Af: Morten Hede

12. december 2018

Cigarrygende tidstyve og humoristisk skildpadde

Team Teatret har brugt en Michael Ende-børnebog fra 1970'erne som forlæg til en engagerende familieforestilling, der dog sine steder taler mere til de voksnes værdier end børnenes fantasi.

Tyske Michael Endes børnebog 'Momo og tidstyvene' fra 1973 opsættes i en dramatisering af Anneli Mäkelä på Team Teatret i Herning under titlen 'Momo – eller kampen om tiden'.

Her er der cigarrygende, spøgelsesagtige tidstyve og andre fantasy-karakterer i en fortælling om travlhed og tid til at leve livet.

Michael Ende har en evne til at indflette komplekse temaer i simple eventyrfortællinger, og det stiller store krav til iscenesættelsens fortællegreb, som nemt kan enten forsimple og forvirre historien og dens materie.

I Herning er det Mikael Helmuth, der har iscenesat forestillingen, og det lykkes ham at give forestillingen både et højt energiniveau og samtidigt et klart sprog. Derfor er forestillingen trods sine to timer spiselig og engagerende.

Lækkert Lydersen-lys

Ikke mindst er det fantasifulde forlæg af Anneli Mäkelä, oversat af teaterleder Dorthe S. Bébe, understøttet af Thomas Ravnsgårds scenografi, som med snoretræk og kæmpe urskive udgør både templet for Mester Tid og det store amfiteater, hvor Momo og de andre holder til.

Det visuelle udtryk er i det hele taget gennemført og stilsikkert, og de farverige kostumer spiller godt sammen med lysdesignet, der i øvrigt er, som det plejer at være, når Søren Lydersen designer det.

På de lodrette lyssøjler og det ekstra nøk på røgmaskinen kender man en Team Teatret-forestilling. Det er næsten altid kunstfærdigt og æstetisk, men nogle gange bliver det også et lysdesign på æstetikkens præmisser, og ikke nødvendigvis på forestillingens. Det er gennemført, men også forudsigeligt.

Vi vil have mere skildpadde

Desværre får tekstforlægget til 'Momo – eller kampen om tiden’ forestillingen til at virke som teater med nogle årtier på bagen.Den har svært ved at tale i et sprog, som vi identificerer os med i dag, og teksten bliver derfor distancerende i forhold til budskabet.

Derfor forsøger skuespillerne og iscenesættelsen at kompensere ved at skrue op for tempoet og energien, hvilket på nogle tidspunkter giver forestillingen en insisterende tone. Som om den kræver at være relevant.

Og i virkeligheden ender det med, at forestillingen taler mere til de voksnes værdier frem for de smås fantasier. Som voksen kan man nikke anerkendende til budskabet om at tage tiden alvorligt og ikke halse igennem livet, som om tiden var en valuta, vi skulle spare på.

Som barn kan man bedst forholde sig til en langsom og ekstremt fysisk skildpaddefigur, som bliver skabt med humoristisk mimik og skarp fysik. Den rolle hitter meget tydeligt hos de små. Det gode er, at scenerne med skildpadden virker usigeligt godt, mens bagsiden af medaljen er, at de øvrige scener virkeligt mangler en skildpadde.

Tegnefilmsagtig komik

Det er Team Teatrets ensemble, bestående af Sofie Ancher Vea, Anders Cornelius Zoffmann, Stig Reggelsen Skjold og Olivia Franciska Fevel Borgels, der er på scenen. De får selskab af skuespilstuderende Hanin Georgis i titelrollen som Momo, samt den mere erfarne skuespiller Robert Reinhold.

De formår at spille godt sammen som ’team’, og de – især de fire fra ensemblet – har etableret et fælles udtryk og et skuespilteknisk niveau, hvor ingen stikker ud fra mængden. Det betyder naturligvis også, at de hverken imponerer eller skuffer som skuespillere, men det er måske heller ikke meningen.

Alt i alt fungerer 'Momo – eller kampen om tiden' bedst, når den er tegnefilmsagtigt komisk. Derudover er den en veldramatiseret version af Michael Endes børnebog, som dog ikke er det mest moderne og relevante bud på en familieforestilling om at leve livet, mens tiden er til det.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.