DEBAT
20-07-2018
19-07-2018
18-06-2018
01-06-2018
31-05-2018

Teateriet Apropos: #bitch#kælling #backstabber

Sara Line Møller Olsen og Stig Reggelsen Skjold som Mille og Marcus i et barsk stykke om mobning på de sociale medier. Foto: Teateriet Apropos

#Chat teater #Brems digital mobning

16-03-2014
Teateriet Apropos sætter unges talemåder i det virtuelle rum i scene i en forestilling, som vil dæmme op for mobning i cyberspace. På flere måder rammer forestillingen plet. Men den er også grader mildere end virkeligheden udenfor.
FAKTA
Teateriet Apropos: #bitch#kælling #backstabber -

Dramatiker: Henrik Szklany. Instruktør: Nikolaj Mineka. Scenograf: Johanne Eggert. Lysdesign: Jonas Kongsbach. Lyddesign: Kenneth Andersson. Dramaturg: Marion Vick. Medvirkende: Sara Line Møller Olsen (Bolette Engstrøm Bjerre) og Stig Reggelsen Skjold. Aldersgruppe: 12-13 år og opefter (6.-9.kl.). Varighed: 70 min. Turneforestilling. Set til urpremieren på Filuren 14.3.14 kl 18. Kan opleves på Aprilfestival (www.aprilfestival) i Holstebro i april 2014. www.teaterietapropos.dk (Og Center for Digital Pædagogik på www.CFDP.dk )

Hashtag, smiley's med glad mund, sur mund, solbriller og skæve øjenbryn. Udråbstegn, udråbstegn, spørgsmålstegn, spørgsmålstegn, udråbstegn. Lyden af fingre på elektroniske taster og lyden af beskeder og fotos, som bliver sendt elektronisk af sted fra iphone til iphone. Chat, Twitter og blogging.

At overvære Teateriet Apropos's '#bitch #kælling #backstabber' er som at træde ind på det sociale netværks digitale kommunikationsflade, følge med på en blog eller læse mobilbeskeder. Faktisk hele vejen rundt – dvs. både i tekst, iscenesættelse, scenografi, lys, lyd og skuespil.

Henrik Szklanys tekst zapper mellem to virkelighedsniveauer: Dels et nutidsplan, hvor de to cirka 15-årige kærester Mille og Marcus forholder sig til hinanden og taler om det som er sket: Deres jævnaldrende bekendte Simone – Milles veninde lige siden børnehaven og en pige, Marcus også kender – har forsøgt at begå selvmord efter at være blevet groft mobbet digitalt. Dels en oprulning af fortiden sådan som den udspillede sig i cyberspace – dato for dato bagud indtil den dato, hvor Mille og Marcus mødte hinanden.

Mens vi følger spændingerne mellem Mille og Marcus i det nu, man fornemmer bevæger sig langsomt fremad, springer vi begivenhedsdato for begivenhedsdato retrospektivt ind og følger den mobning som fandt sted i chatrooms og via mobiltelefoner. Systematikken har træk a la den i Henrik Ibsens dramatik med hvad dertil hører af fokus på, hvem der gjorde hvad hvornår og med hvilke konsekvenser – om end ikke på nær samme spændings- og overraskelseshøjder. Fokus er ikke på ofret – på Simone – men på kæresteparret: De to som på hver deres måde var med til at skubbe Simone hen til selvmordsforsøget – og via dem fokus på den digitale mobning som forestillingen vil udgøre en advarsels- eller anti-pol til.

Lavinen ruller

Sproget er hårdt og ubarmhjertigt. Tonen rå og replikkerne korte. Simone får skudt i skoene, at hun er en bitch, en kælling, en backstabber, en fisse, et røvhul, en luder der giver plads til alle - og desuden har en mor, der drikker, og en far der har haft en affære i fem år med en fra hans arbejde.

Et  billede af Simones bryster bliver lagt på nettet – tilgængelig for alle – og så ruller lavinen…..

Teksten får – i spring mellem dialoger og tredjepersonsreplikker – meget fint frem, at det ikke kun er Simone, som er skrøbelig. Marcus står i et uligt afhængighedsforhold til den jævnaldrende Patrick. Han tør ikke fortælle kammeraterne, at han seksuelt set er jomfru. Og med Mille synes han, at det går for langsomt på den bane.

De ting, Mille på sin blog skriver om Simone, siger hun er til for at beskytte Simone – men er de det? Og hvordan håndterer Mille, at Simone sender billeder af sine bryster til Marcus? 

Forestillingens undertitel -  'Det var bare noget vi skrev' - er med til at signalere, hvordan unge bliver revet ind i og med på den digitale mobning. Forestillingen – som er blevet til i samarbejde med Center for Digital Pædagogik, som i forbindelse med en forestillingsopførelse tilbyder et fagligt skræddersyet oplæg – tænder nogle advarselslamper. Men i al fald til urpremieren på Filuren synes jeg ikke, at de blinkede med tilstrækkelig farlighed.

Virkeligheden udenfor teatersalen er meget mere barsk. Forestillingen kunne med held svie meget mere. Mobningen kunne have været fremstillet meget mere grov, beskyldninger have mere slagkraft og sproget være langt grovere.

Teater-fysisk chat 

Som iscenesætter skal Nikolaj Mineka i samspil med scenograf Johanne Eggert have credit for at afprøve et scenisk formudtryk for chat. Det har en fin effekt, at Sara Line Møller Olsen og Stig Reggelsen Skjold som henholdsvis Mille og Marcus springer rundt på et spejlblankt sort gulv, der giver associationer til computerskærme, alt imens de kridter og streger løs med det kodificerede digitale vokabular på gulvet og på de transparente plexiglasplader, som de kiler ned mellem sprækkerne i gulvet.

R.I.P, hjerter, bare bryster, smilyes m.v. skriver de. To af plexiglaspladerne er på forhånd overbroderet med datoer og træder frem som kalendersider, som spillerne gradvis  streger datoerne ud på efterhånden som de blader bagud i fortællingen.

Det giver et signal om, hvor vi er i forestillingens tids- og handlingsforløb. At pladerne står og dirrer som udtryk for de nerver, som er på spil, fungerer også fint. Men efterhånden som pladerne vokser i antal er det også som om de spærrer lidt negativt for spillernes fysiske udfoldelsesmuligheder. 

At spillerne i den energiske puls, det foregår i, viser smileys og hashtags med håndtegn og sågar ifører sig store runde gule smileymasker, fremmer til gengæld – i kombination med en ændret lyssætning, fornemmelsen af at være i cyberspace.

At forholdet mellem Mille og Marcus slår revner og gnister på grund af det, som er sket, spiller Sara Line Møller Olsen og Stig Reggelsen Skjold fint. Begge har en god fornemmelse for at gestalte de udsving og nuancer i de to unges indbyrdes forhold, som Szklany har bygget ind i teksten. De har uroen og energien i kroppen og kan med fin præcision i deres ansigtsmimik finde udtryk for de følelsesmæssige udsving og forandringer som sker i Mille og Marcus.

Måske er det bevidst, at Teater Apropos har valgt en mobningsversion, som er mildere end virkelighedens? Men der synes at være en uoverensstemmelse mellem det forestillingen siger om at ville være en antimobningsstykke og så det fokus, den rent faktisk iværksætter – et fokus på kærlighedsrelationen mellem Mille og Marcus.

Måske vil stykket vise, at mobning ikke kun skader ofret, men også sår splid mellem gerningsmændene?

Forestillingen er ikke helt klar i spyttet. Den synes ikke at nå helt rigtigt til bunds. Den berører og ridser lidt – men ikke overbevisende stærkt. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - #bitch#kælling #backstabber
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

17-08-2018

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

09-06-2018

07-06-2018

05-06-2018

03-06-2018

01-06-2018

30-05-2018

28-05-2018

25-05-2018

23-05-2018

21-05-2018

18-05-2018

16-05-2018

14-05-2018

12-05-2018

10-05-2018

08-05-2018

06-05-2018

04-05-2018

02-05-2018

30-04-2018

27-04-2018

25-04-2018

22-04-2018

08-04-2018

Flere anmeldelser