Det er som i en krigszone at være ung

Scenografien er et vidunderligt stykke moderne design: Et skråt gulv i en slags turkis, en firkantet ramme af neonrør i loftet som spejler gulvets vinkel og bliver en stram himmel. På en løs bagvæg kan man skrive eller projicere, og foran på scenen ser vi to mikrofoner på stativ. Perspektiv og dybde. Symmetrisk, enkelt, nøgent. Ganske elegant, simpelthen.

Mille Maria Damsgaard og Jonas Littauer har stået skjult bag bagvæggen. Nu kommer de frem - HUN med et bækken på stativ som hun trakterer med stålsat vilje og en slagfærdig whisker, HAN med en truende el-guitar med enerverende basgang og slide-muligheder à la Ry Cooder. Tilsammen et lydunderlag der ikke giver ved dørene.

De to har hver sin historie at fortælle. Historier som åbner op for – og giver plads til – det 'virvar af oplevelser, tanker, følelser og drømme', der huserer 'indeni hovedet på unge mennesker i dag'.

Styrke og svaghed

Julie Maj Jakobsen og Teatret Masken har udarbejdet stykket med udgangspunkt i et workshop-forløb med 8. klasse-elever fra Guldborgsund Kommune, og ud af det er der kommet en hårdtslående forestilling med adskillige decibel og netop det 'virvar', man kunne tænke sig.

Heri ligger både forestillingens styrke og svaghed.

Styrken ligger i et stort og ægte engagement hos de to dygtige spillere. Svagheden ligger i, at der råbes og skriges i mikrofonerne, så forestillingen taber rytme og bliver monoton. Og dele af teksten falder hjælpeløst og iltfattigt ned mellem decibelene og de anstrengte stemmebånd.

Styrken ligger også i to ganske gode og originale historier - hendes om at flygte fra sin egen konfirmationsmiddag og hans om det ensomme hus og den handicappede lillebror. Begge har et sprog, som indimellem har fine poetiske kvaliteter. Men man skal fanden fløjte mig lytte godt efter for at få det hele med, når engagementet overdøver formidlingen.

Styrken ligger endvidere i, at vi får budskabet slynget ud råt for usødet, uden filter, ærligt og inderligt. Du kan li' det eller la’vær, men det tvinger til alvor og refleksion. Den medfølgende svaghed ligger i, at store dele af formidlingen bliver hadefuld, anklagende og vrængende - parodierne bliver ondsindede, og fortvivlelsen slår over i raseri. 'De forargede overgås kun af de forurettede', som (vistnok) Poul Henningsen har sagt.

Og der ligger en styrke i, at forestillingen har et ungt sprog, rent teatralt. Jeg tænker på musikken, på de sceniske handlinger, på spillernes identifikation med sine rollefigurer. Men det er en svaghed at lade sig overmande af identifikationen, at spille med følelserne. At gå kontra teksten, at kæmpe imod følelsen, er ofte mere effektfuldt.

Endelig vil jeg sige - og det er min overbevisning - at enhver forestilling har al ret til at være ensidig, til at slå i alle retninger, til at tage parti, til at vove pelsen, til at gå hele vejen. Heri ligger også en styrke, som denne forestilling har. Svagheden opstår, hvis budskabet forsvinder i et øredøvende vulkanudbrud af frustration og tramp i gulvet. At formidle - det vil sige at overføre tanker og følelser til andre - er altid en balanceakt.

Krigssone

Det siges i forestillingen, at 'Det er som i en krigszone at være ung. Enten må man krige eller flygte'. Gennem de to ganske dramatiske fortællinger, som går både parallelt og krydsende, får Damsgaard og Littauer vist at begge rollefigurerne – hver på sin vis – gør begge dele: Flygter og kriger.

'Hvornår bliver man egentlig voksen?' spørges der også. Når man er 18? – efter det første knald? – når man er 21? – når man bliver mor? Jeg synes, at det er lidt svært at følge forestillingens to spor: Dels de to individuelle fortællinger, og dels de generelle udsagn om frustrationen og usikkerheden ved at være ung. Det springer lidt frem og tilbage.

Citatet fra Hamlet om 'at være forberedt er alt' ved jeg ikke rigtigt, hvordan jeg skal tolke ind i forestillingen. Da er citatet fra Pink Floyd mere begribeligt: 'We don’t need another brick in the wall'.

'7-9-13' er en forestilling, hvor formidlingen lider under den overeksponerede ekspressionisme, men hvor engagementet står stærkt og solidariteten er krystalklar. Problemet er, at den skaber en skal af uforsonlighed omkring sig, og budskabet bliver oppe på scenen