Af: Kirsten Dahl

14. december 2018

Cirkeline (næsten) lige efter bogen

Teater Next's opsætning af Hanne Hastrups 'God jul Cirkeline' er fyldt med genkendelighed. Bogens harmoni og sødme træder fysisk frem. Takket være de indlagte drillerier og tryllerier som garneres med små sange og dansetrin er der også spræl og lidt spænding på spil.

'Det er jo bare en voksen, der har klædt sig ud!'

 Min lille fire-årige sidemand var tydeligvis skuffet, da Mette Alvang entrerede scenen i Cirkeline-outfit. 

Men på ingen tid – nærmest i løbet af et splitsekund – ændrede det sig. Han sprang, fløj og svævede med fryd ind i illusionen. Ind i juleeventyret om Cirkeline og den dag hun sammen med musene Ingolf og Frederik fik gjort de sidste julegaver klar, hentet juletræ og tillige – via trylleri – fik fremskaffet sig en stjerne til toppen af juletræet. 

Klovnerierne tager kegler 

I første omgang er det klovnerierne, at børnepublikummet som flest falder pladask for. Børnene ler, når Frederik – i en snurre-låget-rundt-'undervisningssession fra Cirkelines side – naivt forundres over, hvordan låget mon nogensinde skal kunne komme til at sidde rigtigt på den kuffert, han vil give Ingolf i julegave. 

Senere er der genkendelighed på spil, når Cirkeline og de to mus sidder og forsøger at flette julehjerter til en sang med op og ned anvisninger på, hvordan man fletter korrekt. 

For Ingolf er lærenem og har lyst til fletteriet, mens Frederik synes det er hundesvært og derfor keder sig. Ingolf har et båthorn, som han laver spas med. 

Senere lærer to drillenisser ham en sjov æbletrylleleg. Der er også snebolddrillerier og små danse.

Harmoni tilsat drilleri og trylleri 

Vi er 'hjemme-ude-hjemme': indenfor hos Cirkeline, udenfor i skoven, hvor de tre skal finde et juletræ at fælde, og tilbage hos Cirkeline igen. 

Ude i skoven dukker en 'farlig' kat op. Det er også her Ingolf møder drillenisserne, som kårer ham til æres-nisse-mus og tilkender ham et ønske. Et ønske han efter lidt andre bud beslutter at bruge på en stjerne til juletræet. 

På den vis afrundes en historie, som er ladet med harmoni. Sødt på sødt. Venlighed på venlighed. Det er derfor i høj grad de indlagte nissetryllerier, de små dagligdags drillerier og det at katten dukker op mens Ingolf er borte og derfor i katte-fare, som -sammen med de medvirkendes evne til at holde kontakt til publikum- gør forestillingen tiltrækkende og rar at være i rum med. 

Hertil kommer de indlagte små sange og dansetrin, som 'giver oplevelsen krop og sans'.

Sødme, nærvær og spilopper

Mette Alvang spiller Cirkeline, som klippet ud af bøgerne. Med sødme i bevægelserne og smil på læben. Fysisk ligner hun også den lille tændstikstore pige. Med sort uldhår, rød kjole med sorte prikker og røde gummistøvler og stor gul frakke til udendørsbrug. 

Anne Blomsgård gør med en fin spillop-energi Ingolf til en charmerende mus, som børnene kommer til at holde af. 

Christian Bergman forstår i et tilsvarende kontaktgivende gear at skabe fokus omkring Frederik. 

Deres museudklædning med store hvide fortænder og grå maskekinder er også udmærket og som klippet ud af Cirkeline-bøgerne. Og sammen springer de tre alle sammen unge og relativt nyuddannede skuespillere ud og ind af de øvrige roller – som drillenisser og kat. 

For de yngste 

'God jul Cirkeline' er en letvægter. Det er ikke en forestilling, som sætter skub i noget nyt på hverken form- eller indholdssiden. Men det betyder ikke, at der ikke er sanselighed på spil. Den kvalitet er heldigvis ikke så nem at eliminere eller overtrumfe. 

Det er ikke for ingenting, at min lille ledsager kort tid efter at forestillingen var begyndt spurgte: 'Hvorfor må man ikke gå op at røre ved dem?' Han oplevede tydeligvis teatrets stoflighed og sanselighed.

Aldersgruppen hedder 3-9 år. Min bedste vurdering er, at det klart er de yngste – og måske endda de 4-6-årige. At det er dem, som vil kunne blive suget med ind i historien og vil synes om den meget tilgængelige form. Jeg tror, at mange børn på 8-9 år vil finde forestillingen for enkel, pussenusset og småbørns-agtig. 

Voksnes generende mobilfotograferen

Noget andet og ganske forstyrrende var til gengæld, at mange voksne undervejs tog billeder med mobiler som sendte skarpt lys ud i rummet og i den grad forstyrrede oplevelsen.

Efter forestillingen stillede spillerne op til at man kunne tage billeder af dem sammen med børnene. Fint. Men det vil også være ønskværdigt hvis det var blevet sagt, at man ikke måtte fotografere eller filme undervejs.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.