DEBAT
25-09-2018
18-09-2018
10-09-2018
07-09-2018
20-07-2018

Den Jyske Opera og Figura Ensemble: Narcissus & Ekko

Helene Gjerris, Jakob Bloch Jespersen og Mathias Hedegaard i røg og damp og operatoner. Foto: Henrik Bjerregrav

Cirkussjov og selvværd

25-10-2010
Den Jyske Opera og FIGURA Ensemble vil med ’Narcissus & Ekko’ fortælle en opbyggelig historie om, at man skal finde sin indre stemme og musik frem for at søge ydre glamour og beundring. Der er fine og spændende musikalske kompositioner. Men forestillingens pointer drukner i cirkusoptrin, der ikke får godt nok fat i stykkets essens.
FAKTA
Den Jyske Opera og Figura Ensemble: Narcissus & Ekko - Komponist: Peter Bruun. Libretto: Bent Nørgaard. Instruktør: Anne Barslev. Scenograf: Nicolaj Spangaa. Medvirkende: Mathias Hedegaard, Helene Gjerris, Frans Hansen, Anna Klett og Jesper Egelund. Aldersgruppe: fra 10 år og opefter. Set 22.10.10 i Musikhuset Aarhus. Turneforestilling. 26.okt.-1.dec. herunder 16.-19.nov. i Operaen i København. www.jyske-opera.dk og www.figura.dk .

I ’Narcissus & Ekko’, der er en co-produktion mellem Den Jyske Opera og FIGURA Ensemble, vinder musikken 4-2 over librettoen og teateriscenesættelsen.

Peter Bruun fra FIGURA Ensemble har komponeret en musikalsk lydside, som flere steder drilsk skubber til de mere harmoniske tonesammensætninger og de mere forudsigelige takter.

Forestillingen rummer fine rytmiske passager og en fin vekselvirkning mellem det lavmælte og det udfarende. Når de fem medvirkende på skift eller sammen musicerer på klarinet, kontrabas og slagtøj med mere, spidser man tit ører til udmærket og undertiden spændende lytning.

Noget anderledes forholder det sig med librettoen, som Bent Nørregaard står for. Teksten til den vokale komposition lider på dialogplanet af alt for direkte at udtrykke det, som stykket vil i samtale med os om på et overordnet plan (læs: det at finde sig selv gennem et rent og personligt musikudtryk). Samtidig med at budskabet paradoksalt nok ikke bliver formidlet på nogen gennemskuelig måde. Tværtimod er der rigtig mange uklare passager undervejs.

Forestillingen er inspireret af den græske myte om Narcissus, der forelsker sig i sit eget spejlbillede og Ekko, der kun kan gentage sig selv. Myten bliver brugt til at fortælle en historie om den musikkompositionsbegejstrede teenagedreng, Narcissus, som rigtig gerne vil være et musikalsk geni, men samtidig grundlæggende set tvivler på sig selv og hurtigt lader sig rive med af andres udtalelser om, at han ingenting er. Det vender Narcissus til sangstrofer, hvor han kalder sig selv ’ensom, dum og umulig - en taber’.

For at vise at det handler om at finde sin egen indre stemme. En ren stemme, uden skygger og masker, som det udtrykkes, sendes Narcissus en tur ind i en illusion, et cirkusland, der viser at alt er fup og fidus, svindel og bedrag, og som til slut ender med, at Ekko får øjnene op for blændværket og redder Narcissus fra at styrte i døden.

Budskabet drukner

Kærlighed til andre redder liv. Budskabet er smukt og på mange måder sandt. Problemet her er bare, at det fine budskab ikke får meget plads. Det indtræder meget hovsa-pludseligt i slutscenen i et forløb, der er gået for meget op i 'hat og briller'.

I en hovedpassage i cirkusverdenen, hvor Narcissus oplever kaniner blive trukket op af hatte og smidt bagud i rummet. Hvor han sidder i sin leopardprikkede frakke og illuderer rovdyr. Hvor Ekko i harme over, at Narcissus ikke gengælder hendes følelser truer ham med både pistol og sav. Hvor der trylles roterende blomster frem på bagvæggen, blomster frem i knaphullerne og guirlander ud af munden på scenens optrædende musicerende akrobater. Og hvor Narcissus forlibt ser sig selv i et spejl og kalder sig selv perfekt og lækker.

Ideen er altså udmærket. Men librettoen kan ikke tekstliggøre den. Instruktion slår cirkushurlumhejspredte takter, frem for at koncentrere sig mere fortættet om historien. Sangene er nok velsungne, men uden de samme traditionsbrydende kvaliteter som de instrumentelle kompositioner.

Og endelig byder forestillingen indledningsvis på et eksempel på, hvor vanskeligt det er for voksne at spille børn, eller som her teenageunge, uden at det kommer til at virke utroværdigt eller ude af proportion.

Mathias Hedegaard mangler bestemt ikke energi i sit udtryk, som han springer rundt med sin applecomputer og store 'ørebøffer'. Intentionen er klar, og vi forstår med al tydelighed, at han spiller en musikkompositionsbegejstret knægt. Men grænsen til at det bliver karikeret overdrev med en snært af fjolleri er hårfin.

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Narcissus & Ekko
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

18-10-2018

12-10-2018

11-10-2018

09-10-2018

07-10-2018

05-10-2018

01-10-2018

28-09-2018

26-09-2018

24-09-2018

21-09-2018

19-09-2018

18-09-2018

16-09-2018

14-09-2018

12-09-2018

10-09-2018

04-09-2018

24-08-2018

17-08-2018

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

09-06-2018

07-06-2018

05-06-2018

03-06-2018

01-06-2018

Flere anmeldelser