22. juni 2009

Building Bridges, Crossing Borders

ASSITEJ er organisationen, der tegner det internationale samarbejde omkring teater for børn og unge, og fra 20.-29. maj 2011 afholdes verdenskongressen i København og Malmø.

For første gang i organisationens historie er to lande gået sammen om det store arrangement, der udover kongres byder på en stor international festival, seminarer, workshops m.v.

De danske og svenske arrangører har netop søsat en ny hjemmeside, der fortæller om begivenheden, og hvor man kan følge forberedelserne frem til maj 2011.

Det sker på dansk, svensk og engelsk i en appetitvækkende form.

Verdenskongressen i ASSITEJ (Association Internationale du Théâtre pour l`Enfance et la Jeunesse/International Association of Theatre for Children and Young People) finder sted hvert tredje år, men som der står på den nye hjemmeside, er det ikke alene for ASSITEJs mange tilrejsende og inviterede gæster, men begivenheden skal også ses som en fest for hele Øresundsområdets børn og unge og deres forældre og alle andre, der har interesse for international scenekunst for børn og unge.

Kongressens og festivalens overordnede tema er ‘BUILDING BRIDGES, CROSSING BORDERS’ og handler både om Øresundsregionens placering som kongresvært og om organisationens internationale arbejde, der netop handler om at skabe dialog over landegrænser.

Læs mere om ASSITEJ, verdenskongressen m.v. på www.assitej2011.info

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne