring 1920’erne – fortæller og spiller han sit livs tragedie for os.

Flot diktion, glimrende mimik – vi ser virkelig rædslen og sorgen i hans øjne og ansigt – og ikke mindst mod til at lade pauserne tale, mens historien bevidst udvikler sig sindigt, og vi sidder anspændte på tilskuerpladserne og venter på gysene.

Undervejs skal man nok ikke spekulere for meget på logikken. For der er nogle sære brist i historien og dens sceniske realisation. Hvordan kan der være en radio i det hus, der tilsyneladende blev forladt omkring 1910, når radioen først blev udbredt i England i 1930’erne? Hvordan kan der være telefonsvarer hos mandens ven, tres år inden den blev opfundet, og hvorfor er mandens lommelygte helt moderne?  
 

Men den slags skal man glemme og i stedet glæde sig over de gode gys. Forestillingen er for 13 år og opefter, og dens gammeldags spillemåde og beskedne udstyr kræver et ungt publikum, der går med på spøgen.

Gør de det, får de til gengæld en tredobbelt oplevelse – en underholdende historie, nogle gedigne chok undervejs, og den erfaring, at godt teater ikke behøver filmens overflod af effekter for at virke.