Af: Anne Middelboe Christensen

21. juli 2014

Camping Light

Tin Can Company kan alt med to kroppe og en campingvogn. Det kniber bare med spændingen i den tynde historie hen over grillen.

'Camping Delight' rummer alt, hvad en nycirkus-fan drømmer om: Spændstige artister, grotesk humor, morsomt retrodesign – og en fandenivoldsk historie. Og Tin Can Company fyrer sin nye forestilling af med højt humør og strakte knæ, langt ude på et overdrev, hvor man kun kan falde og slå sig.

Men det gør de ikke. De har styr på deres teknik, og de formår at holde et forpustet cirkustempo oppe fra start til slut. Og publikum nyder højlydt deres nonsens.

Udgangspunktet for 'Camping Delight' er en gammel campingvogn med en græsplæne udenom. Her bor to mærkelige gøglereksistenser, der hurtigt markerer deres territorium med flag i alle retninger – og med en akrobatstang som udkigstårn. Jo. De skal nok kæmpe for deres faste plads på denne imaginære campingplads til sidste blodsdråbe. Med termokaffe og tjekket musik på transistoren – og støvsugeren som pustemaskine til bladene på græsset. Så langt så godt.

Fjern aldrig dine flag

Akrobatpigen må op i sin akrobatstang og lave sine kunster, og Gry Lambertsen har både muskler og smidighed, så det bliver underholdende at se på. Hun kan ikke mindst kurre ned ad stangen med hovedet nedad, så alle kommer til at gispe. Det er lige, som det skal være. Og Rune Andersen blander sig i hendes leg og klatrer over hende og opad – bare for at være den, der er højest oppe. Og alt er egentlig ganske fornøjeligt.

Men herfra falder intensiteten støt og truende i Leiv Arne Kjøllmoens iscenesættelse. Måske har kunstnerne troet, at Siggi Oli Palmasons scenografi kunne dække alle de dramaturgiske huller i forestillingen, netop fordi campingvognen og dens spøjse indretning med udklappelige vægge og indre cirkusagregater rummer en spændende historie i sig selv.

Men sådan virker det altså ikke nødvendigvis for tilskueren. Forestillingen bliver ekstremt lang, fordi figurerne er skitseret så overfladisk – og fordi alt er underlagt cirkusteknikken. Historien bliver simpelthen fortyndet og væk. Den kan i hvert fald slet ikke udfylde de ambitiøse 60 minutter, som forestillingen varer – og som naturligvis er alt for lang tid for de yngste. Selv om Rune Andersen er god til at gå på slap line, så bliver den dramatiske spænding tilsvarende sjasket.

Desuden kan handlingen slet ikke holde til, at alt campingudstyret skal pakkes sammen igen til sidst. Underholdningsværdien i at fjerne flag fra hvilken som helst forhave er altså overskuelig…

Smittende charme

På Tin Can Companys hjemmeside kan man læse, at forestillingen kan tolkes som mennesker og nationers ønske om at pådutte andre vores kulturer og værdier. Det lyder klogt, men det var altså ikke lige det, der sprang mest i øjnene under forestillingen. Uanset hvor intellektuelle tanker campingkonceptet ellers måtte være baseret på.

For det er cirkusparrets vanvid, der bærer forestillingen. De er begge to klædt i sære fusioner af overtræksdragter – i orange-gule farver med blå og lilla flyverstriber, der får dem til at ligne fortidens dristige luftartister på vingerne af rigtige flymaskiner. Og de har en skæv humor, som burde gøre dem til yndlingsmodeller i reklamer for et byggemarked med selvtillid. For vupti! Så blev hun forvandlet til en kuglegrill! Og straks følger Erik Rasks morsomme musik med og bliver til lyden af nogle pølser, der ligger og sprutter på grillristen.

Men Tin Can Company har en charme og en artistenergi, der smitter – også ved en uforpligtende gadeteaterforestilling, hvor publikum bliver siddende til den bitre ende.

Disse campingkunstnere har et godt humør, der får den tynde historie til at sprutte imponerende indbydende. Som en pølse på en kuglegrill.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.