DEBAT
11-01-2018
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017

Teatret Masken: 7-9-13

Jonas Littauer og Mille Maria Dalsgaard har fuld gang i stemmebånd og musikalske decibel i '7-9-13'. Foto: Ingrid Riis

Det er som i en krigszone at være ung

06-03-2015
Der er masser af energi og engagement og gode historier i Teatret Maskens hårdtpumpede ungdomsforestilling, men den uforsonlige stil svækker formidlingen af budskabet.
FAKTA
Teatret Masken: 7-9-13 -

Dramatiker: Julie Maj Jakobsen. Instruktør: Leiv Arne Kjøllmoen. Scenograf: Karin Gille. Komponist: Martin Ullits. Dahl. Dramaturg: Trine Friberg. Lyddesign: Jonas Jørgensen. Med: Mille Maria Dalsgaard og Jonas Littauer. Alder: Fra 14 år. Set 3. marts 2015 på Teatret Masken i Nykøbing F., hvor den spiller t.o.m. 13.marts 2015. www.masken.dk

Scenografien er et vidunderligt stykke moderne design: Et skråt gulv i en slags turkis, en firkantet ramme af neonrør i loftet som spejler gulvets vinkel og bliver en stram himmel. På en løs bagvæg kan man skrive eller projicere, og foran på scenen ser vi to mikrofoner på stativ. Perspektiv og dybde. Symmetrisk, enkelt, nøgent. Ganske elegant, simpelthen.

Mille Maria Damsgaard og Jonas Littauer har stået skjult bag bagvæggen. Nu kommer de frem - HUN med et bækken på stativ som hun trakterer med stålsat vilje og en slagfærdig whisker, HAN med en truende el-guitar med enerverende basgang og slide-muligheder à la Ry Cooder. Tilsammen et lydunderlag der ikke giver ved dørene.

De to har hver sin historie at fortælle. Historier som åbner op for – og giver plads til – det 'virvar af oplevelser, tanker, følelser og drømme', der huserer 'indeni hovedet på unge mennesker i dag'.

Styrke og svaghed

Julie Maj Jakobsen og Teatret Masken har udarbejdet stykket med udgangspunkt i et workshop-forløb med 8. klasse-elever fra Guldborgsund Kommune, og ud af det er der kommet en hårdtslående forestilling med adskillige decibel og netop det 'virvar', man kunne tænke sig.

Heri ligger både forestillingens styrke og svaghed.

Styrken ligger i et stort og ægte engagement hos de to dygtige spillere. Svagheden ligger i, at der råbes og skriges i mikrofonerne, så forestillingen taber rytme og bliver monoton. Og dele af teksten falder hjælpeløst og iltfattigt ned mellem decibelene og de anstrengte stemmebånd.

Styrken ligger også i to ganske gode og originale historier - hendes om at flygte fra sin egen konfirmationsmiddag og hans om det ensomme hus og den handicappede lillebror. Begge har et sprog, som indimellem har fine poetiske kvaliteter. Men man skal fanden fløjte mig lytte godt efter for at få det hele med, når engagementet overdøver formidlingen.

Styrken ligger endvidere i, at vi får budskabet slynget ud råt for usødet, uden filter, ærligt og inderligt. Du kan li' det eller la’vær, men det tvinger til alvor og refleksion. Den medfølgende svaghed ligger i, at store dele af formidlingen bliver hadefuld, anklagende og vrængende - parodierne bliver ondsindede, og fortvivlelsen slår over i raseri. 'De forargede overgås kun af de forurettede', som (vistnok) Poul Henningsen har sagt.

Og der ligger en styrke i, at forestillingen har et ungt sprog, rent teatralt. Jeg tænker på musikken, på de sceniske handlinger, på spillernes identifikation med sine rollefigurer. Men det er en svaghed at lade sig overmande af identifikationen, at spille med følelserne. At gå kontra teksten, at kæmpe imod følelsen, er ofte mere effektfuldt.

Endelig vil jeg sige - og det er min overbevisning - at enhver forestilling har al ret til at være ensidig, til at slå i alle retninger, til at tage parti, til at vove pelsen, til at gå hele vejen. Heri ligger også en styrke, som denne forestilling har. Svagheden opstår, hvis budskabet forsvinder i et øredøvende vulkanudbrud af frustration og tramp i gulvet. At formidle - det vil sige at overføre tanker og følelser til andre - er altid en balanceakt.

Krigssone

Det siges i forestillingen, at 'Det er som i en krigszone at være ung. Enten må man krige eller flygte'. Gennem de to ganske dramatiske fortællinger, som går både parallelt og krydsende, får Damsgaard og Littauer vist at begge rollefigurerne – hver på sin vis – gør begge dele: Flygter og kriger.

'Hvornår bliver man egentlig voksen?' spørges der også. Når man er 18? – efter det første knald? – når man er 21? – når man bliver mor? Jeg synes, at det er lidt svært at følge forestillingens to spor: Dels de to individuelle fortællinger, og dels de generelle udsagn om frustrationen og usikkerheden ved at være ung. Det springer lidt frem og tilbage.

Citatet fra Hamlet om 'at være forberedt er alt' ved jeg ikke rigtigt, hvordan jeg skal tolke ind i forestillingen. Da er citatet fra Pink Floyd mere begribeligt: 'We don’t need another brick in the wall'.

'7-9-13' er en forestilling, hvor formidlingen lider under den overeksponerede ekspressionisme, men hvor engagementet står stærkt og solidariteten er krystalklar. Problemet er, at den skaber en skal af uforsonlighed omkring sig, og budskabet bliver oppe på scenen

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - 7-9-13
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

04-09-2017

Flere anmeldelser