3. januar 2022

Carsten Wittrock i Teatercentrums bestyrelse

Årsskiftet betød skiftedag for et enkelt medlem af Teatercentrums bestyrelse, idet Carsten Wittrock, teaterchef for Nørregaards Teater, erstatter Gitta Malling, der nu er udvalgsleder for Projektstøtteudvalget for Scenekunst og bestyrelsesleder for Statens Kunstfond (se note).

Carsten Wittrock (f. 1964) har siden 2008 været leder af Nørregaards Teater, der har været lille storbyteater i Odense siden 2011 – og han kommer med en imponerende bunke erfaringer fra diverse faglige og organisatoriske poster i dansk børne- og ungdomsteater.

»Jeg håber at kunne bidrage til en styrkelse af sammenhængskraften mellem Teatercentrum og de danske teatre og at jeg med min erfaring fra det producerende teater kan være med til at udvikle morgendagens Teatercentrum,« lyder det på Teateravisens forespørgsel om, hvorfor han har sagt ja til denne bestyrelsespost, som han er udpeget til af branche- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Teater.

Dermed vender han på sin vis tilbage, idet han 1992-94 var medlem af UBOT (Udvalget for Børneteater og Opsøgende Teater), der som styrelse var den strukturelle forgænger for den nuværende bestyrelse for den selvejende institution Teatercentrum, hvis opgaver bl.a. er at arrangere de årlige Aprilfestivaler, være udgiver for vedstående nyhedsportal og Den Røde Brochure (det årlige repertoirekatalog), netværksarbejde og generel formidling af viden og information om scenekunst for børn og unge m.v.

Blandt Carsten Wittrocks øvrige organisatoriske poster kan nævnes: Dansk Teaters bestyrelse (2018-21, næstformand 2019-21) – Formand for Teaterforeningen LASK (2017-21) – Egnsteaterkonsulent (2008-11) – Formand for BørneTeaterSammenslutningen, BTS (1994-97) og medlem af FU, Foreningen af Små Teatre (1991-94).

Før jobbet som leder af Nørregaards Teater – hvor han også har været scenograf på en lang række forestillinger – var Carsten Wittrock i perioden 1989-2002 administrator hos/for bl.a.  Teatret Møllen, Mariehønen, Corona Danseteater og Fruens Teater. Fulgt af en årrække som adm. chef i Gilleleje Golfklub (2002-08).

Nu træder han altså ind i Teatercentrums bestyrelse, hvis nuværende embedsperiode er 1. januar 2021 til 31. december 2024, og som udover Wittrock består af:

Mai Buch (formand), adm. direktør for Competence House (udpeget af kulturministeren) – Peter Mark Lundberg, direktør i Dansk Teater (udpeget af Dansk Teater) – Jens Overgaard, kulturchef i Ballerup Kommune (udpeget af KL – Kommunernes Landsforening) og Inge Risom, formand for Teater og Musik Odsherred (udpeget af Danmarks Teaterforeninger).

(Billedet: Carsten Wittrock, teaterchef for Nørregaards Teater, indtrådte ved årsskiftet i bestyrelsen for Teatercentrum. Foto: Daniel Buchwald)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne