Af: Randi K. Pedersen

31. maj 2023

Cirkusteater spidder normerne

Der er styr på postyret i en generøs forestilling, som tager både teater og cirkus alvorligt.

Det begynder med lyd. Masser af lyd. En helikopter, fuglefløjt, et ur, der slår, og senere også et jazz’et klaver, trommer og saxofon.

Der er inviteret til alternativt teselskab, men det er alt for beskedent. ’Te dig kønt’ er meget mere end det. Forestillingen er vidunderligt originalt og generøst cirkusteater, der tager både cirkus og teater alvorligt.

Med en blanding af ferme akrobatiske færdigheder, satire og en skøn historie tilsat en skovlfuld absurd komik spiddes borgerskabets normer.

Forestillingen er angiveligt inspireret af 1940’erne, og det ses tydeligt af de herlige kostumer med solidt undertøj og tidstypiske rekvisitter. Hvor en forrygende lampeskærm og et svævende toiletbord er blandt de mest iøjnefaldende. Nu om stunder kaldes normer mere slagkraftigt for værdier, men datidens bonerte opfattelse af pæne piger og gode manerer er stadig mere udbredt, end vi måske tror. Det er netop det, som forestillingen gør grin med og oprør imod.

Morgengymnastikken i Danmarks Radio sætter gang i kroppe og løjer. Satiren er til at tage og føle på, når en mandsstemme i ægte Kaptajn Jespersen-stil advarer om ”At nu bliver det avanceret, meget meget avanceret”.

Det viser sig kun at være alt for sandt, for øvelsen udvikler sig til ren kluddermor på højt niveau, og sådan fortsætter det til stor fornøjelse for store og små. Manden siger, at efter morgengymnastikken skal man drikke te. Den oplysning bruges behændigt til at gøre te til forestillingens røde tråd.

I stuen hos to kvinder gælder deres egne anti-autoritære regler – og så alligevel ikke. For selv om teen bliver drukket med hovedet nedad og toiletbordet med forhæng kan hejses op og lave regnvejr, der består af sand, så råder der en klar hakkeorden.

Høje dristige og supereffektive Anna Emilie Lauge Pedersen er makkerparrets leder, der som en domptør i cirkus kort og kontant styrer den mere tøvende og nervøse Luna Risum Stockmar.

Kraftfulde og yndefulde

Med sin svagt skrutryggede holdning, småkluntede stil og bekymrede mimik er hun en vidunderlig udgave af den klassiske tragikomiske cirkusklovn, der er i tæt kontakt med publikum.

Det er ustyrligt morsomt, når hun i et fælles nummer formår at være de par sekunder bagud, der giver hende mulighed for at lige at se og efterligne sin dygtigere makker. Men det er også rørende, når et frygtet nummer går godt, og hun efter et afmålt nik til publikum ikke kan tilbageholde et jublende YES!

Undervejs går tedrikningen op i limningen, mens ting og sager – og kvinderne selv – vendes på hovedet og ryger op og ned. Eller når de pludselig flyver magisk rundt i stuen med de usynlige vægge midt i en mange meter høj stålkonstruktion. Som cirkusakrobater er kvinderne ikke kun kraftfulde, men også yndefulde, når de svinger sig i trapezen, jonglerer, tryller eller griber bolde fra publikum i en nysselig kjole.

Lydene fortæller, hvor kvinderne – og vi – opholder sig, og en strandtur er vildt godt fundet på og et højdepunkt af fantasi, komik og elegant akrobatik.

Svævende i luften svømmer de rundt, Luna Risum Stockmar med konstant urkomisk oppustede kinder, og demonstrerer, at det kiksede kun er sjovt, fordi de i virkeligheden mestrer både stilen og udførelsen. Tilbage i stuen tager anstrengelserne for at få en kop te fart. Det er utroligt, hvad te og kopper kan bruges til, når teater og cirkus slår sig sammen.

Til sidst lykkes det selvfølgelig at få styr på postyret, og få samlet de omkringfarende genstande og mennesker. Men det virker nærmet naturstridigt, da Anna Emilie Lauge Pedersen og Luna Risum Stockmar omsider sidder stille og roligt ved toiletbordet med hver sin tekop i hånden.

’Te dig kønt’ opføres almindeligvis udendørs, og det skaber sikkert en visuel stærk og flot ramme. Men efter at have oplevet forestillingen indendørs, opvejes det rigeligt af muligheden for at være tæt på medvirkende og rekvisitter og den overdådighed af detaljer og påfund, som begge dele besidder.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.